Frank Jensen – den evige kronprins, der blev kongen af København

PORTRÆT: Få politikere har været dømt ude så mange gange. Fem formænd har mere eller mindre bevidst blokeret for hans opstigning i Socialdemokratiet. Alligevel sidder Frank Jensen solidt for bordenden på Københavns Rådhus. Og det er svært at forestille sig, at det kommende valg vil ændre på det.

Tyson W. LyallSine Riis Lund

Frank Jensen tager fat i det røde plastikhåndtag og drejer et par omgange. Bevægelsen får 90 små gule kugler til at danse livligt i en hvid plastik-tønde.

89 af kuglerne falder til ro, mens en enkelt af dem forlader flokken, triller ud af tønden og samles op af Københavns overborgmester.

”Første nummer er 36!”

Overborgmesteren sidder og råber bankotal op fra et lille podium i skæret af en oplyst plastikpalme.

Fakta
Ny udgave af Altinget: magasin
Septemberudgaven af Altinget: magasin udkommer torsdag med analyser, portrætter og baggrund. 

LÆS HELE MAGASINET HER
Foto:
Foto:

Det kunne næsten ligne noget fra et satireprogram. 

“Jeg har en stor passion for banko,” fortæller han de fremmødte i Koncertkirken på Blågårds Plads i København.

Foto:
Foto:

Interessen blev vækket af mormoren, som tog den unge Frank med til banko i Vendsyssel.  

Det blev dog det nært beslægtede bingo, som satte skub i Frank Jensens politiske karriere. Som ung bingovært på lokal tv-kanal i Aalborg kom han på fornavn med Nordjylland.

“Ingen kendte mig inden tv-bingo. Efterfølgende var det pludselig “Hej Frank!”, når jeg stod nede i supermarkedet,” fortæller han fra podiet.

Bingoværten Frank kaldte de ham, da han senere kom til København som ungt folketingsmedlem. Det var ikke ment som nogen ros.

Det var dengang, Frank Jensen blev kaldt kronprinsen, som aldrig kunne blive konge. Manden, der altid var lidt for ung, lige indtil Helle Thorning-Schmidt dukkede op og fik ham til at se for gammel ud.

Frank Jensen forlod dansk politik. Færdig, inden han for alvor kom i gang.

Nu sidder han der igen. En flad torsdag aften i august i en nedlagt kirke og råber bankotal op foran en broget forsamling af gymnasiepiger, partisoldater og hækledamer.

Men i dag er der ingen, der griner ad Frank Jensen. Kun af hans vittigheder, som går rent ind.

“Kan I huske i gamle dage, hvor man altid sagde ryst posten?” spørger han ud i salen.

“Ja,” gjalder svaret.

“Det kan man ikke rigtig her,” griner han og giver kuglerne i plastiktønden en dansetur mere.

I en af de mest bemærkelsesværdige genrejsninger i dansk politik er kronprinsen alligevel blevet konge.

Konge af København.

Måske egnet
Frank Jensens liv starter så langt fra København og magtens centrum, man næsten kan komme i Danmark. 

Historien om ham er på mange måder en typisk moderne socialdemokratisk fortælling. Han er født i Ulsted lidt øst for Aalborg i 1961. Han er arbejdersønnen, som trodsede formaningerne om, at han ikke kunne blive andet end ufaglært og i stedet blev den første akademiker i familien.

Han har sjældent været førstevalg og blev allerede sorteret fra, da klassekammeraterne skulle videre fra grundskolen. Lærer Karlsmose lod den unge knægt forstå, at der ikke var de store boglige perspektiver i ham. Han skulle ikke regne med at blive student.

For Frank Jensen har løsningen på den slags afvisninger altid været at sætte snuden i sporet. At læse på lektien og komme videre. Efter et intensivt ekstra skoleår blev Frank Jensen erklæret ”måske egnet” til hf, som han selvfølgelig gennemførte.

Han blev heller ikke født ind i nogen socialdemokratisk kongerække, men arbejdede sig op igennem græsrødderne. Faderen Kjeld Jensen blev ganske vist borgmester i Støvring i 1990, men da var sønnike for længst folketingsmedlem.

Det var viljen til at søge indflydelse og forandring, som fik ham til at gå med i elevrådet i folkeskolen. Og som 14-årig fik det ham til at spørge sin far, om han ikke kunne gøre noget for “partiet”.

"Du kan overtage min kontingentopkrævning,” svarede Kjeld Jensen.

