Miliband: Ingen mure kan holde desperate mennesker ude

INTERVIEW: Vi skal træde i karakter hjemme og ændre vores humanitære indsats ude, når det kommer til flygtningekrisen. Vores sikkerhed og vores værdier står på spil, hvis vi undlader. Altinget har talt med den tidligere britiske udenrigsminister og nuværende chef for International Rescue Committee, David Miliband.

David Miliband er selv barn af polsk-jødiske flygtninge. Det fortæller han om i sin nye bog, Rescue, der udkom i november (Foto: /ritzau/AP/Scott Heppell).
David Miliband er selv barn af polsk-jødiske flygtninge. Det fortæller han om i sin nye bog, Rescue, der udkom i november (Foto: /ritzau/AP/Scott Heppell).
Esben Schjørring

Du kan lytte til journalisten bag denne artikel, Esben Schjørring, læse denne artikel op herunder. Få flere lydartikler via iTunes her eller Soundcloud her.

David Miliband var engang fremtidens mand. Fremtiden for det britiske socialdemokrati, som Tony Blair havde rusket ud af sin ideologiske slummer og forvandlet til en nærmest ustoppelig politisk kraft i Storbritannien. Fremtiden for en ny europæisk måde at lave centrum-venstrepolitik på, hvor globaliseringen var en ven, ikke en fjende. Og endelig var David Miliband fremtidens mand i betydningen af at være en politiker, der evnede at love, at i morgen ville blive bedre end i dag.

Sådan taler han stadig. Men det er på trods. På trods af at han tabte en shakespearesk kamp om tronen i New Labour til sin bror, Ed.

På trods af at centrum-venstre-tankerne om, hvordan gensidig afhængighed verdens lande imellem var en gylden chance for at lave en mere retfærdig, klogere og grønnere politik, i dag er reduceret til en ruin, mens centrum-højre-partier i størstedelen af Vesten sidder på regeringsmagten.

Og på trods af at mange vælgere hellere stemmer på politikere, der lover at beskytte det, der er i dag, imod det, der kommer i morgen.

”Centrum-venstre har haft nogle tunge 10-15 år,” som han siger det. Man kan mærke, at han føler netop den tyngde på egne skuldre. Altinget interviewer ham over en telefon til New York. Det er her, han bor nu, efter han i 2013 sagde ja til at blive direktør i International Rescue Committee – en international udgave af Dansk Flygtningehjælp.

Og det er fra den post og med flygtningekrisen som sin altoverskyggende interesse, han i dag engagerer sig politisk og udmønter tankerne om, hvordan de kriser, vi oplever, kun vedbliver med at være kriser, fordi vi tænker nationalt i stedet for globalt. Det projekt gav han kort før årsskiftet med bogen 'Rescue: Refugees and the Political Crisis of Our Time' en intellektuel overbygning.

Det er en bog, han har skrevet både for at ”ramme en pæl gennem myten om, at flygtningekrisen ikke kan håndteres og løses,” som han siger til Altinget, og for at ”forbinde spørgsmålet om flygtningekrisen med et langt større spørgsmål om, hvordan vi forholder os til globaliseringen i det hele taget.”

”De europæiske lande er en del af globaliseringen, og mange europæere føler sig som globaliseringens ofre. Min pointe er, at vi kan generobre kontrollen med globaliseringen. Flygtningespørgsmålet er et godt eksempel på, hvordan fejlagtig og decideret manglende håndtering af det globale system hverken er i samklang med vores interesser eller vores værdier,” siger han.

(Foto: /ritzau/AP/Kirsty Wigglesworth).

Flygtningene vender ikke hjem
Sådan fletter tingene sig sammen for 52-årige Miliband, når det kommer til flygtningekrisen. Vores egeninteresser som europæere ligger i forlængelse af vores værdier om demokrati og universelle menneskerettigheder.

Vi skal både forsøge at løse flygtningekrisen, fordi ”hvis vi ikke løser problemerne ude, får vi problemerne hjemme,” som han udtrykker det, og fordi man har en ”pligt til at gøre noget ved unødvendig lidelse, hvis man kan”.

Ifølge Miliband, der selv er barn af polsk-jødiske forældre, som måtte flygte fra nazisterne under Anden Verdenskrig, har de seneste seks-syv år vist, at vi ansigt til ansigt med det enorme antal flygtninge verden over bliver nødt til at tænke og handle helt anderledes.

Måden, humanitær hjælp udformes og forvaltes på uden for Europas grænser, skal ændres, og de europæiske lande må fundamentalt ændre deres flygtninge- og asylpolitik. Begge dele ud fra en helt afgørende erkendelse: Flygtninge vender ikke hjem igen.

