Hardis: "Jeg har en fascination af folk, der mærker tidsånden som modvind"

INTERVIEW: Kritik af den universelle danske velfærdsstat er der ikke meget af i den offentlige debat, og den, der er, henter ofte skytset fra en mere end 40 år gammel bog skrevet af en af velfærdsstatens grundlæggere. Hvorfor egentlig? Altinget: magasin har talt med Weekendavisens Arne Hardis, der er aktuel med en ny bog om økonomen, oprøreren og kætteren Jørgen S. Dich.

Foto: /Altinget/Arthur J. Cammelbeeck
Morten Øyen

Nørrebrogade 88, lige over for Assistens Kirkegård, er et godt sted at sætte af. Ud af ruderne kan vi se over på den karakteristiske gule, trætte mur ind til kirkegården.

Der bag muren ligger Jørgen Schneekloth Dich. Denne socialdemokratiske kætter, som han udnævnes af Weekendavisens politiske redaktør, Arne Hardis, i en ny, anmelderrost bog.

Og uden for muren bølger et Nørrebrosk velfærdshungrende vælgerhav anno 2018 i forskellige nuancer af rød.

Skulle der findes en socialdemokrat derude, som i dag ser arbejderkampen, som Dich gjorde i 1973, foregår det i absolut stilhed. Hardis’ pointe med bogen er, at sådan behøvede det ikke at være endt.

“Dich ligger som en ubekvem mand. Fordi han er venstreorienteret, men han siger noget, som lyder som en højreorienteret. Der er helt klart et stykke ubekvemthed omkring Dich, som er politisk interessant,” siger Arne Hardis.

Hardis har selv en fortid som ung revolutionær venstreorienteret. Og det er en drivkraft, når han i fritiden kaster sig over bogprojekter om kommunister, nazister og udskældte socialdemokrater. Men andet er også på spil.

“Jeg har en fascination af folk, som pludselig mærker tidsånden som modvind. Hvor der er modstand og friktion på spil. Med Dich er det også bare, hvem helvede er fyren? Hvad skete der? Han forsvandt jo pludselig fra debatten!”

Den herskende klasse
Dich var som ung Moskva-tro kommunist, senere socialdemokrat og en af velfærdsstatens ingeniører. Først som rådgiver for socialminister K.K. Steincke, så statsminister Thorvald Stauning. Siden blev han mere fritstående tænker på universitetet og oprører mod den prægtige velfærdsbygning, han selv havde taget mål til.

Det sidste blev naglet fast med bogen “Den herskende klasse”, som udkom i måneden op til jordskredsvalget i 1973. Bogens påstand var, at den evigt voksende offentlige sektor ikke kom den jævne arbejder til gavn, men udbyttede ham.

Den venstreorienterede økonomiprofessor blæste til kamp mod de offentligt ansatte skrankepaver, stigende skatter og uddannelseseksperimenter som “Sandkassen i Roskilde”.

Den herskende klasse var slet ikke onde kapitalister, men i stedet de offentligt ansatte, der havde fælles interesser i at bevare og udvide egne privilegier. Dich skar “problemerne ud i pap” ved at sammenligne den socialdemokratiske undervisningsminister og senere finansminister Knud Heinesen, med Mærsk Mc-Kinney Møller:

“Lad Mærsk symbolisere et system, der har fordoblet arbejdslønnen i løbet af 25 år (og firedoblet den siden 1870), og lad Heinesen stå for den herskende klasse, der tager de penge fra arbejdernes lommer, der skyldes Mærsk Møllers initiativ, og deler dem ud til høje lønninger til dem selv og overflødig uddannelse af deres børn. Hvem af disse to repræsenterer arbejdernes interesser?” spurgte Jørgen Dich i "Den herskende klasse".

Bogen viste sig at have et vældigt salgspotentiale. Den ramte tidsånden og året, hvor Fremskridtspartiets Mogens Glistrup med sin fakkel fik antændt bålet under de gamle partier i Folketinget.

Men mens Glistrups flammer tog til, ebbede Dich og hans venstreorienterede velfærdskritik ud. Og forsvandt.

I groft rids: I dag er det kun i liberale enklaver omkring Cepos og Liberal Alliance, at Jørgen Dich nidkært studeres. Da Gyldendal i 2016 genudgav bogen var det derfor ikke overraskende med et forord skrevet af Cepos-direktøren Martin Ågerup.