Franks første opgave under de røde faner blev derfor at køre rundt i området omkring Støvring i Nordjylland og opkræve partikontingent. Den unge skoledreng satte mærker i partibøgerne.

Frank Jensen holdt styr på tropperne, som han stadig gør det.

”Ligesom i sportens verden handler det om træning. Nogle har mere talent end andre. Mit store talent er nok min store samfundsinteresse og ihærdighed,” forklarer han i dag.

Kampagnekontoret
De fem aktivister sidder klar med deres bærbare. Flere af dem har klistermærker bag på skærmen.

“Destroy the patriarchy – Not the earth”, står der på et af dem.

“Eat Beans Not Beings”, står der på et andet.

Bag døren er der stablet nogle uåbnede flyttekasser. 

Vidste man ikke bedre, kunne man tro, det var Alternativets græsrødder, der var samlet i det sparsomt indrettede kampagnekontor på Østerbro.

Men for bordenden sidder overborgmesteren. Og bag ham hænger et af partiets koryfæer på en plakat og holder øje med det hele. 

“Stauning eller Kaos”, står der under billedet af den legendariske statsminister Thorvald Stauning, der selv i en periode var medlem af Borgerrepræsentationen i København. 

Det er fra dette lokale, en flok frivillige, et par praktikanter og en enkelt betalt kampagneleder skal hjælpe Frank Jensen til sejr ved valget 21. november.

Frank Jensen giver en politisk briefing, og det kommer hurtigt til at handle om Alternativet.

“Alternativet har jo meldt ud, at de ikke vil lave valgteknisk samarbejde med nogen.”

Partiets spidskandidat i København, Niko Grünfeld, har afvist på forhånd at pege på Frank Jensen som overborgmester.

En tidlig Gallup-måling fra juni forudser, at Enhedslisten kan blive lige så store som Socialdemokratiet ved kommunalvalget. Samtidigt spås Alternativet et flot kommunalt debutvalg.

Derfor står Frank Jensen i en usædvanlig situation. Trykket kommer hverken fra partiet Venstre eller fra højrefløjen i hans eget parti. Det kommer fra venstrefløjen.

Med Thorvald Staunings blik fæstnet i nakken fortsætter borgmesteren sin politiske briefing.

“Jeg tror til gengæld, vi ender med et valgteknisk samarbejde med Radikale,” fortæller han til sine unge kampagnemedarbejdere.

Forligsmager og driftsherre
Siden Frank Jensen i 2010 tiltrådte som overborgmester er der skabt en kulturforandring på Rådhuset.

En udvikling, som politiske med- og modspillere roser over en kam. Forvaltningerne strides ikke indbyrdes som i gamle dage. Det skyldes blandt andet, at Frank Jensen ikke er typen, der dyrker personfnidder, fortæller en kilde med mange års erfaring fra Rådhuset.

Samme oplevelse har Venstres børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev.

”Han søger ikke konfrontationen som Ritt Bjerregaard. Der skete jo ikke ret meget i København de år. Vi lavede ikke andet end at skændes i pressen og på Rådhuset. Han er mere optaget af, at der sker noget i byen, og har ikke brug for store konfrontationer offentligt eller under forhandlinger,” siger hun.

Flere peger dog på, at den bemærkelsesværdige politiske ro på Rådhuset også skal forklares med, at Frank Jensen relativt hurtigt giver køb på egne ønsker.

At han overlader visionerne til de andre partier. At han er en eminent håndværker, men en dårlig eller i bedste fald usynlig arkitekt for København.

“Jeg savner virkelig nogle visioner for byen. Man kan godt få fornemmelsen af, at det betyder mindre, hvor byen bevæger sig hen, bare han får lavet et forlig,” siger kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF), der samtidig kalder Frank Jensen en troværdig, retfærdig og god medspiller, når der skal forhandles politik.

“Frank leverer politisk dygtigt håndværk og politisk snilde, som er second to none på Rådhuset,” tilføjer den radikale beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev.

Det bedste eksempel er de billige boliger.

Ritt Bjerregaard gik til valg med brask og bram på løftet om at bygge 5.000 billige boliger med en husleje på 5.000 kroner om måneden – og endte med at knække nakken på det.

Frank Jensen har grebet det anderledes an. Gennem benhårdt og målrettet lobbyarbejde fik han den daværende statsminister, Helle Thorning-Schmidt, til at foreslå en ny bestemmelse om, at 25 procent af boligerne i nye byområder skal være almene boliger. Det lykkedes også at fastholde bestemmelsen, efter at V-regeringen tog over i 2016.

