Fra pauseklovn til Trumps bedste ven i Europa: Farages forunderlige rejse

PORTRÆT: I mange år levede han et skyggeliv, oftest fremstillet som en komisk populist. Så pressede hans parti UKIP Storbritannien ud i et historisk brud med efterkrigstidens europapolitik. Mød manden, der er blevet et uventet symbol på opbruddet i den vestlige verdens politiske landskab.

STRASBOURG: Første gang jeg mødte Nigel Farage, mindede han mig om den arketypiske grandonkel, ingen rigtig orker at sidde ved siden af til familiemiddage. Sådan lidt pinlig på en svedig og bralrende måde, men ellers harmløs.

Det er nok omkring 10 år siden, dengang Farage lige var blevet formand for United Kingdom Independence Party (UKIP) og længe inden, at den tidligere børsmæglers trenchcoat, Rothmans-cigaretter, skvulpende ølglas og rasende grin skulle blive selve billedet på efterkrigstidens største revolution i britisk udenrigspolitik.

Måske endda et symbol på det tektoniske skred under den vestlige verdens politiske landskab, som også skulle komme til at sende en mindst lige så højtråbende byggematador og reality-tv-stjerne fra New York City til Det Hvide Hus i Washington, D.C.

”Han er en mand med det mest utrolige instinkt. Hans instinkt og hans fornemmelse, for hvor den vestlige verdens folk vil hen, er ærlig talt uden fortilfælde,” sagde Farage om Donald Trump, da jeg for nylig igen mødte den omstridte brite for at interviewe ham til Altingets podcast om Europa.

Det blev til en snak, der berørte den nu tidligere UKIP-formands seneste og måske mest mystiske inkarnation: En slags selvudråbt transatlantisk galionsfigur for et folkeligt opgør med ”eliten”, der har gjort ham til Trumps nærmeste fortrolige i europæisk politik.

Men alt det var der absolut ingen, der kunne have forestillet sig for et årti siden, hvor verden var en anden. Heller ikke Nigel Farage selv, har den i dag 53-årige politiker fortalt mig.

Så vidt jeg husker, havde Farage dengang sneget sig ind til et EU-topmøde, hvor han gik rundt ved bordene i pressesalen og prøvede at få nogen i tale.

”Cheers, hvad i alverden laver vi her, venner, HAHAHAhahaHAHA!,” udstødte han med den der saftige, lidt teatralske stemmeføring, som er typisk for visse engelske politikere eller skuespillere.

Der var stort set ingen, der gad tale med ham. Da slet ikke de britiske korrespondenter, hvis kropssprog lyste af foragt, hver gang han nærmede sig. De fleste andre anede ikke, hvem han var.

Jeg vidste heller intet om ham – som de fleste journalister i Bruxelles kendte jeg ikke engang hans navn. Jeg skal love for, at det kom til at ændre sig, om end ikke lige med det første.

Nålestribede gadedrenge og en våd klud
Selv om UKIP har eksisteret i næsten et kvart århundrede, og selv om Nigel Farage har siddet i Europa-Parlamentet og harceleret mod EU lige siden 1999, levede både han og partiet i mange år en skyggetilværelse uden reel indflydelse.

UKIP havde spektakulære op- og nedture i de 10 år fra 2006 til 2016, hvor Nigel Farage ledede det parti, han selv var med til at stifte, da han tilbage i 1993 forlod de britiske konservative som protest mod partiets accept af Maastrichttraktaten.

I Europa-Parlamentet blev Farages EU-modstandere betragtet som en lille håndfuld nålestribede gadedrenge, der højst skabte lidt irritation ved at råbe og vifte med armene på de bagerste rækker i Strasbourg og Bruxelles.

Men under Nigel Farages ledelse blev UKIP efterhånden bedre organiseret. Partiet blev også bedre finansieret, og paradoksalt nok blev netop det europæiske parlament den talerstol, Farage manglede hjemme i Storbritannien.

Han specialiserede sig i medievenlige one-linere og videoklip publiceret vidt og bredt, hvor han i parlamentssalen hånede EU og alt dets væsen.

"Du har en karisma som en våd klud og en fremtoning som en lavtstående bankassistent," sagde han for eksempel i foråret 2010 til EU’s daværende rådspræsident, Herman Van Rompuy, foran Parlamentets rullende kameraer.

Da jeg lang tid senere talte med Van Rompuy og spurgte ham, hvad han egentlig mente om Farage, var den ellers meget diskrete belgier stadig så rasende, at han bare vrissede: ”Om hvem?”.

