Lektor: Fremtidens embedsmand skal være tosproget

DEBAT: Det er på tide, at vi ikke kun forventer af fagprofessionelle med lederambitioner, at de skal kunne lægge deres fagprofessionelle logik fra sig og tale djøfsk. Måske bør vi også forvente af djøf'erne, at de blive bedre til at tale det sprog, som de fagprofessionelle taler, skriver lektor Caroline Grøn.

Af Caroline Howard Grøn
Lektor, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Diskussionen om, hvad embedsmænd skal og bør har raset de senere år.

I debatten om embedsværkets potentielle sygdomme ender fokus ofte to steder: på de statslige embedsmænd og i toppen af hierarkiet, hvor kommunaldirektøren også kan få tid i spotlyset. Det betyder, at vi ofte glemmer, at rigtig mange embedsmænd ikke er topembedsmænd, og at rigtig mange embedsmænd faktisk ikke arbejder i staten, men i kommuner og regioner. Her er opgaverne typisk anderledes end i staten.

Som forsker og underviser i offentlig ledelse møder jeg udfordringer for embedsmændene, der går udover de udfordringer for eksempel Bo Smith-udvalget pegede på. Ikke for at underkende betydningen af disse, de er bestemt centrale og den efterfølgende debat om alt fra datagrundlag til rækkevidden af konklusionerne viser tydeligt, at vi ikke er færdige med den diskussion.

Men vi må ikke glemme, at mange kommunale, regionale og såmænd også statslige embedsmænds opgave langt fra kun er at kigge opad mod det politiske niveau og udad mod en omverden med stigende pres fra både traditionelle og sociale medier. Deres opgave er – eller bør i hvert fald være – i mindst lige så høj grad at kigge ned i den drift, de er ansvarlige for, og som sikrer, at børnene bliver afleveret i veldrevne børnehaver, at de gamle befinder sig på gode plejehjem, og at man som vordende mor bliver indlagt på et hospital, der er velorganiseret, og hvor seneste viden inden for det medicinske felt bringes i spil.

De fagprofessionelle er alene hjemme
Når vi taler om, hvad de embedsmænd, der på den måde befinder sig tæt på driften og på fagprofessionelle som sygeplejerske, læger og politifolk, skal kunne, er der rum for forbedring. Formand for ledelseskommissionen, Allan Søgaard Larsen, har meget malende beskrevet det som, at mange institutionsledere, skolelederne eller plejehjemslederne, oplever at være ”alene hjemme”.

At den forvaltning ”inde på kommunen”, som kunne understøtte deres ledelsesopgave i stedet ses som et fjernt, uinteresseret og potentielt fjendtligt sted. Der er mange grunde til, at samarbejdet i det kommunale eller regionale hierarki kan opleves sådan, og meget af det handler ikke om embedsmandskompetencer. Men vi kommer ikke udenom at forvente af fremtidens embedsmænd, at de spiller en aktiv rolle i at forbedre samarbejdet med driftslederne.

Vi har i en årrække uddannet rigtig mange fagprofessionelle ledere i at tale djøfsk. Vi underviser dem i styringskæder, principal-agentteoriens antagelser om egennyttemaksimerende agenter, motivationsteori, fordele og ulemper ved performance management og risikobaserede tilgange til styring - som oftest både kærligt og kritisk. Men vigtigst underviser vi dem i at lægge deres fagprofessionelle syn på verden på hylden og øve sig i at forstå, at sagen kan se anderledes ud fra andre perspektiver.

Det er godt og nyttigt, at læger primært tænker på at redde liv, men det er også vigtigt at acceptere, at politikerne for eksempel kan synes, brugertilfredshed er et relevant kvalitetsmål i sundhedssektoren.

Jeg har selv med stor fornøjelse undervist politifolk, pædagoger og sygeplejersker i ”offentlig styring” på den fleksible master i offentlig ledelse. Jeg har haft mange dygtige og hårdt arbejdende ledere igennem faget og har glædet mig over deres ønske om at blive bedre til at navigere i forhold til hierarkiske niveauer over deres.

Men måske er det på tide, at vi ikke kun forventer af fagprofessionelle med lederambitioner, at de skal kunne lægge deres fagprofessionelle logik fra sig og tale djøfsk? Måske bør vi også forvente af djøf'erne, at de blive bedre til at tale det sprog, som de fagprofessionelle taler. Er det for meget forlangt, at hvis man skal gøre karriere i politiet, at man så også tilegner sig et vist niveau af politi’sk?

Nyt sprog til embedsmænd
Jeg underviser mange af de statskundskabsstuderende, der i fremtiden skal arbejde i spændet mellem fagprofessionelle og politikere, og gør mig umage for at konfrontere dem med professioner, der er forskellig fra deres egen. Det ved jeg også gælder for mange af mine kolleger. I de situationer oplever både vi og de, hvordan grundlæggende syn på verden kolliderer.

Det sker for eksempel når en pædagog beder mine studerende om følelsesmæssigt at tjekke ind i undervisningen og fortæller, at det er sådan, han selv bedriver mødeledelse blandt sine medarbejdere. Til stor undren for tilhørerne og til tider let usikker fnisen. Ligesom de fagprofessionelle ledere bliver konfronteret med, at der er noget, der ligger ud over den måde, deres profession forstår verden på, har fremtidens djøf-ledere brug for at blive konfronteret med, at deres facon heller ikke er den rigtige eller for så vidt bare dominerende. Vi arbejder på det som uddannelsesinstitutioner, og vi kan sikkert blive bedre. Men det er desværre ikke nok.

Hvis to- eller flersprogetheden skal slå igennem, må det også være et krav, som embedsmænd stiller til sig selv og hinanden. Vi taler ganske ofte om alle de fordele, ledermobilitet har at byde på, men en af ulemperne er, at det fremmer en ledertype, der aldrig er lang tid nok det samme sted til rent faktisk at lære sproget.

Hvis embedsmændene skal blive bedre til at understøtte de fagprofessionelle, så kræver det også, at den måde vi tænker karrierer og kompetencer på, forandres, og at vi i højere grad belønner de embedsmænd, der tager sig besværet med også at lære den profession, de skal arbejde sammen med, at kende.

Forrige artikel Debat om fremtidens transport: Vi står ved en korsvej Debat om fremtidens transport: Vi står ved en korsvej Næste artikel Søren Hove: Er nogle penge  bedre end andre? Søren Hove: Er nogle penge bedre end andre?