”Jeg vil ikke stikke folk blår i øjnene og sige, at flygtninge kun vil være i jeres land i en kort periode. Det ville være dumt at lade, som om krigen i Syrien eller i Somalia eller i Afghanistan er kortvarige affærer. Kendsgerningerne er, at når først flygtninge forlader deres hjemland, vender ret få tilbage,” slår han fast.

”På den måde er flygtninge-fænomenet anderledes, end det var i 1950’erne, da Flygtningekonventionen blev lavet. Anden Verdenskrig var en forfærdelig krig, men med nutidens briller var det også en relativt kort krig, der tog 6 år, og ikke som i Afghanistan 36 år.”

Flygtninge skal have rede penge i hånden
Uden for de vestlige lande betyder den indsigt, at vi ifølge Miliband bør opgive lejrene, teltene og pakkerne med mad som de grundlæggende elementer i vores humanitære indsats.

”Den model var netop designet til, at flugt var en kortvarig tilstand, hvor folk havde brug for et helle i en periode, inden de kunne vende hjem. Sådan er det bare ikke længere. Og flygtninge opholder sig i forvejen i langt større antal i byer end lejre,” siger han.

I stedet skal vi tænke langt mere proaktivt:

”Halvdelen af alle flygtninge er børn, og derfor skal vi opgradere den uddannelsesmæssige del af vores indsats. Lige nu bruger vi i den humanitære sektor kun to procent af det samlede humanitære budget på uddannelse. Det er en skandale. For det andet har vi brug for en stor ny aftale, hvor modtagerlandene får støtte fra IMF og Verdensbanken, sådan at flygtninge kan arbejde og bidrage til det samfund, de befinder sig i. Og for det tredje skal hjælpeprogrammerne forvandles til et kontanthjælpssystem, hvor flygtninge direkte får rede penge i hånden, så de bliver styrket som handlende individer, snarere end at være klienter i et mad- og teltbaseret system.”

Samtidig foreslår Miliband en omkalfatring af hele feltet for udviklingshjælp, nødhjælp og bistand, så benchmarking, best practice og evidensbaserede programmer vinder langt mere indpas. Noget, der ifølge Miliband er stor mangel på, simpelthen fordi udforskningen af de spørgsmål mangler.

”I den private sektor bruger man omkring fem procent af overskuddet på forskning og udvikling, mens vi i den humanitære sektor kun bruger en brøkdel.”

Fejlslagen integration er ikke flygtningenes skyld
Her er David Miliband en del af en større trend, der i stedet for at anskue flygtninge som passive ofre anlægger en optik, hvor de både bliver aktører i eget liv og en ressource for vækst. Det har i et stykke tid været fokus for den britiske udviklingsøkonom og professor på Oxford University Paul Collier. Ligesom det også var pointen for Sean Hinton, der er direktør i George Soros Economic Development Fund, som Altinget talte med før årsskiftet.

Flygtningekrisen blev konkret i sommeren 2015, da en stor gruppe flygtninge vandrede op gennem landet fra Padborg og Rødby (Foto: /ritzau/Martin Lehmann)

Mere kontroversielt bliver det, når Miliband kommer ind på spørgsmålet om de europæiske landes flygtningepolitik. Det indrømmer han gerne selv, ”det er et emne, der splitter folk,” som han konstaterer. Han placerer sig entydigt i den lejr, der mener, at de europæiske lande bør have langt mere omfattende genbosættelsesprogrammer. Flere skal have asyl og integreres.

”Jeg ved, at det er kontroversielt i Danmark, men hvert europæisk land bliver nødt til at tage sin del af et fælles ansvar for flygtningekrisen. Det siger jeg, fordi Europa står over for et valg. Enten fortsætter flygtningene med at ankomme på en uorganiseret, ulovlig og ureguleret måde, eller også kan flygtningestrømmen blive håndteret på en dokumenteret, lovlig og effektiv måde. Alene på geografiske præmisser kan Europa ikke finde trøst i, at flygtninge kan holdes ude. Det er helt uomgængeligt for Europa at træde i karakter her. Siden 2012-2013, hvor flygtningene kom i stort antal, har vi betalt prisen for, at vi ikke har haft et ordentligt system.”

Men den politiske trend i Europa går den anden vej – mod lukkede og militariserede grænser, strammere og strammere udlændingepolitik. Hvor realistiske er dine forslag?

