LA's nedtur er godt nyt for Nye Borgerlige

VÆLGERVANDRINGER: Nye Borgerlige vinder mest på Liberal Alliances tilbagegang, mens Alternativet taber flest vælgere til Enhedslisten. Det viser ny analyse af vælgervandringerne, som også viser heftig vælgeraktivitet mellem de tre største partier.

Liberal Alliances partiformand, udenrigsminister Andes Samuelsen, og Venstres partiformand, statsminister Lars Løkke Rasmussen, under en debat i Folketinget.
Liberal Alliances partiformand, udenrigsminister Andes Samuelsen, og Venstres partiformand, statsminister Lars Løkke Rasmussen, under en debat i Folketinget.Foto: /ritzau/Ólafur Steinar Gestsson
Morten Øyen

Liberal Alliances frafaldne vælgere har et godt øje til Nye Borgerlige.

Det unge borgerlige parti er nemlig det parti, som har fået flest af de vælgere, der har forladt Liberal Alliance.

Det viser en analyse, som professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet har lavet for Altinget på baggrund af små 11.000 Gallup-interviews.

Analysen viser, at Nye Borgerlige siden valget i 2015 har fået næsten, hvad der svarer til 16.500 vælgere fra Liberal Alliance. Kun Dansk Folkeparti har leveret flere vælgere til Nye Borgerlige.

Fakta
Om analysen
Analysen er foretaget for Altinget af Kasper Møller Hansen, der er valgforsker og professor i statskundskab ved Københavns Universitet.

Artiklen må citeres frit efter reglerne om god presseskik og med tydelig angivelse af Altinget som kilde.
Analysens tabeller kan ses nederst på siden og må kun gengives efter aftale med Altinget.

Tabellerne skal læses lodret
Nettovandringer mellem to partier beregnes som, hvor mange vælgere der går fra det ene parti til det andet, minus hvor mange der går den modsatte vej. Vandringerne er justerede, så de passer både med valgresultatet i 2015 og med Altingets gennemsnit for hvert kvartal.

Der er endvidere taget højde for forekomst af sofavælgere, førstegangsvælgere og sidstegangsvælgere. Dvs. andel, som er død el. udvandret siden valget. Der antages uændret valgdeltagelse.

0,1 procent svarer til en vælgerudveksling på 4.100 stemmer.

Interviews foretaget af Kantar-Gallup i perioden 1/10-17 til 30/12-17. I alt er det 10.991 interviews med i analysen.

Liberal Alliance har dog ikke kun mistet vælgere til Nye Borgerlige – også godt 12.000 er gået til hver af regeringskammeraterne i Venstre og Konservative.

”Mange af de her vælgere har nok tidligere stemt på Konservative og Venstre, så de er bare gået tilbage til, hvor de tidligere er kommet fra. Men det er interessant, at mange går til Nye Borgerlige. Det viser, at partiet ikke kun har en appel til dem, som ønsker udlændingestramninger, men også kan tiltrække dem, som søger en liberal økonomisk politik,” siger Kasper Møller Hansen.

Koster ikke blå blok
Tallene bag analysen er indsamlet op til årsskiftet, og siden er Liberal Alliance faldet yderligere i flere meningsmålinger oven på det kaotiske forløb om finanslov, skattelettelser og udlændingestramninger.

”Det vil forstærke det billede, vi ser her," siger Kaper Møller Hansen og tilføjer, at det er et billede af utilfredse vælgere, men som trods alt bliver i blå blok.

"Der er ikke noget, der tyder ikke på, at Liberal Alliances tilbagegang koster blå blok vælgere. I hvert fald ikke direkte,” siger Kasper Møller Hansen.

0:000:00