Det er ikke så spektakulært som Ritt Bjerregaards plan. Men det er blevet gennemført.

Frank Jensen kender godt skudsmålet om de få visioner - og lever med det.

“Som kommunalpolitiker bliver man nogle gange lidt profilløs. Det handler ofte om dagen og vejen og om at få driftsorganisationen til at fungere,” siger han og uddyber:

”Der er meget drift. Det handler om folks nære liv – skoler, cykelstier, plejehjem. Men jeg synes faktisk, jeg har de afgørende visioner for København, nemlig at vi skal udvikle en by med plads til alle indkomster, som er bæredygtig og dejlig at bo i”.

Løfterne i den kommende valgkamp er heller ikke af den slags, der kan bøjes i neon. Frank Jensen går til valg på ambitionen om en blandet by, en god folkeskole og om en by uden rygmærker. Derfor vil han i valgkampen igen slå på sine tre B´er – Børn, Boliger og Bander.

Et kongeligt håndtryk
I en times tid har Frank Jensen været på besøg hos 1. kreds i Danmarks Almene Boliger på H.C. Andersens Boulevard. Pludselig rejser han sig og beklager – men han har en aftale med prinsesse Marie.

Han fører hånden op til den øverste knap på sin hvide skjorte. Den var åben under boligsnakken, men skal lukkes inden det royale møde. I en flydende bevægelse fisker han samtidig et blåt slips op fra sin jakkelomme.

Fingerfermt binder han en slipseknude, mens han forlader selskabet og sætter kurs mod Industriens Hus lidt længere nede ad vejen.

Fra at have lyttet til bekymringer om genopståede bander og fortorvsplads skal han til VIP-åbning af Copenhagen Cooking & Food Festival.

“Er det Mari´ eller Marie, hun plejer at kalde sig selv?” spørger overborgmesteren.

De to embedsmænd er heller ikke sikre og tilbyder at ringe og spørge en kollega.

“Nej pyt, jeg hører bare, hvad de andre siger,” siger Frank Jensen og sætter det lange ben forrest.

Arbejdsmanden
Skal man følge med Frank Jensen, skal man være parat til at stå tidligt op – og til at komme sent hjem. Sådan har det altid været.

Man skal også kunne håndtere en nedtur.

Få politikere er blevet dømt ude så mange gange som Frank Jensen – og alligevel vendt tilbage.

Den første store nedtur var, da han som ungt folketingsmedlem stillede sig på Svend Aukens side i det dramatiske formandsopgør med Poul Nyrup i 1992.

“Hvad er der galt med Svend?” spurgte han i en følelsesladet – og rost – tale.

Men medlemmerne valgte Nyrup, og Frank Jensen overvejede at droppe politik.

”På vej hjem i toget med amtsformand Bjarne Harder Larsen diskuterede vi, om vi kunne blive i politik, eller om vi skulle lave noget andet. Skulle jeg mon forlade Folketinget? Det kredsede mine tanker om.”

Konklusionen blev for Frank Jensen, at enkeltpersoner ikke er afgørende for Socialdemokratiet.

”Derfor gik jeg ugen efter tilbage i folketingsgruppen og var afklaret med, at selvom det var et hårdt slag, så kunne jeg ikke stikke halen mellem benene,” siger han.

Frank Jensen blev og kæmpede sig tilbage ind i varmen. Som tidligere i sit liv blev et fravalg starten på ekstra hårdt arbejde.

Og belønningen udeblev ikke. Han fik plads i Nyrups regering – først som forskningsminister og siden fem år som justitsminister.

Alligevel valgte Poul Nyrup Rasmussen at undsige ham, da Frank Jensen i 2005 selv gik efter formandsposten.

“Frank var en hæderlig minister. Men han er ikke et emne som partiformand og statsminister. Han kan ikke løfte opgaven,” udtalte han i foråret 2005 til Jyllands-Posten. 

Samme holdning syntes Mogens Lykketoft at have – han undlod i hvert fald at støtte ham i opgøret med Helle Thorning-Schmidt.

Også Mette Frederiksen forblev tavs og ventede med at erklære sin støtte, til afstemningen var slut. Det var en gratis omgang, mente mange i partiet dengang.

Frank Jensen tabte formandsopgøret, pakkede stille og roligt sine ting og forlod dansk politik.

Han ønskede ikke at skabe en Jensen-fløj. 

“Og så ville jeg ikke have prædikatet som taberen,” siger han.

