Kan velfærdsstaten reddes?

Nye reformer er nødvendige for at redde velfærdsstaten. Sådan lyder det fra en række forskere, som for ti år siden udpegede 13 udfordringer for velfærdsstaten.

For at sikre velfærdsstatens overlevelse som samfundsmodel er der behov for en fælles europæisk indsats.

Sådan lød opråbet fra velfærdsforsker Niels Ploug i en debatbog for godt ti år siden, da han sammen med en række andre af landets førende samfundsforskere pegede på ”13 udfordringer for den danske velfærdsstat”.

Pointen var, at den danske velfærdsstat var under pres, og markante reformer var nødvendige for, at den kunne overleve.

Reformforslagene faldt midt i 00'erne og blev hældt af brættet som en politisk ”Mission Impossible”. Alligevel er langt størstedelen af de dengang kontroversielle forslag siden blevet til virkelighed: Efterlønnen er praktisk talt afskaffet, de studerende skal nu hurtigere igennem uddannelserne, og der har været en parade af reformer, der skal få os til at arbejde mere og blive længere på arbejdsmarkedet. Men behovet for den fælles europæiske indsats for at redde vores samfundsmodel er kun blevet større, lyder det i dag fra Niels Ploug.

De vandrende arbejdstagere udfordrer hele den danske velfærdsmodel, og politikerne forsømmer problematikken. En løsning er en egentlig europæisk velfærdsstat – men vi bevæger os lige nu den forkerte vej, vurderer velfærdsforsker Niels Ploug.

”Det er blevet en langt større udfordring med de vandrende arbejdstagere, end jeg var i stand til at forudse dengang. Det udgør et pres på velfærdsmodellen,” siger Niels Ploug, som siden 2008 har været direktør for personstatistik ved Danmarks Statistik.

Udfordrer dansk arbejdsmarkedsmodel
Den grundlæggende solidariske tanke og finansieringsmodel for de skandinaviske velfærdsstater harmonerer nemlig dårligt med et større antal udenlandske arbejdere, som kun kommer til landet for at arbejde her i en kort periode af deres liv – men som, mens de er her, har krav på de samme rettigheder og adgang til universelle velfærdsydelser.

”Der kommer så at sige nogle hertil, som vi ikke rigtigt opfatter som generelle bidragsydere til vores velfærdssystem,” siger Niels Ploug og peger på debatten om børnecheck til EU-borgere, hvor problematikken fremgik tydeligt. Oveni udfordrer de vandrende arbejdstagere hele logikken bag den danske arbejdsmarkedsmodel.

Den danske fagbevægelses strategi har altid været at undgå et lavløns-arbejdsmarked i Danmark: Man skal altid kunne leve et rimelig fornuftigt og anstændigt liv for den løn, man får for et fuldtidsarbejde i Danmark. Er du ikke helt din løn værd, så skal du uddannes, så du bliver det – lønnen skal ikke sættes ned. Men hvem skal betale for østeuropæiske arbejderes uddannelse, så de kan være den højere danske løn værd? Og hvad hvis han eller hun faktisk hellere end gerne vil arbejde til en lavere løn og godt må gøre det i nabolandet?

”Principielt og på det politiske plan er der opbakning til, at arbejdskraften kan vandre frit. Der mangler bare en opfølgning: Hvad betyder det helt konkret? Og hvad gør vi, hvis det faktisk medfører noget, som er utilsigtet eller uhensigtsmæssigt? Den del mangler man stadig at se rigtigt på,” siger Niels Ploug.

”Man har endnu ikke fået løst det konkrete spørgsmål: Hvad er det, vandrende arbejdskraft skal have ret til?”

Behov for fælles europæisk løsning
Løsningen findes næppe i de enkelte medlemslande, men kræver en form for europæisk koordinering og samarbejde, vurderer Niels Ploug.

En løsning vil være at arbejde for et særligt socialt sikringsregime for de vandrende arbejdstagere. Hvor medlemslandene kan få behandlet, hvad de vandrende arbejdstagere har ret til, og hvad de måske ikke har ret til af nationale velfærdsydelser.

