Løkkes drejebog

INTERVIEW: Lars Løkke Rasmussen har prøvet at være statsminister før. Men denne gang har han forberedt sig på, hvordan man styrer en regering, og hvordan man undgår, at administrationen overtager styringen.

Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Altinget
Anders Jerking Morten Øyen

Det er de færreste forundt at blive statsminister. Og endnu færre prøver det to gange. Anker Jørgensen genvandt posten i 1975. Og i juni gjorde Lars Løkke Rasmussen ham kunststykket efter.

Nu er han klar til at fortælle om, hvordan han har forberedt sig på opgaven. Hvordan han vil styre sine ministre og sikre, at regeringen udvikler politik og ikke blot administrerer systemer. Kort sagt, hvordan han forestiller sig Løkke version 2.0.

Blå bogFødt 1964Statsminister fra 28. juni 2015Statsminister fra april 2009 til okt. 2011Finansminister: 2007-2009Indenrigs- og sundhedsminister: 2001-2007Amtsborgmester i Frederiksborg Amt: 1998-2001Formand for Venstre siden 2009Medlem af Folketinget siden 1994Uddannet jurist fra Københavns UniversitetGift med Sólrun Løkke Rasmussen, far til tre børn.
Blå bog
Født 1964

Statsminister fra 28. juni 2015
Statsminister fra april 2009 til okt. 2011
Finansminister: 2007-2009
Indenrigs- og sundhedsminister: 2001-2007
Amtsborgmester i Frederiksborg Amt: 1998-2001

Formand for Venstre siden 2009
Medlem af Folketinget siden 1994

Uddannet jurist fra Københavns Universitet

Gift med Sólrun Løkke Rasmussen, far til tre børn.

Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Altinget

”Da jeg første gang blev statsminister, fik jeg stafetten, mens vi var i løb. Jeg fik den på den politiske platform, som Fogh var gået til valg på og med den personsammensætning, som regeringen nu havde,” siger han om skiftet i 2009, da Fogh smuttede til Nato. Denne gang er det anderledes. Løkke har prøvet det før, og han har i årene i opposition haft god tid til at tænke sig om.

”Først og fremmest er min egen forberedelse denne gang langt bedre. Jeg har jo ikke et drejebogs-image, men jeg har brugt meget tid de sidste år på at forberede mig på at kunne løfte denne opgave,” siger han.

Fakta
Altinget: magasin

Læs flere interviews, portrætter og baggrundsartikler i Altinget: magasin, der udkommer 17. september.

Altinget: magasin er gratis for Altingets læsere, og du kan læse

”Jeg har sat mig ned og ret struktureret fokuseret på valgaftenen, dronningerunden, regeringsudnævnelsen, hvad er det rart at vide som ny minister osv.” En del af forberedelserne handlede om kommunikation. På valgaftenen i 2011 jublede Thorning: ”Vi gjorde det.”

Fire år efter valgte Løkke en anden og langt mere ydmyg stil.

Jeg har jo ikke et drejebogs-image, men jeg har brugt meget tid de sidste år på at forberede mig på at kunne løfte denne opgave.

Lars Løkke Rasmussen (V), Statsminister

”Jeg havde længe tænkt over, at jeg ikke ville kommunikere, at vi havde vundet valget, men at vi havde vundet muligheden for regeringsmagten. Det fik så ekstra næring af, at valgresultatet blev, som det blev,” siger han med henvisning til Venstres massive tilbagegang.

Læren fra tårnet
I dagene efter valget fik Løkke til opgave at prøve at danne en regering. Og mens S, SF og R i 2011 skjulte sig i det berømte tårn på Amager, så henlagde Løkke forhandlingerne til Landstingssalen på Christiansborg, hvor pressen trofast ventede udenfor.

Her kunne Løkke og de øvrige partiledere for rullende kameraer dagligt fortælle om uenigheder om grænsebomme, offentligt forbrug og topskattelettelser.

”Jeg ville have, at regeringsdannelsen skulle være mere transparent, så befolkningen kunne følge med i processen,” siger han og fortsætter: ”Den tidligere regering slog sig på, at der var for stor kontrast mellem det, man gik til valg på, og det, som kom ud af regeringsforhandlingerne. Den proces var hemmelig, så der var intet menneske, som kunne følge den forandringsproces. En stor del af den tidligere regerings ulykke knytter sig til det.”

