En udflytters dagbog: Hvis jeg nu havde sat mig til at græde, kan det også være, børnene havde reageret anderledes

"I en lang periode, efter udflytningen var blevet meldt ud, var der fællesmøde én gang om ugen. Hver fredag klokken 11 mødtes vi og fik de informationer, der nu var at give på det tidspunkt. Langsomt fik vi flere og flere informationer om den kommende flytning. Hvornår man skulle sige ja til at tage med, hvis man ville det, hvornår man ville blive varslet, hvis man ikke ville med, hvilke vilkår de kunne tilbyde og så videre.

Jeg kan huske, at Erhvervsministeriet i marts 2016 arrangerede en slags studietur til Viborg, hvor omkring 20 mennesker anført af vores vicedirektør tog over og så byen og den bygning, vi formentlig skulle rykke ind i. Jeg sagde selv nej til at tage med. Jeg havde allerede besluttet mig, og det var lidt ligemeget, hvad det nu var for en bygning, vi skulle være i. Og samtidig kom jeg tilbage til, at det jo for mig bare var Jylland, så jeg havde ikke noget behov for at se Viborg inden. Det kunne hverken gøre fra eller til. Men jeg fornemmede, at turen fik de sidste brikker til at falde på plads for en del af dem, der var med.

I månederne efter 1. oktober fyldte det en del, at ret mange allerede tidligt havde besluttet sig for, at de under ingen omstændigheder ville med til Viborg. Og allerede i december 2015 meldte de første ud, at de havde fået nyt job. Det fortsatte det efterfølgende års tid, hvor langt de fleste erfarne folk efterhånden forsvandt. I den periode ansatte vi samtidig en masse nye folk, som havde et oplæringsforløb i København, men som jo ellers bare gik og ventede på at rykke til Viborg.

Ikke noget, der hedder: Det plejer vi at gøre
Jeg er nok sådan én, der godt kan lide at holde mulighederne lidt åbne, så selvom jeg jo havde besluttet mig for at tage med til Viborg, overvejede jeg stadig andre muligheder efterfølgende. Jeg tror, min hustru blev ret træt af mig i den proces, og jeg kan huske, at hun sagde til mig, at nu måtte jeg altså til at beslutte mig for, om jeg ville med eller ej. Og i sidste ende vendte jeg hele tiden tilbage til, at der ikke var noget, der virkede mere interessant. Også fordi jeg syntes, det var spændende at være med til at starte et helt nyt hus op, hvor der ikke var noget, der hed: Det plejer vi at gøre. Og der var ikke nogle, der helt vidste, hvad der skulle ske. Det tiltalte mig meget. Samtidig var det jo også en oplagt mulighed for både at tage og få mere ansvar, fordi alle de andre erfarne folk forsvandt. Det var ligesom kun mig, der vidste, hvad det hele handlede om.

Samtidig var det jo også en oplagt mulighed for både at tage og få mere ansvar, fordi alle de andre erfarne folk forsvandt. Det var ligesom kun mig, der vidste, hvad det hele handlede om.

Thomas Faust Ryborg
Souschef i Nævnenes Hus

I processen blev jeg udnævnt til souschef, og den stilling kunne jeg rykke med til Viborg, så det var også et skridt opad på karrierestigen. Og fordi jeg netop så tidligt i processen meldte ud, at jeg gerne ville med til Viborg, kom jeg tæt på beslutningsprocessen og var med til at rekruttere de folk, vi skulle have med. Jeg havde selvfølgelig en chef, men hun sagde, at når det nu var mig, der skulle arbejde sammen med dem fremover, så skulle jeg også have indflydelse på, hvem det skulle være.

Ingen belastede områder i en by i Jylland
Jeg havde ikke rigtig noget kendskab til Viborg, inden jeg sagde ja til at tage med. Jeg vidste, det var en by i Jylland. At de havde et håndboldhold. At Ulrik Wilbek drev lokalpolitik og havde været træner for håndboldholdet. At de on/off havde et Superligahold. De eneste gange, jeg har været i Viborg, har været på vej hjem fra skiferie i Sverige med mine forældre, hvor vi på vejen fra Frederikshavn til Hvide Sande lige kørte ind på McDonalds i Viborg og fik aftensmad.

Men for mig kunne det egentlig være ligegyldigt, om det var Viborg, Herning eller Holstebro. Det var bare en jysk by.

Selvom min hustru lige fra starten havde sagt ja til at flytte til Viborg, tror jeg, hun havde et større behov for at finde ud af, hvad Viborg var for en størrelse. Hun tænkte meget på, hvilken skole og børnehave vi skulle vælge, hvor det er godt at bo i Viborg, og hvor der er nogle belastede områder. Der var min umiddelbare tanke bare: Jamen, det er jo en by i Jylland. Der er da ikke nogle belastede områder. Men efter større pres fra min hustru endte vi faktisk med at tage til Viborg i efterårsferien i 2016, så vi kunne se tingene an og finde ud af, hvor vi gerne ville bo. Vi vidste jo ikke, om vi ville blive boede i Viborg på længere sigt, så vi kiggede på nogle lejelejligheder, vi havde fundet, inden vi tog afsted, og var ellers rundt og se byen.

I Viborg kunne børnene skøjte rundt på gulvet
Det var også her, da vi tog til Viborg, at jeg kunne mærke, at børnene var ret solgt på at flytte. Allerede da vi var ude at se den første lejlighed, var de rundt og vælge de værelser, de gerne ville bo i. Det var meget større end den lejlighed, vi kom fra, som var lidt for lille til to forældre og to børn og alt for lille til to forældre og tre børn, så Jasmin og Eliva kunne bare løbe fra den ene ende af lejligheden til en anden og skøjte rundt på gulvet.