Send in the clowns
I årevis var UKIP-lederen stadig mere berygtet end berømt. Bølgen af britisk modvilje mod unionen voksede støt under overfladen, men de politiske resultater lod vente på sig.

Det nationale britiske parlamentsvalg i maj 2010 var en nedtur for Nigel Farage, både politisk og personligt – for ikke at sige rent fysisk. Med typisk fandenivoldskhed kravlede Farage på selve valgdagen om bord i et tosædet PZL-104 Wilga propelfly lavet af aluminium i Polen.

Piloten havde næppe fået maskinen i luften, før det lange, lilla UKIP-banner, der skulle pryde himlen bag flyveren, viklede sig uhjælpeligt ind i haleroret. Begge mænd overlevede mirakuløst, da Wilga’en styrtede ned på en græsmark.

Farage stavrede blodig ud af vraget med to beskadigede nakkehvirvler, brækkede kraveben og ribben samt en punkteret lunge.

Valget gik heller ikke særlig godt for UK Independence Party det år. UKIP blev betragtet som en marginal, højreorienteret udbryderbevægelse, ligefrem hånet som "klovner" af ledende konservative. Daværende premierminister David Cameron kaldte partiets politikere for ”tossehoveder”.

Det skulle Cameron komme til at fortryde i de følgende år. For uanset hvad man i øvrigt måtte mene om Nigel Farage, så er han uafviseligt en overlever. Formanden rejste sig efter styrtet, ganske som hans parti rejste sig efter det dårlige valg i 2010.

Tre år senere stormede UKIP ind som nummer tre på landsplan ved de britiske lokalvalg. "Send in the clowns", bemærkede Farage for at udstille David Camerons hybris.

Året efter, i 2014, slog partiet alt og alle ved valget til Europa-Parlamentet, som sendte 24 UKIP’ere til Strasbourg. Det var første gang i over 100 år, at hverken de konservative eller socialdemokraterne i Labour vandt en valghandling i Storbritannien.

Ved det nationale parlamentsvalg i 2015 scorede UK Independence Party mere end hver tiende stemme, helt uhørt for et relativt nyskabt parti.

Ganske vist gav det meget specielle britiske valgsystem kun UKIP et enkelt mandat, og Nigel Farage blev ikke valgt i sin egen kreds. Men næsten fire millioner briter stemte på hans parti, som dermed blev det tredjestørste i landet.

Cameron presset til at spørge folket
Selv om intellektuelle medier stadig betragtede Farage som et skamløst populistisk bluffnummer, var han nu blevet en kultfigur for millioner af skuffede briter.

En af hans kvindelige fans stillede op i tabloidaviserne for at stolt at fremvise, hvordan hun havde fået tatoveret Nigel Farages ansigt på sin overarm.

I 2013 blev han udpeget af den konservative avis Daily Telegraph som den anden mest indflydelsesrige politiker på højrefløjen næst efter premierminister David Cameron. I 2014 udnævnte The Times ham til ’Årets Brite’.

UKIP’s stigende popularitet øgede splittelsen i Det Konservative Parti til et niveau, der blev ubærligt. Flere af Camerons toryer hoppede af for at slutte sig til Farages EU-modstandere.

Det var ikke mindst den udvikling, der pressede premierministeren ud i løftet om en historisk folkeafstemning, de fleste ledere ovre på kontinentet betragtede som uovervejet og ekstremt risikabel.

Nigel Farage var formentlig den enkeltperson, der gjorde mest for at tvinge David Cameron ud i den afstemning, som 23. juni sidste år kom til at gøre en ende på både Camerons egen politiske karriere og Storbritanniens EU-medlemskab.

Med Nigel på kampagnebussen
Få uger før den skæbnesvangre folkeafstemning mødte jeg en lidt udaset, men kampklar Farage på et cafeteria ved motorvej A1 i det nordøstlige England.

Han var i sidste fase af sin Brexitkampagne, der blandt andet gik ud på at zigzagge rund på De Britiske Øer i en over 40 år gammel dobbeltdækkerbus fra London.

”VI VIL HAVE VORES LAND TILBAGE,” stod der ned langs siden af den lilla bus, der kørte ind mod Newcastle, mens UKIP-formanden og jeg sad og fik gennemblødte bukser i støvregnen oppe på køretøjets tagterrasse.

Jeg var der for at lave en reportage til Politiken, og jeg var alene sammen med min kameramand.

Det var slående, at ingen britiske journalister var med på bussen for at følge en af de vigtigste EU-modstandere så kort tid før en potentielt afgørende folkeafstemning om landets fremtid i det europæiske samarbejde.