De fem formænd
På den måde er Frank Jensens historie enestående i partiets historie. Hele fem partiformænd – fra Auken til Frederiksen – har på hver deres måde og mere eller mindre bevidst forhindret ham i at nå toppen af partiet.

Så meget desto mere bemærkelsesværdigt er det, at han i dag er næstformand i partiet og overborgmester i landets største kommune.

Han betegner selv forholdet til Poul Nyrup som “super godt”.

Og det var Helle Thorning-Schmidt, der i 2009 overtalte ham til at gå efter borgmesterposten.

Forholdet til Mette Frederiksen er mere komplekst.

Som overborgmester, næstformand i Socialdemokratiet og medlem af KL’s bestyrelse har Frank Jensen i dag en stærk stemme i partiet. Også en stemme, som partiformanden lytter til.

De to har et godt og professionelt forhold, hverken specielt varmt eller specielt anstrengt, vurderer kendere. De er rundet af den samme nordjyske muld og vokset ud af det samme ideologiske ståsted.

Men selv om de to toppolitikere både skriver debatindlæg sammen, cykler København rundt og ses side om side til årets Copenhagen Pride-parade, så mener enkelte kilder, at der stadig ligger noget uudtalt mellem de to nordjyder.

At Frank Jensen stadig bebrejder Mette Frederiksen, at hun undlod at bakke ham op i valgkampen mod Helle Thorning-Schmidt. 

“Sådan opfatter jeg det ikke,” pointerer overborgmesteren, da han bliver forelagt denne udlægning af forholdet.

“Jeg synes, vores forhold er præget af, at vi begge to brænder for vores parti. Det er klart, at der har været en rejse, men jeg føler, at vi har et tillidsfuldt samarbejde, som faktisk hele tiden bliver mere tæt. Særligt de seneste to år, hvor vi har arbejdet sammen som formand og næstformand.” 

Hjemme bestemmer mor
Frank Jensen har været en offentlig person i over halvdelen af sit liv. Politikeren og privatpersonen er i dette tilfælde stort set smeltet sammen.

Frank Jensen er politiker af profession og socialdemokrat af kød og blod. I en tidsalder med partihoppere har Frank Jensen aldrig nogensinde skullet nogen steder.

“Jeg har en kærlighed til mit parti,” som Frank Jensen selv udtrykker det.

“Det er sådan et kærlighedsforhold, der startede, da jeg var teenager, påvirkelig og meget mere følelsesbetonet.”

Siden har Socialdemokratiet været fast følgesvend i alle afkroge af Frank Jensens liv. Han fandt sin kone Jane i partiet fra ungdomsårene i DSU, politik blev afgørende for hans uddannelsesvalg, og mange af hans bedste venskaber voksede ud fra politik.

Men livet som politiker har ikke været uden omkostninger. De lange arbejdsdage i København efterlod familien med hustru Jane og sønnerne Rasmus og Lasse tilbage i Aalborg.  

”Jeg har haft en ualmindelig god kæreste, kone og ven i Jane. Hun har taget det store slæb på hjemmefronten,” siger Frank Jensen om et af de steder i landet, hvor hans stemme ikke havde den store vægt.

”Når jeg kom hjem efter en travl uge i København og begyndte at belære familien om, hvordan tingene skulle køre, så fik jeg besked på at pakke det sammen. Her var det mor, som bestemte.”

Særligt sønnerne markerede ifølge Frank Jensen, at han ”naturligvis var en del af familien”, men at han ikke skulle begynde at kommandere rundt derhjemme.

”De havde deres måde at gøre tingene på, og det skulle ikke laves om, når jeg kom hjem.”

Alligevel er Frank Jensen aldrig blevet mødt med bebrejdelser fra hjemmefronten.

“Nogle benytter en 50-års fødselsdag til at rejse sig op og give den råt for usødet. Det skete ikke i mit tilfælde.”

Bebrejder du dig selv?

”Nej, det gør jeg ikke. Det kan man ikke bruge til noget. Også fordi jeg ikke møder nogen bebrejdelse fra hverken Jane eller drengene. Vi har virkelig et godt familieliv.”

Hvorfor er det, du altid er gået efter nogle af de øverste lag i det politiske Danmark?

“Jeg er sådan et menneske, at når jeg først går ind og engagerer mig i noget, så vil jeg være med der, hvor beslutningerne træffes. Jeg vil være med der, hvor man kan påvirke det.”

Frank Jensen funderer et kort øjeblik.

“Det har aldrig været drivende for mig at være den, der stod i front. Det kan godt lyde klicheagtigt, men når man er så mange år med i politik, så handler det også om, at du bliver bragt spørgsmål, som du skal tage stilling til. Vil du gå hele vejen?”

