Forbindelsesofficeren

KARRIERE: Efter mere end 20 år i Røde Kors, hvor hun startede som frivillig og endte som præsident, er Hanna Line Jakobsen skiftet til Unicef, hvor hun er blevet udviklingsdirektør.

Hanna Line Jakobsen, den nye udviklingsdirektør i Unicef Danmark, har altid været motiveret af at hjælpe børn, som har det skidt. Allerede som 16-årig startede hun med at arrangere ferielejre for udsatte børn.<br>
Hanna Line Jakobsen, den nye udviklingsdirektør i Unicef Danmark, har altid været motiveret af at hjælpe børn, som har det skidt. Allerede som 16-årig startede hun med at arrangere ferielejre for udsatte børn.
Foto: Katja Holm/Altinget
Katrine Falk Lønstrup

Fortalt til Katrine Falk Lønstrup

”Børn har sådan set altid været noget af det, der har motiveret mig allermest. Jeg startede som 16-årig med at arrangere ferielejre for udsatte børn. Og jeg kan faktisk slet ikke have det, når børn har det skidt.

Der kan være en dualitet i, at udsatte børn har enormt meget brug for hjælp, men samtidig er enormt stærke. Stærke på en måde, hvor man slet ikke kan bære, at de skal være så stærke. Men det er klart, at de ender sådan, når de skal klare sig gennem de ting, de slås med. At være der for de børn på en respektfuld måde – det synes jeg virkelig, Unicef kan finde ud af.

Som udviklingsdirektør har jeg ansvar for at lave partnerskaber for Unicef. Det gør vi efterhånden på flere forskellige måder. Selvfølgelig handler det stadig om virksomheder og fonde, der giver os midler. Men det handler også i stigende grad om, at vi skal lave partnerskaber med virksomheder, der kan hjælpe os med innovationer, som gør os bedre til at udføre vores arbejde.

Jeg mener, at der mangler fokus på, at krigen i Syrien er gået ind i sit sjette år. Vi får en fuldstændig fortabt generation, hvis vi ikke sørger for at gøre mere i nærområderne.

Hanna Line Jakobsen
Udviklingsdirektør, Unichef Danmark

For eksempel en virksomhed som Novozymes, der forsker i, hvordan man hurtigt kan tjekke, om der er e-kolibakterier i vand. De forsøger at fin-
de en metode, der gør det muligt hurtigt at teste lokalt, om man kan drikke vandet.

Og det er altså noget, der kan redde rigtig mange menneskeliv, fordi man ikke altid kan få nok vandrensningstabletter frem. Derfor er det nødvendigt, at de lokale selv kan tjekke, om der for eksempel er e-kolibakterier i drikkevandet.”

Vi deler ikke vores værste billeder
“Jeg har næsten lige været af sted med Unicef, hvor vi var i Yemen med vandrensningstabletter. På grund af krig er det ikke muligt at flyve over luftrummet ved Ye-
men, så vi fløj til Djibouti, der ligger på den anden side af Bab el-Mandeb-strædet.

Nødhjælpen skulle så sejles fra Djibouti til Yemen af vores Unicef-kollegaer i Djibouti, der risikerer livet for at sikre, at nødhjælpen kommer frem. Vi havde kun et tidsrum på tre timers våbenhvile, hvor båden skulle nå havnen i Yemen, og det er altså en sejltur på 13 timer. Når sådan en operation skal lykkes, handler mit job i høj grad også om benhård logistik og diplomati.”

“Jeg ser hver eneste dag billeder fra kollegaer rundt om i verden, som er sindssygt voldsomme, men som vi sjældent deler. Det er vigtigt at have en balance i, hvad man lægger på de sociale medier, når folk sidder og følger med over morgenkaffen.

Selvom det er frustrerende at se de voldsomme billeder, er det vigtigt, at vi i Unicef også husker at dele de positive historier. Det er vigtigt, vi fortæller, at der faktisk allerede er sket meget godt. For eksempel, at 90 procent af verdens børn faktisk kommer i skole.

Og samtidig med, at vi i Unicef er vidne til mange grusomheder i vores kamp for at beskytte børn, møder vi også meget taknemmelighed og vildt mange glade smil. Det sidste er nemmere at dele, og så håber vi bare, at folk også kan forstå den alvor, der ligger bag.