”Jeg ser det lidt anderledes. Trenden lige nu er polarisering, hvor nogle siger, at vi bliver nødt til at holde folk ude, mens andre siger, at vi bliver nødt til at håndtere det. Altså, der er faktisk enighed i Europa om et entry-exit-system, der registrerer alle flygtninge, der kommer ind og ud af EU. EU-Parlamentet har sagt, at en del af de flygtninge, som FN har udpeget som de mest udsatte, skal genbosættes i Europa. Og sandheden om mure er bare, at uanset hvor høje du bygger dem, vil desperate folk altid finde en vej over dem, rundt om dem eller under dem.”

Men hvad er så din forklaring på, at så mange vælgere i Europa ikke støtter dit synspunkt?

”Jeg tror, at en vigtig årsag er, at mange er bekymrede for, om deres regeringer rent faktisk kan håndtere flygtningekrisen. Det, at man ikke har haft et europæisk registreringssystem, da flygtningene kom i stort antal, betød jo, at politikerne ikke kunne svare ordentligt på spørgsmålet om, hvem der kom ind og ud af Europa. Så det handler også om kompetence og kontrol. Så er der også en del, der handler om identitet. Her handler det om at sige, at det at håndtere flygtningekrisen er i samklang med Europas multikulturelle værdier og arv. Det er Europas styrke, men det skal selvfølgelig håndteres ordentligt. Og så er problemerne med lav vækst i vores økonomier helt klart en del af bagtæppet for debatten om flygtninge og immigration. Arbejder- og middelklassen er presset.”

Den danske erfaring med integration af indvandrere er, at det for visse grupper går meget langsomt, når det kommer til erhvervsfrekvenser og uddannelsesniveau. Tror du ikke, de erfaringer spiller en rolle for holdningen til flygtningepolitikken, for eksempel her i Danmark?

”Men så handler det jo om, hvordan Danmark håndterer integration. Ikke om hvorvidt et relativt lille antal flygtninge kan integreres i det danske samfund. Prøv at høre, jeg er den første til at indrømme, at integration af flygtninge langtfra er et let spørgsmål. Og jeg er også den første til at indrømme, at det amerikanske system langtfra er perfekt. Men vi har data her i USA, der viser, hvordan vi inden for 180 dage kan få et betragteligt antal flygtninge i arbejde. Vi forestår, blandt alt det andet vi laver i IRC, genbosættelse i 26 amerikanske byer, og vi har stærke data, der viser, at flygtninge er nettobidragsydere til samfundet, ikke en omkostning.”

Men der er forskellen jo, at USA ikke har en universel velfærdsstat. Man er tvunget til at arbejde i USA. Det er man ikke i Danmark. Så hvis man vil fastholde velfærden, bliver man så ikke nødt til at holde antallet af folk, der kommer til landet, nede?

”Min erfaring er, at arbejde er altafgørende for menneskelig værdighed, og at der er en enorm drivkraft hos flygtninge til at gøre alt for at fastholde deres værdighed. Selvfølgelig skal incitamenterne være de rigtige i et velfærdssystem, og det kan være, at der er rum til forbedring på det område inden for den danske velfærdsstat. Mit eget synspunkt er, at hvis der har været fejlslagen integration i dele af Europa, så er det, fordi vi ikke har taget spørgsmålet om, hvad integration betyder, alvorligt nok. Integration er ikke det samme, som at ’alt er ok’, men det er heller ikke det samme som assimilation. Så det er mindre et spørgsmål om velfærd og mere et spørgsmål om, hvad vi forventer af folk.”

Og hvad skal vi forvente af folk?
”Jamen, selvfølgelig kan man ikke forvente af flygtninge, at de deltager i medborgermøder hver aften. Det gør ingen jo. Men man kan forvente, at de gør, hvad de kan for at blive en del af samfundet.”

Vi skal ikke støtte islamisternes fortælling
Netop det spørgsmål – om integration af for eksempel flygtninge fra Syrien på de europæiske arbejdsmarkeder overhovedet er mulig i tilstrækkeligt stort omfang – er der stor uenighed om. Milibands landsmand, føromtalte Paul Collier, som Miliband selv bruger som inspiration i sin bog, har været meget skeptisk.

For eksempel har han påvist, at det er lykkedes for rigtig få i Tyskland, fordi uddannelsesniveauet har været for lavt blandt flygtningene. Samtidig har han advaret mod, at vi fokuserer vores indsats her, fordi det sker på bekostning af indsatsen uden for Europa.

Hvad er Milibands svar til det synspunkt?

”Det er godt, at du rejser det spørgsmål, for det er vigtigt at besvare hans indvendinger. For det første er det ikke et valg mellem genbosættelse her i Europa og effektiv hjælp uden for Europas grænser. Det er en falsk modsætning. For det andet er der en humanitær forpligtelse over for de svageste flygtninge – enkerne, de syge, børnene – som rækker ud over de økonomiske aspekter. Og igen, i IRC har vi data, der viser, at flygtninge kan blive nettobidragsydere,” siger Miliband.

