Europas ombudskvinde advarer: Juncker har lavet et selvmål, der giver ammunition til skeptikerne

INTERVIEW: Ved at lynforfremme sin egen politiske kammerat til topchef med betænkelige metoder har kommissionsformand Jean-Claude Juncker skadet EU’s evne til at være en ”moralsk kraft” i verden. Det siger den europæiske ombudskvinde, Emily O’Reilly, efter en grundig efterforskning af sagen.

Politiske manøvrer undergraver EU-chefers troværdighed, siger Emily O'Reilly.
Politiske manøvrer undergraver EU-chefers troværdighed, siger Emily O'Reilly.Foto: European Ombudsman Office
Thomas Lauritzen

BRUXELLES: Måske er det, fordi hun i mange år var en journalist, der så sig selv i opposition til lukkede magtstrukturer, at Emily O’Reilly føler sig så indigneret i disse dage.

Selv siger den europæiske ombudskvinde, at det faktisk er hendes egen store passion for Den Europæiske Union, der nu får hende til at angribe nogle af Unionens øverste chefer lige på og hårdt.

”Jeg ved godt, det kan lyde lidt helligt, men vi har brug for, at EU repræsenterer en moralsk kraft rundt om på kloden. Når sådan nogle ting her sker, så skader de EU’s evne til at have den indflydelse på verden,” siger ireren, der siden 2013 har udfyldt rollen som de europæiske borgeres vagthund over for institutionerne i Bruxelles.

Siden foråret har ombudskvinden og hendes hold af efterforskere brugt en stor del af deres tid og deres beføjelser til at gennemtrawle op mod 10.000 dokumenter og interviewe de involverede i en intern skandale, der egentlig bare burde have været en banal personalesag.

Jeg ved godt, det kan lyde lidt helligt, men vi har brug for, at EU repræsenterer en moralsk kraft rundt om på kloden.

Emily O'Reilly
Europæisk Ombudskvinde

Sagen handler om, hvordan EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, ved at tilbageholde viden og bøje reglerne til det yderste fik katapulteret sin egen politiske rådgiver op til posten som øverste chef for hele embedsværket.

Lynforfremmet til magtens top
Det drejer sig om tyskeren Martin Selmayr, der tidligere var Junckers kampagneleder og siden hans kabinetschef.

I februar blev Selmayr, der er en benhård og frygtet politisk aktør i Bruxelles, pludselig lynforfremmet til generalsekretær for hele EU-Kommissionen. En helt anden slags post, der normalt ikke tildeles på den måde.

”Vi taler om et job, der formentlig har den højeste rang i alle EU’s institutioner. Og det er i sin essens et administrativt job, ikke et politisk job,” siger Emily O’Reilly.

Efter hendes opfattelse har Juncker med resten af Kommissionen som mere eller mindre uvidende medskyldige med denne udnævnelse spillet Unionens modstandere et nyt kort i hånden på et kritisk tidspunkt. I USA harcelerer Trump mod EU, Brexit er på vej til at eksplodere, og lige forude venter et potentielt skelsættende valg til Europa-Parlamentet.

0:000:00