”Jeg synes, at hele Europa bør forlade EU. Absolutely! Absolutely!,” jublede Nigel Farage. Han fortalte om, hvordan han håbede at se briterne ”banke den første mursten ud” af EU’s fundament, så ”det hele vil falde sammen”.

”Jeg tror, at Danmark vil følge med os ud. Hvis Storbritannien stemmer for Brexit, og hvis der så kom en folkeafstemning i Danmark, så kunne det hurtigt blive til Dexit også,” sagde han.

Men når mikrofonen var slukket, og vi kiggede ud over den grå nordsøkyst i regionen Tyne and Wear, virkede han ikke så sikker.

”Jeg aner ikke, hvad der kommer til at ske 23. juni. Jeg ved det virkelig ikke. Alt kan ske,” mumlede Farage næsten som en besværgelse.

Det fik mig til at tænke, at han måske inderst inde helst ville have et usselt lille ja til EU. Det ville tillade UKIP at fortsætte opturen som styrket opposition til en svækket Cameron efter folkeafstemningen.

Selv på selve valgnatten sidste sommer, da stemmeoptællingen bølgede frem og tilbage på tværs af landet, nåede Nigel Farage lige at indrømme et nederlag til nejsiden, inden det hele væltede den anden vej lige over i skødet på ham selv.

For det britiske flertal stemte sig jo ud af EU. David Cameron gik af. Siden har hverken Storbritannien eller det europæiske samarbejde været det samme.

Chokbølgerne gik ud over verden, hele vejen over Atlanten til den amerikanske præsidentvalgkamp.


Nigel Farage – Mr. Brexit som han bliver kaldt i USA – på kampagne for Donald Trump under det amerikanske præsidentvalg.

Håbet om Danmarks exit
”Den amerikanske præsident, Donald Trump, tror på, at nationalstaten er det rigtige fundament at bygge på,” siger Nigel Farage som noget af det første, da jeg møder ham igen i Europa-Parlamentets radiostudier i november 2017.

Men ikke som det allerførste, for han starter med at sige: ”Åh, jeg elsker danskerne,” med en næsten kælen stemme.

Det danske nej til Maastrichttraktaten 2. juni 1992 står stadig for Farage som en milepæl. En afgørende gnist, der fik ham til at bryde ud af Det Konservative Parti og indlede sit mangeårige korstog for at få Storbritannien ud af EU. Derfor drømmer han stadig om at se Danmark følge briterne mod udgangen:

”Jeg er sikker på, at flertallet af danskerne helst ville være fri for at være med i EU,” som han siger.

Også Donald Trump ville elske at høre danskerne sig farvel til EU, fortæller Farage i interviewet til den første udgave af Altingets podcast ’Parlamentet’.

”Han ville sikkert juble højt og sige: Godt klaret! Vikingerne har genfundet deres sjæl,” siger han med vanlig sans for drama.

Der er ikke mange politikere i Europa, der kan hævde at vide noget særligt om, hvad den nuværende beboer i Det Hvide Hus egentlig tænker om noget som helst. Men det kan den forhenværende UKIP-leder faktisk godt.

Trump omfavner Mr. Brexit
Mens UK Independence Party har været tæt på kollaps, siden Nigel Farage forlod formandsposten sidste år – angiveligt for at ”få sit liv tilbage” – synes han selv frejdigt at have indledt endnu en fase i sit forbløffende politiske liv: Som Trumps rådgiver og bedste ven på denne side af Atlanten.

Allerede i ugerne lige efter den britiske folkeafstemning dukkede ”Mr. Brexit” (som amerikanerne ynder at kalde ham) op til Det Republikanske Partis konvent i Cleveland, formentlig inviteret af Trumps kampagneleder Steve Bannon. Ham har Farage nemlig kendt i årevis.

Måneden efter, under et kampagnemøde i staten Mississippi, præsenterede Donald Trump briten som en slags europæisk oprørshelt.

Nigel Farage kvitterede ved at holde en dundertale foran Trumps jublende tilhængere om, hvordan de skulle se Brexit som ”et budskab om håb” for ”de små menneskers kamp” mod eliten.

Sådan fandt sidste års to mest markante – nogle vil sige mest rystende – politiske erobrere hinanden i et højtråbende åndsfællesskab.

Det havde blandt andet den opsigtsvækkende følge, at Farage var den første europæiske politiker, som den nyvalgte amerikanske præsident inviterede op i Trumps Towers forgyldte elevator få dage efter sin valgsejr i november 2016.

Siden har de to mænd mødtes adskillige gange. Donald Trump gik endda så vidt som til at foreslå regeringen i London at gøre Nigel Farage til Storbritanniens ambassadør i USA. Det blev afvist på det tørreste af den nye beboer i Downing Street 10, Theresa May.