Han mener også, at der er en symbolpolitisk dimension i det. "Hvis europæerne tror, de kan betale sig ud af flygtningekrisen uden selv at tage flygtninge ind, kommer det til at se ud, som om vi vender problemerne ryggen," siger han.

”Risikoen er, at det let kommer til at se ud, som om vi ikke vil modtage flygtninge, fordi de er muslimer. Det vil bidrage til den fortælling, de fundamentalistiske kræfter i Mellemøsten rejser rundt med. Der er også en geopolitisk omkostning, hvis vi ikke vil tage konkret ansvar. Alt det tager Collier ikke højde for."

Lav vækst er centrum-venstres store problem
Og så er vi tilbage igen. Ved opfattelsen af globaliseringen som en chance snarere end en risiko. Det var et af de bærende elementer i socialdemokratisk tænkning for 20 og 25 år siden.

Dengang man talte intenst om ‘den tredje vej’, og hvor kosmopolitiske tænkere med forankring i London School of Economics som briterne Anthony Giddens og David Held og den tyske sociolog Ulrich Beck udgjorde den intellektuelle overbygning til Tony Blairs, Gerhard Schröders og på vores hjemlige breddegrader til 1990’ernes socialdemokratisk ledede regeringer.

Dengang en ung David Miliband blev uddannelsesminister i Blairs regering efter at have været en central del af det hold, der fik ham valgt. Det kunne dengang virke, som om den tredje vej – mellem marked og stat, socialisme og liberalisme og mellem det nationale og globale – var den eneste farbare vej.

I dag virker det til at være et flosset minde om en for længst svunden tid før 9/11, før finans-, euro- og flygtningekrisen og før Brexit. Hvordan forklarer Miliband selv den udvikling?

”Det er et godt spørgsmål. Centrum-venstre har lidt svært under konsekvenserne af den lave vækst. Når der er 1 procent vækst, er sociale problemer langt større, end når der er 2,5 procent vækst. Det er bare et faktum. Så længe vi ikke får en bedre idé om, hvordan vi får kagen til at vokse, samtidig med at vi fordeler den mere ligeligt, vil vi i centrum-venstre være i problemer. For det andet har det vist sig svært for det europæiske centrum-venstre at forsvare idéen om, at der er problemer – som for eksempel flygtningekrisen – som kun kan løses i internationalt fællesskab, netop fordi det enkelte land ikke har villet være det eneste, der gjorde noget. Så centrum-venstres problem har også været et problem i forhold til kollektiv handling på et europæisk plan. For det tredje må man nok indrømme, at vi i centrum-venstre ikke har været tydelige nok på, hvad vi har ment med multikulturalisme, og hvilke rettigheder og pligter der er knyttet til multikulturalisme. Det har dele af centrum-venstre ikke taget alvorligt nok,” siger Miliband.

Det er bemærkelsesværdigt, så let han glider over i at tale på vegne af centrum-venstre. Som del af et vi og et politisk projekt. Og selvom ingen, der læser Rescue, kan være i tvivl om, at flygtningekrisen og dens løsning ligger hans hjerte helt nær, er det også tydeligt, at Miliband stadig er politiker.

Ikke mindst når han konfronterer det spøgelse, der hjemsøger Blair-årenes image og på mange måde skygger for de indenrigspolitiske resultater, man opnåede: Irakkrigen. Den bakkede Miliband som minister og regeringsmedlem op om, da beslutningen blev taget i 2003. I dag beskriver han Irakkrigen ”som vores og min største fejl” og som en ”strategisk” og ”militær fejldisposition”.

Det er der heller ingen tvivl om, at han mener gravalvorligt. Men det er også en af den slags indrømmelser, en politiker må gøre for at få en ny chance. Så vil han have en ny chance? Er NGO-jobbet en pause fra britisk og europæisk politik, eller vil han udelukke, at han en dag vil vende tilbage?

”Jeg udelukker ingenting. Jeg træffer mine beslutninger om min professionelle fremtid ud fra et kriterium om, hvor jeg kan få mest indflydelse i forhold til det, der betyder mest for mig. Og af grunde, som jeg ikke vil gå længere ind i, blev mine muligheder kraftigt beskåret for fem-seks år siden, og jeg mente, at jeg kunne gøre mere udenfor Europa end indenfor. Men jeg ved ikke, hvad jeg vil gøre i fremtiden,” slutter han.

”Jeg er stadig brite og europæer. Det fortsætter jeg med. Selv efter Brexit.”

Dokumentation
 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00