Jarl Cordua: Fremragende portræt af "den kætterske socialdemokrat"

Af Jarl Cordua
Vært på Radio24syv og politisk kommentator

Weekendavisens Arne Hardis har ved siden af sin mangeårige journalistiske virksomhed som kyndig iagttager af dansk politik haft en bibeskæftigelse med at beskrive kompromisløse randeksistenser fra mellemkrigstidens politiske brydningstid.

I sin nye bog ”Den kætterske socialdemokrat” har Hardis sat sig for at portrættere en anden outsider i form af Aarhus-professoren Jørgen S. Dich, hvis provokerende og opsigtsvækkende, men stadig spillevende samfundskritik blev formuleret i bestselleren ”Den herskende klasse”. En bog, der udkom i 1973 - dansk politiks uofficielle revolutionsår.

En fremragende bog, der fortjener at blive læst af alle med interesse for samfundsdebat og ikke mindst dens nyere historie.

Jarl Cordua
Vært på Radio24syv og politisk kommentator

Den herskende klasse
Jørgen S. Dich er som venstreorienteret socialdemokrat en meget sjælden fugl i samfundsanalysen, fordi han, der ellers som embedsmand og økonom havde været samfundsingeniør, tidligt var kritisk overfor velfærdsstaten. I det sidste årti frem til sin død i 1975 nærmest tordnede han mod væksten i den offentlige sektor og den af ham definerede ”herskende klasse” bestående af velmenende skolelærere, pædagoger og den øvrige offentligt ansatte middelklasse.

En nyopstået forvokset samfundsklasse, der ifølge Dich i løbet af 60’erne havde overtaget kontrollen fra politikerne og konstant opfandt nye behov, der udbyggede deres magt. Læs: uanede kulturtilbud, universiteter, herunder RUC mv. Der skete en omfordeling mellem dem med fysiske jobs, for eksempel arbejderne, til funktionærer, som var helt urimelig, mente Dich, der til trods for, at han insisterede på at være reformorienteret socialdemokrat delte en samfundskritik med den samtidige og mere revolutionære Mogens Glistrup, men også mange andre borgerlige kritikere af den løbske offentlige sektor, blandt andet Bertel Haarder.

Dich huskes stadig for sin bog, der indgår som fast bestanddel i vore dages samfundsdebat. Især er Liberal Alliances Henrik Dahl flittig i sin henvisning til Dichs klassiske værk og kritik, som for nylig blev genudgivet af Gyldendal – naturligvis - i samarbejde med den borgelig-liberale tænketank Cepos. At Dich er blevet en slags dansk hovedhjørnesten i borgerlig kritik af velfærdsstaten er pudsigt, henset til at manden som nævnt til sin død var bekendende socialdemokrat.

Svær at sætte i bås
For en historiebevidst og særdeles velbevandret journalist i dansk førkrigs-kommunisme er det naturligvis en oplagt anledning at få præciseret for et nutidigt publikum, hvad der i det hele taget var Dichs ideologiske ophav, og hvordan hans politiske verdensbillede i øvrigt formede sig.

Det var mildest talt omskifteligt, og navnlig kættersk, hvad der sikkert også har stimuleret Hardis’ interesse for manden. Dich er simpelthen svær at sætte i bås, hvilket også gør ham spændende. Han var som ung polit-studerende i tyverne medlem af DKP, og lod sig benove af de sovjetiske fængslers resocialiserende evne, som han beskrev i en artikel, efter at han i 1926 sammen med to andre unge kommunistsympatisører roede til Sovjetunionen. 

Med tiden blev Dich en central embedsmand på Slotsholmen, hvor kommunismens politiske religion undervejs blev skiftet ud med socialdemokratisk partibog. Under krigen var Dich med i det vigtige Beskæftigelsesråd under Statsministeriet, der havde til formål at sikre dansk beskæftigelse, så man undgik, at arbejdsløse blev sendt til Tyskland for at bidrage til den tyske krigsindustri.

Fra 1950 blev Dich professor i økonomi ved Aarhus Universitet, hvor han gik for at være en populær underviser. Undervejs demonstrerede Dich en stadig opposition til den socialdemokratiske top. Han var benhård modstander af Nato, og forfægtede op gennem 50’erne et neutralitets-synspunkt, som trak veksler på hans popularitet blandt socialdemokratiets ledende folk. Ligeså var Dich tidligt en arg modstander og kritiker af alle tidlige bestræbelser på, at Danmark tilsluttede sig EF. 

De tabte politiske kampe
Gennemgående havde ”professoren”, som de politiske modstandere i hans eget parti nedladende havde det med at titulere ham, det med at tabe de politiske kampe. Om det så var begejstringen for Sovjet eller den vedvarende kamp mod Nato og EF.  

Ja, selv hans opposition mod indførelsen af folkepension (som han tydeligvis mente var en narresut, der mest var til gavn for de rige, henset til at arbejderne fik lov selv at betale for ordningen) viste sig forgæves og endte som nok et tabt slag. Hans partifæller, heriblandt folkepensionens ophavsmand finansminister og senere statsminister Viggo Kampmann, var også flinke til at påpege de gange, hvor Dich havde taget grueligt fejl. De glemte aldrig Dichs profeti om, at efterkrigstiden ville blive fulgt af stor arbejdsløshed, om end det gik lige modsat.

Dichs fejlbedømmelser fratager ham ikke æren for at have skrevet noget af det mest interessante og langtidsholdbare samfundskritik, der især foregriber mange senere udbredte synspunkter blandt den nuværende generations politikere. For eksempel at det var en fejl at lade de studerende få del i magten af ledelsen af universiteterne. Et synspunkt, som meget andet, Dich mente, allerede var en provokation i hans samtid i årene efter 1968.

En sproglig lækkerbisken
For yndere af Hardis tekster i Weekendavisen er bogen om Dich en rigtig lækkerbisken. Den er navnlig i begyndelsen fuld af Hardismer. Det vil sige levende beskrivende tekster efterfulgt af forfatterens korte, bevidst afmålte, men rammende drillende og analyserende kommentarer tilsat den karakteristiske ord-ekvilibrisme, som gør teksten morsom at læse, og i det hele taget understreger Hardis’ ry som en ekstraordinær god skribent.

Her er et eksempel om oliekrisen i 1973: ”Anker Jørgensen nåede lige at lovgive om søndagskørsel, inden han blev fældet. De gode tider var løbet tør for energi. Velfærdsvehiklet måtte trække ind i nødsporet. En hovedreparation var måske fornøden”.

Det fungerer også, når Hardis tester holdbarheden og sammenhængen i professorens samfundsanalyse. Argumenterer Dich nu konsistent hele vejen? Tjoh. Ellers var der vel næppe et behov for at give sig i kast med opgaven at portrættere den for længst døde samfundsrevser, og selvom Hardis naturligvis holder den fornødne journalistiske distance til sit offer, så aner man en sympati for i al fald dele af det Dichske syn på verden.

I alle tilfælde får man en sikker indføring i en stadig læst og interessant fritænkers samfundsanalyse formet gennem en spændende brydningstid, og uden at man som læser bliver borte undervejs. Det er en fremragende bog, der fortjener at blive læst af alle med interesse for samfundsdebat og ikke mindst dens nyere historie.

Arne Hardis: "Den kætterske socialdemokrat – Jørgen Dich og den herskende klasse”, Gyldendal, udkommer 2. februar 2018