Holsteins analyse: Nyrups choksejr

FV98: Poul Nyrup Rasmussens sejr i 1998 er den største valgoverraskelse i årtier. Valgresultatet gav Venstre et sandt traume, men der er flere forklaringer på, at Nyrup tog stikket hjem, skriver Altingets politiske kommentator, Erik Holstein.

Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Erik Holstein

Der var en opgivende attitude hos socialdemokraterne op til valget i marts 98. De borgerlige havde længe stået til at vinde, og topsocialdemokrater som Mogens Lykketoft og Svend Auken virkede helt resignerede. Kun statsminister Poul Nyrup Rasmussen kæmpede videre som en gal.

Med god grund skulle det vise sig. For en kombination af et kanonvalg til Socialdemokratiet og et mandat baseret på en håndfuld stemmer fra det yderste færøske fuglefjeld var lige akkurat nok til at sikre Nyrup en sejr. Der kan identificeres mindst tre grunde til, at det gik, som det gjorde:

1) Nedsmeltningen af Det Konservative Folkeparti 
Efter Hans Engells fald som leder i 1997 havde Konservative været i en borgerkrig, hvor alle midler på nær kampvogne blev taget i brug. Engells efterfølger, Per Stig Møller, var en intellektuel begavelse, men en misforståelse som partileder.

Det var ventet, at Konservative ville gå tilbage, men ingen havde regnet med et tab på 11 mandater. Massakren hindrede en borgerlig sejr, men ikke alle konservative var lige kede af det, fordi resultatet samtidig svækkede Per Stig Møller.

Valgaftenen i 1998 var på flere planer afslutningen på en epoke.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Da Nyrup triumferende kunne lade sig hylde med råbet ”four more years”, løftede den daværende konservative generalsekretær – og sikre Engell-støtte – begejstret fadbamsen og udbrød: ”Det her er fandme godt gjort af de røde!”'

2) Boligpolitikken 
Venstre og Konservative havde blottet sig ved at støtte et forslag fra Fremskridtspartiet om ”fri husleje”. Det ville betyde enorme prisstigninger i den gamle boligmasse.

Samtidig havde de borgerlige lagt op til store lempelser for boligejerne. Den cocktail blev udnyttet af de socialdemokratisk dominerede boligorganisationer, der kørte en effektiv kampagne mod den socialt skæve politik.

I valgkampens slutfase tog BT og Ekstra Bladet sagen op, og kombineret med annoncer, der highlightede gevinsterne for (Venstre-formand Uffe Ellemann) ”Jensens hus”, blev sagen giftig for de borgerlige.

Det kom til at koste på valgdagen, hvor socialdemokraterne vandt frem i nogle af de traditionelt konservative områder med mange lejeboliger. Mere overordnet var sagen med til at underbygge frygten for, at de borgerlige ville underminere velfærdsstaten.

0:000:00