I vores privilegerede verden kan vi nemt komme til at bevæge os meget langt væk fra de rigtig mange mennesker, der er ramt af katastrofer. Vi kan have svært ved at forstå, hvordan man egentlig har det, når man lever i en krigssituation.

Derfor mener jeg selvfølgelig, der mangler fokus på, at krigen i Syrien er gået ind i sit sjette år. Vi får en fuldstændig fortabt generation, hvis vi ikke sørger for at gøre mere i nærområderne. Eksempelvis har Libanon taget over en million flygtninge.

Det er flere, end vi har taget i hele Europa tilsammen. Der er ikke en landsby, ikke en flække og ikke en skole, hvor der ikke er syriske flygtningebørn. Og lokalbefolkningen i Libanon er ved at gå helt i knæ over det. Det var jo ikke ligefrem en rig befolkning, før der kom en masse flygtninge til. Kun halvdelen af flygtningebørnene går i skole, og Libanons egen befolkning begynder også at have problemer med at få tilstrækkelig skolegang. Flere steder går de i skole i toholdsskift.

Og hvem skal bygge Syrien op, når der forhåbentlig en dag bliver fred igen, hvis vi ikke sørger for, at de flygtninge, der er i nærområderne, også får hjælp? Det er frustrerende at være vidne til - og der er jo sådan set ingen, der kan holde til at se, at børn er ramt af krig, og som ikke mener, der skal gøres noget. Men alligevel kan der godt være langt fra den tanke til reel handling.”

Stram ballerne
“Som NGO bliver vi mere og mere forbindelsesofficeren, der skal sørge for at forbinde vores viden om verden med danske virksomheder, politikere og privatpersoner, så de får mulighed for at gøre noget. Vi får så meget foræret i dag, og der er så meget, der handler om materielt forbrug, om ens egen stress og ens egen karriere.

Og mange efterspørger faktisk muligheden for at fokusere på noget andet. En mulighed for at træde et skridt tilbage, tage en pause i sig selv og fokusere på andre menneskers behov. Den lyst skal vi i Unicef forbinde med vores viden, så den kan blive omsat til handling.”

”Der er rigtig mange, der gerne vil arbejde i den humanitære verden, så hvis man vil frem, skal man sgu være dygtig inden for sit felt. Det er ikke for at være alt for selvrosende, men der er kamp om pladserne, så man skal stramme ballerne.

Derudover fungerer det simpelthen ikke, hvis man ikke har hjertet med. Når jeg ansætter medarbejdere, lægger jeg stor vægt på, at man oprigtigt brænder for den sag, man skal arbejde for.

Og endelig tror jeg, man skal være lidt robust for at kunne holde til at være vidne til, at der stadig er rigtig mange mennesker, der lever under helt forfærdelige vilkår. Jeg har nu været i den humanitære verden i 20 år, og det rammer mig stadig, når det kommer for tæt på.”

Dokumentation

BLÅ BOG

Hanna Line Jakobsen

Født: 17. marts 1981 

Uddannelse: Cand.scient.adm., Institut for Samfundsvidenskab og Erhvervsøkonomi, RUC (2007) 

2017: Udviklingsdirektør i Unicef Danmark 

2014: Valgt til præsident for Røde Kors i Danmark

2011: Vicepræsident for Røde Kors i Danmark

2011: Projektchef for sociale formål og sundhed, Det Obelske Familiefond

2009: Diplomuddannelse i ledelse, Ingeniørskolen i Ballerup og Syddansk Universitet.

2007: Chefkonsulent, efteruddannelsesafdelingen, DJØF 

2005-2009: Formand for Ungdommens Røde Kors


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Hanna Line Jakobsen

Director, Social & Humanitarian, Novo Nordisk Fonden, bestyrelsesmedlem, Den Sociale Investeringsfond, bestyrelsesmedlem Investeringsfonden for Udviklingslande IFU
Executive MBA, Henley Business School, diplomuddannelse i ledelse (Ingeniørhøjskolen i Ballerup 2009), cand.scient.adm. (Roskilde Uni. 2007)

0:000:00