På sin egen måde en kuriøs fortælling om, hvor stærk velfærdskatedralen er blevet, mener Hardis:

“I dag er det jo sådan, at liberalister bliver nødt til at have en husgud, som var en mand, der var ekstremt lønudlignende i sin tænkning. Nærmest maoistisk, men som så også lige syntes, der var for mange offentligt ansatte. Det er ikke en meget stærk liberalisme, vi har i Danmark. Det er det bare ikke.”

Pligter og rettigheder afkobles
Ifølge Hardis er det berygtede folketingsvalg i december 1973 en væsentlig forklaring på, hvorfor kritikken af velfærdsstaten blev så kættersk for venstrefløjen.

Inden var det ikke et særsyn med venstreintellektuelle, som anskuede staten som borgerskabets magtinstrument. SF gik til valg på kampen mod skrankepaver. Og husker du mon teksten til arbejderbevægelsens kampsang "Internationale" med sit “Vi knuges under stat og love, vi flås af skattens skarpe klo”?

“70’erne var det vildeste årti, overhovedet. Med en vanvittig kulturkamp, og Dich står midt i brændingen, da det hele skummer op og falder sammen,” siger Arne Hardis.

Ifølge Hardis indledes tilløbet i 1956, hvor Folketinget besluttede, at der skulle være folkepension for alle. Det bliver startskuddet på “den gyldne tid”. Gode tider skulle gøres bedre, gode socialdemokrater sad på magten, gode forskere arbejdede i velfærdens tjeneste, alle skulle have erstatning for tabt arbejdstjeneste i overensstemmelse med egne behov.

“Man afkoblede pligter og rettigheder. Det byggede på en kæmpe vision om det gode menneske, som nogle borgerlige polemisk så kalder det socialistiske menneske. Andre har kaldt det for det generøse menneske. Den forestilling braser bare sammen i så mange versioner i 1973. Og Dich er en af dem, som er med til, at det braser,” siger Arne Hardis og tilføjer:

“Det er, som om Dich sidder og siger: Det har jeg været med til at bygge. Men nu sidder der nogle udbyttende krager oppe i træerne, som tager velstand fra danske arbejdere.”

Men braser det sammen – den herskende klasse vinder vel?

“Ja, det gør den. Det er det, som er så sjovt. Velfærdsforestillingen får en på hatten. De taber deres strålekrans og etiske overlegenhed, og senere løber de tør for penge. Men de vinder samtidig. Derfor er det også min pointe, at Dich er en dobbelt taber. Han taber sin dagsorden til Glistrup. Efter jordskredsvalget kan man simpelthen ikke få øje på Dichs fakkel midt i det kæmpe bål, Glistrup har antændt. Senere taber Glistrup så selv til den herskende klasse. Glistrups dagsorden bliver umulig at tage op, fordi han forvalter den så radikalt, så alle anstændige mennesker må lægge afstand. Til sidst løber Glistrups oprør tør,” siger Arne Hardis.

Arne Hardis beskriver Jørgen S. Dich som en mand, der kommer ind på scenen med de rigtige replikker, men på den forkerte scene. Eller som en mand, der kommer ind på den rigtige scene, bare med de forkerte replikker.

“Pas nu på de hollandske katolikker,” som Dich advarede inden dansk medlemskab af EF.

Men der er en vigtig lære at hente hos den kætterske Dich, mener Hardis.

“Der gemmer sig nogle meget dybe og derfor ekstremt banale sandheder, som man opdager, når man kaster lyssøjler ned over Dichs liv: At politiske alliancer ikke er naturgivne. Det ved vi godt, abstrakt og intellektuelt. Vi tænker det bare ikke til bunds. Det han åbner en lyskasse ned til, det er, at man kunne have lagt sine alliancer anderledes,” siger Arne Hardis.

Vanetænkning styrer
Ifølge Hardis er den grundlæggende analytiske tilgang på venstrefløjen i dag domineret af vanetænkning. Om at en lønarbejder ikke må få en skattelettelse, hvis ikke hele subproletariatet tages med på slæb og får det samme. Om at flere pædagoger per definition bare er bedre.

