Fotoreportage fra Christiansborg: Magtens malerier

Af Simon Kratholm Ankjærgaard

Skal man stå eller sidde? Skal man portrætteres i et lukket, letgenkendeligt politisk Christiansborg-miljø eller andre steder? Og hvem skal egentlig bestemme, hvordan man afbildes – en selv eller kunstneren, der maler?

Det er nogle af de spørgsmål, der melder sig, når en statsminister ikke har tænkt sig – eller har mulighed for – at vende tilbage til Statsministeriet. Så skal han eller hun portrætteres og finde sin plads blandt de indtil videre 16 portrætmalerier af danske statsministre, der hænger uden for Landstingssalen på Christiansborg.

Tager man sig tid – og det bør man – til at tage ind på Christiansborg og besigtige portrætterne, ser man flere ting. Man ser selvfølgelig den konkrete statsminister, men man ser også tiden, han er blevet malet i, og man ser forhandlingen mellem mennesket og rollen.

”En statsminister skal jo ligne sig selv – og samtidig udstråle det statsmandsagtige. Beskueren skal kunne se, at det er et rigtigt menneske, men det må ikke blive for hverdagsagtigt. Der skal være en aura af magt. Dilemmaet ligger i, at statsministeren er valgt af folket og lige så godt kunne være dig eller mig, men at vedkommende også, qua sine særlige evner og qua sin status som statsminister, er noget andet end netop dig og mig,” fortæller kunsthistoriker og dr.phil. Jacob Wamberg fra Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet

Det er der kommet mange forskellige udtryk ud af.

Anker Jørgensen er portrætteret på en talerstol til det, der ligner et 1. maj-møde. Hilmar Baunsgaard – den seneste radikale statsminister – står med overfrakke over den ene arm og et eksemplar af Middelfart Venstreblad i den anden (en henvisning til, at han var valgt på Fyn) og ligner en af efterkrigstidens klassiske faderskikkelser på vej på arbejde. Poul Nyrup Rasmussen sidder i en designerstol, men det ligner, at den står i kunstneren Michael Kviums eget atelier, mens Knud Kristensen, Erik Eriksen og H.C. Hansen også er portrætteret siddende, men tydeligvis i deres eget politiske miljø i Statsministeriet.

Fra tilstræbt realisme til modernisme
Det var først i 1946, at Folketingets Præsidium besluttede, at Christiansborg skulle huse en officiel samling af statsministerportrætter. Indtil da var det ret tilfældigt, hvem der blev hængt op hvor. Erik Scavenius blev den første eks-statsminister, der valgte sin egen kunstner, og for de statsministre, der gik forud for ham, gjaldt det, at portrætter af dem blev fundet ude i byen, eksempelvis hos deres respektive partier.

Statsministre fra før, under og lige efter krigen er portrætteret i det, der kan kaldes en tilstræbt realisme. Man kan tydeligt se, hvem det er. Ansigtstrækkene og de udtryk, der karakteriserer den pågældende person, er tydelige og lette at afkode.