Nordjyde med temperament
Da Frank Jensen i 2009 blev spurgt, om han ville stille op som overborgmester i København, var han ikke i tvivl. 

Foreløbigt har han regeret på Rådhuset i syv år, og det er ikke kun foregået med sindig nordjysk ro.

For Frank Jensen har masser af temperament, bemærker flere. Det kan blandt andet vise sig under de politiske forhandlinger.

”Han har en no-nonsense tilgang. Han gider ikke at sidde og høre på 1. maj-taler inde ved bordet. Så løber hans tålmodighed simpelthen ud meget hurtigt, og så får man at vide, hvad Frank Jensen mener om det,” siger folketingsmedlem Simon Kollerup, der har arbejdet for ham på Rådhuset.

”Når denne her pæne, ordentlige mand pludselig knalder en rimelig fast næve i bordet fra sin overborgmesterstol, der lige er lidt højere end de andres, så kan det godt gibbe i flere rundt om bordet. Til gengæld sikrer det noget fremdrift i forhandlingerne.”

Det er særligt i tilspidsede forhandlinger, at Frank Jensen for alvor kan hæve stemmen, fortæller Pia Allerslev. 

“Han bliver far-sur. Ligesom når man får skældud af sine forældre.”

Det kan typisk skyldes, at folk ikke forstår, hvor han vil hen. Eller hvis folk bliver ved med at hænge i en detalje, som Frank Jensen ikke længere synes giver mening at forhandle om.

Frank Jensen medgiver, at temperamentet en gang imellem kan nå op på de høje nagler.

“Jeg har jo også et engagement og en nerve. Og ja, der er da røget en finke af panden hos mig, men når jeg tænker det igennem, så er der ikke nogen af dem, jeg har arbejdet sammen med, som jeg ikke i dag kan se i øjnene. Vi har fundet hinanden igen, hvis der har været lidt råberi,” siger han.

Banko
I kirkerummet på Indre Nørrebro genoptages bankospillet efter en kort pause.

Uden for koncertkirken trækker bydelen luft ind efter nogle uger med en skarpladt bandekonflikt. Kuglerne er bogstaveligt talt føget om ørerne på sagesløse borgere.

En aften som denne synes hårdkogte bandemedlemmer at være en af de største trusler mod overborgmesterens bastion.

“Vi vil have Nørrebro tilbage til hverdagen,” lyder aftenens politiske hovedbudskab fra overborgmesteren, inden han giver sig i kast med at finde den første vinder med rækken fuld.

To politimænd stikker hovedet ind for at sikre, at alt er under kontrol.

Det er det.

Kald ham bingovært eller visionsløs. Kald ham kronprins eller konge af København. Blandt partifællerne er han sig selv.

“Hvis man har en række fuld, hvad råber man så?” spørger Frank Jensen veloplagt fra sit podium.

Svaret kommer i kor og uden tøven fra salen.

“Banko!”

 

----

Blå bog: Frank Jensen
Født 28. maj 1961 i Ulsted, Nordjylland.
Gift med Jane Frimand Pedersen, som han har sønnerne Lasse og Rasmus med

Uddannelse:
1986: Cand.oecon. fra Aalborg Universitet

Politisk karriere:
2010- Overborgmester i København
1996-2001: Justitsminister
1994-1996: Forskningsminister
1987-2007: Medlem af Folketinget, valgt for Socialdemokratiet i Nordjylland
2004-2008: Medlem af Fælleskommissionen for selvstyre i Grønland
2004-2007: Medlem af Udvalget vedrørende Grønlandske Forhold
2004-2007: Medlem af 21-mands-udvalget for Færøerne
2002-2007: Medlem af Udenrigspolitisk Nævn
2002-2005: Politisk ordfører for Socialdemokraterne
1992-1994: Medlem af Folketingets Finansudvalg
1993-1994: Politisk ordfører for Socialdemokraterne

Erhvervskarriere:
2008-2009: Direktør i Danske Advokater
2007-2008: Adm. direktør i Telecom Scandinavia A/S
1986-1987: Arbejdsmarkedsforsker, Aalborg Universitet

Nuværende tillidshverv:
2012- Næstformand for Socialdemokraterne
2012- Formand for Team Danmark
2012- Formand for Udbetaling Danmark
2012- Medlem af Rockwool Fondens bestyrelse
2012- Medlem af Arbejdernes Landsbanks Repræsentantskab
2009- Medlem af KL's bestyrelse 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00