”Hele den problematik kunne man tage op i sådan et regime. For vi vil jo gerne have, arbejdskraften vandrer. Det er et underliggende velfærdsargument, at hvis arbejdskraften søger derhen, hvor arbejdet er, så bliver vi alle sammen rigere,” siger Niels Ploug.

Vejen til europæisk velfærdsmodel ikke snorlige
Selv ser han gerne, at man går endnu videre og får en fælles europæisk arbejdsmarkedspolitik – og arbejder mod en egentlig fælles europæisk velfærdsmodel. ”Jeg synes kun, udviklingen siden midt-00'erne har understreget disse problemstillinger, og at det havde været en god idé, hvis man dengang var grebet til den løsning. Lige nu kan jeg ikke se, hvem der skal tage det på sig og sige: Næste skridt er, at vi skal diskutere socialsikring for vandrende arbejdstagere i Europa,” siger Niels Ploug og fortsætter:

”Hvis man skal være optimistisk, så kan man håbe på, at man om 30 til 50 år vil sige: Ok, Europa stod over for de her udfordringer, de farede noget omkring, men de endte alligevel med at finde en fælles løsning." Vejen var heller ikke snorlige, da de skandinaviske velfærdsstater blev født, påpeger han.

”Ser man på tilblivelsen af den danske velfærdsstat, så var det heller ikke særlig kønt. Der var ikke nogen masterplan, der hoppede man også fra tue til tue, men man gjorde trods alt noget.”

Han kalder det selv ”vidtgående” med konkret fælles politik på europæisk niveau for vandrende arbejdere. Alternativet er bare ikke særlig attraktivt, mener Ploug.

Bevæger os i forkert retning
For ti år siden var der i første omgang ikke meget opbakning til reformforslagene fra Ploug. Så er det mon anderledes i dag?

Umiddelbart ikke. I Storbritannien er premierminister David Cameron godt i gang med at afsøge muligheden for nogle undtagelser over for EU, så briterne kan få lov til at diskriminere andre EU-borgere i forhold til deres rettigheder i Storbritannien. Altså en klar bevægelse væk fra et fælles europæisk arbejdsmarked med tilhørende socialt system.

”Hvis det lykkes for briterne, så vil der være flere, som vil banke på døren. Jeg kan sagtens se, at det kan virke fristende. Før valget var meldingen fra Venstre også, at de nøje ville følge med i, hvilke resultater Cameron kunne opnå. Det gør man, fordi man vel også er interesseret i at se, om Danmark kan opnå de samme undtagelser,” siger Niels Ploug.

For tiden går det derfor ikke mod en fælles europæisk velfærdsstat.

”De bevægelser, jeg kan se for mig, går tilbage til nationalstaten på de her områder. Men vi kan ikke løse den her udfordring alene, det skal løses på europæisk niveau. Det er helt grundlæggende økonomisk teori, og det er også vist empirisk, at jo større marked og bedre ressource-allokering man har, jo rigere bliver vi alle sammen. Accepterer man det, så går det i den forkerte retning”.

,

Forrige artikel Hvad skal Socialdemokratiet nu? Hvad skal Socialdemokratiet nu? Næste artikel Kristian Jensen vil sætte liberale fingeraftryk i verden Kristian Jensen vil sætte liberale fingeraftryk i verden
Redaktørens skrivebord

Redaktørens skrivebord

OKTOBER: Hver måned fortæller Altinget: magasins redaktør, Esben Schjørring, hvad der ligger på hans skrivebord. Både det fysisk konkrete og på hans laptop. Hvilke bøger, artikler, podcasts, foredrag og debatter fra den store verden han har mellem hænderne, i ørene eller foran øjnene lige nu.

Fremtidsforsker: AI kommer til at håndtere dit helbreds algoritmer

Fremtidsforsker: AI kommer til at håndtere dit helbreds algoritmer

KOMMENTAR: Hvor længe går der, inden du har en AI-diæt og apps på din telefon, der gør, at du kender diagnosen før din læge? Og hvad betyder det i et samfund, hvor det offentlige sundhedsvæsen er en hjørnesten i velfærdsstaten, spørger Louise Opprud Jakobsen.