“Den tænkning bygger på alliancer, men vi har vænnet os til det. Det er jo for børnenes skyld, for fremtidens skyld, og dermed for Danmarks skyld, at der skal være flere af pædagoger, at de skal have bedre uddannelse og højere løn. Men det er jo ikke nødvendigvis sådan, det er. Og det som Dich gør - og det er meget kættersk - det er at vise, at humanismen som velfærdsfolkets ideologi kan være et skjold til forfægtelse af egne interesser. Det ved vi godt, men vi ser det meget tydeligt, når han sætter det på spidsen. Og han sætter det på spidsen!” siger Arne Hardis.

Ser du nogen genkomst af Dichs tænkning?

“Man kan måske se det i Finansministeriets regnedrenge. Dich var god til at spidde den herskende klasse, men dårlig med forslag til at slå dem tilbage. Hans bedste bud var, at nogle dygtige økonomer - de kunne hedde Jørgen Dich, har man på fornemmelsen - kunne være økonomiske hjælpere til politikerne, så de kunne tøjle sig. Det er jo det, de gør ovre i Finansministeriet i dag. Og alle hader dem.”

Dem ville Dich elske?

“Det er jeg ikke sikker på. Men jeg synes, han skulle have det lige i synet, hvis han havde levet i dag: Det var det, du talte for - er det fedt?”

Nye nuancer af rødt
Ser man igen ud af ruderne og ud på Nørrebrogade, er det et radikalt andet samfund, end da Jørgen Dichs bog blev en bestseller. Den klassiske sociale arbejderomsorg, han voksede op med - som blev født ud af kampen imod at arbejde for længe, for en ordentlig løn og bedre forhold, mens man arbejdede - er af gode grunde bruset af.

Det er en helt anden nuance af rød, som dominerer Nørrebro og velfærdsdanmark i dag. Når man ser tilbage på kommunalvalget i efteråret, kan det næsten se ud, som om, kampen for venstrefløjen i dag går på at gøre det hele lidt mere behageligt. Jovist, der var bandekonflikt, men kan vi ikke gøre det lidt mere rart at bo her? Bedre plads til at cykle, flere pædagoger og bybier.

Hvad ville Dich mon tænke i dag?

“Det første, han ville gøre i dag, ville være at tælle alle offentligt ansatte inden for social, sundhed og uddannelse og så sige ‘Hvad sagde jeg. Det er jo bare blevet værre. Det er jo en herskende klasse, som rådgiver politikere og bestemmer, hvad der skal ske.’ Han vil føle sig meget bekræftet i sin teori. Men jeg tror også, at han ville blive chokeret over, hvor mange mennesker det her verdens mest omfattende velfærdssystem er i stand til at skærme mod at arbejde,” siger Arne Hardis og tilføjer:

“Det fandtes ikke som problemstilling dengang. Der var nogle invalider, men det med at så mange ikke kan arbejde i dag, ville han undre sig over. Hvordan er det gået til, at vi med et kæmpe forsorgsvæsen og kæmpe skattetryk er i stand til med så stor akkuratesse at skubbe så mange mennesker væk fra arbejdsmarkedet? Eller tillader dem at være væk?"

 
Dokumentation

Arne Hardis
Født 1958
Journalist og politisk redaktør på Weekendavisen.

Han studerede dansk ved Københavns Universitet fra 1977 og blev uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1986.

Han har tidligere udgivet "Æresretten" (2003) om Dansk Forfatterforenings udrensning af unationale kolleger efter Anden Verdenskrig, "Forræderens dagbog" (2005) om den nazistiske forfatter Knud Nordentoft, "Idealisten – en biografi om Hans Scherfig" (2008) og “Klassekammeraten: Otte Melchior – kommunisten der forsvandt” (2010).

-----

Jørgen Schneekloth Dich
Levede fra 1901-1975.

Uddannet økonom fra Københavns Universitet og først erklæret kommunist siden socialdemokrat.

Rådgiver for socialminister K.K. Steincke, sidenhen også for statsminister Thorvald Stauning, og dermed en ledende embedsmand under opbygningen af den tidlige danske velfærdsstat frem til 1950’erne.

Fra 1950-72 professor i økonomi ved Aarhus Universitet.

Udgiver i 1973 den berygtede debatbog ”Den herskende klasse”, som blev en regulær bestseller. Bogen påpegede, hvordan en klasse af offentlige ansatte havde fælles interesser i bevarelse og udvidelsen af den offentlige sektor. En interesse, der kunne føre til en stadig større og uhåndterlig offentlig sektor.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Arne Hardis

Politisk redaktør, Weekendavisen, forfatter
journalist (Danmarks Journalisthøjskole 1986)

0:000:00