Premierministeren måtte vente et par måneder, før hun selv kunne besøge den frie verdens nye leder.

Mystiske bånd, FBI og ”hysterisk ævl”
Det tætte forhold mellem Trump og Farage er i færd med at skabe en hidtil uset slags sammenvævning mellem politiske slagsmål og konspirationsteorier i USA og Europa.

I de seneste måneder har respekterede medier som den britiske avis The Guardian påpeget en række mystiske sammenhænge:

Hvordan Steve Bannons stærkt højreorienterede amerikanske medie Breitbart hjalp UKIP under Brexit-kampagnen.

Hvordan Farage har mødtes med Julian Assange fra WikiLeaks, der mistænkes for at have leveret stjålne emails, som Trumps kampagnefolk kunne bruge til at angribe Demokraternes kandidat, Hillary Clinton.

Hvordan Nigel Farage ofte har optrådt på det russisk finansierede medie RT, og hvordan han måske har andre skjulte bånd til Moskva.

Guardian og andre aviser har endda skrevet, at den tidligere UKIP-leder er kommet i søgelyset for det amerikanske forbundspoliti, FBI, der er ved at efterforske Ruslands mulige forbindelser til Trump og indblanding i præsidentvalgkampen.

Da jeg møder Nigel Farage i Strasbourg afviser han det hele som ”hysterisk ævl”, der bare bliver opfundet i et forsøg på at svine ham til og undergrave resultatet af den britiske EU-afstemning.

”Den tanke, at Rusland skulle have haft massiv indflydelse på enten det amerikanske valg eller Brexit eller noget som helst andet, er ærlig talt fri fantasi,” siger han:

”Jeg har også mødt Dalai Lama! Jeg har mødt Frankrigs præsident! Den tyske kansler! Man kan altid strikke en konspirationsteori sammen ved at se på, hvem folk har mødt, hvis det er det, man ønsker at gøre.”

Ingen russiske penge her!
Under interviewet med Altinget siger Nigel Farage, at han kender Trumps kampagneleder og tidligere toprådgiver, Steve Bannon, ”rigtig godt”. Han erkender også, at Bannons medie, Breitbart, var en støtte for UKIP under Brexit-kampagnen.

Det kan han bare ikke se, at der skulle være noget som helst galt med. Og han kender i hvert fald ikke nogen russere, siger han.

”Åh, Breitbart var involveret, selvfølgelig! Breitbart havde en medieoperation i London, og de var sammen med The Daily Express de eneste to medieorganer, der var parat til at give mig og mine argumenter en chance i de senere år,” siger Farage.

”Men betyder det, at Breitbart puttede penge i det? At russerne puttede penge i det? NEJ!! Hør nu, vi stemte for at forlade EU, fordi vi er dødtrætte af Juncker og andre ikke-folkevalgte gamle mænd og af en åben dør for immigration. Så enkelt er det.”

Efter interviewet går Nigel Farage igen op i Europa-Parlamentets store plenumsal i Strasbourgs glaspalads for at skælde dem alle sammen ud, sådan som han nu har gjort i 18 år. Her i parlamentet leder han stadig den lille skeptikergruppe ved navn ’Europæisk Frihed og Direkte Demokrati’ (EFDD).

Så længe det varer. For i 2019 forlader Storbritannien EU, sådan som Farage ville. Derfor forlader han også selv den europæiske folkeforsamling, der gav ham platformen til at sejre sit eget parti mere eller mindre ihjel.

Men historien om Nigel Paul Farages egen forunderlige og for nogle foragtelige rejse slutter næppe her. Der er grund til at tro, at fortsættelsen kan indeholde både triumfer, nederlag og skandaler.

Sådan har det altid været med Mr. Brexit.

Forrige artikel Rekonstruktion: Da byggeriet på Amager Fælled blev stoppet Rekonstruktion: Da byggeriet på Amager Fælled blev stoppet Næste artikel Cyberekspert: Tredje verdenskrig er allerede i gang - og Danmark er i skudlinjen Cyberekspert: Tredje verdenskrig er allerede i gang - og Danmark er i skudlinjen
Redaktørens skrivebord

Redaktørens skrivebord

OKTOBER: Hver måned fortæller Altinget: magasins redaktør, Esben Schjørring, hvad der ligger på hans skrivebord. Både det fysisk konkrete og på hans laptop. Hvilke bøger, artikler, podcasts, foredrag og debatter fra den store verden han har mellem hænderne, i ørene eller foran øjnene lige nu.