Et andet element i drejebogen handlede om, hvordan regeringen kunne komme godt fra start. Normalt tager de nye ministre ud i deres ministerier, efter at de blevet præsenteret for dronningen på Amalienborg.

Men ikke denne gang. I stedet havde Løkke planlagt et døgns seminar på Marienborg inklusiv et program for ægtefæller.

”Med afsæt i mine egne erfaringer som fagminister, syntes jeg, at det var vigtigt, at vi blev rystet hurtigt og effektivt sammen. Regeringen er jo ikke bare et antal ministre, men et kollegium,” forklarer han.

En lille et-parti-regering
Men selv om Løkke har forsøgt at forberede sig grundigt, så kan man ikke forberede sig på alt.

”Man kan for eksempel ikke planlægge valgresultatet. Så havde det set noget anderledes ud,” siger han med et skævt smil.

Efter valget har Løkke dannet den smalleste regering siden Hartling i 1973. Kun 34 Venstre-mandater er bag regeringen.

”Det stiller store krav til vores kreativitet og dygtighed. Vi har vundet initiativ-retten, og hvis vi bruger den klogt og ydmygt, så kan vi komme langt. Det synes jeg, at vi har vist allerede,” siger han og peger på, at regeringen har indgået aftaler med alle Folketingets partier på nær Enhedslisten og indfriet valgløftet om at genindføre håndværkerfradraget og stramme asylreglerne.

Overvejede du, om jeres mandater var for få til at danne regering?
”Nej, min overvejelse gik på, om jeg med rimelig sandsynlighed kunne se, at vi kan dreje Danmark i den retning, som vi ønsker. Det er oplagt, at vi bliver nødt til at slå nogle sving, men jeg er overbevist om, at vi kan trække i den rigtige retning. Ellers havde jeg ikke taget opgaven på mig.”

Er der ligefrem fordele ved at være en et-parti-regering?
”Ja, det er der oplagt. Alle mønter har to sider. Jeg har ti års ministererfaring fra en to-parti-regering, som heller ikke havde flertal. Det betød, at hver gang man sad med en prekær sag, så skulle man flytte sig to gange. Først skulle man flytte sig inde i regeringen, og så skulle man flytte regeringen,” siger han og fortsætter:

”Nu bliver regeringen mere smidig. Beslutningstempoet kan gå op, når man ikke først skal bruge kræfter på at skabe sit eget interne kompromis. Når vi alle sammen kommer fra samme parti, er der mulighed for nogle hurtigere interne processer. Det kan jeg allerede se. Det er klart en fordel.”

Politik i skuffen
Tiden i opposition blev også brugt til at udvikle ny politik, hvor Løkke involverede en række af partiets ordførere.

”Noget af den politik blev gennemført sammen med den tidligere regering, og så forsvandt der jo nogle af de forslag, der skulle have været i udsalgs-vinduet til valget, men det er nok et luksus-problem,” siger Løkke.

Men det er ikke alle de politiske ideer, som endnu har set dagens lys.

”Dele af den nye politik har vi sat frem i vinduet. Andet har vi valgt at gemme i skuffen,” siger han og fortsætter:

”Jeg vil undgå at komme i den situation, at vi tørrer ud. Risikoen for enhver regering er, at man kommer med en masse friske ideer, som man så hurtigt gennemfører, og så begynder det at sande til. Derfor er det vigtigt for mig, at vi har nogle mere liberale eller idealistiske tanker liggende i skuffen, som vi kan tage frem senere. Det er vigtigt, at man har et lager.”

Pejlemærker
Regeringens projekt har Løkke sammenfattet i et regeringsgrundlag uden mange håndfaste løfter men med fire pejlemærker.

Pejlemærkerne handler blandt andet om, at flere skal forsørge sig selv, og at der skal skabes flere private job.

”Nogle kommentatorer har sagt, at der ikke er noget indhold i pejlemærkerne, men det er der. Hvis vi kan definere nogle konkrete målepunkter, så er det nemmere at forfølge målene og tage de initiativer, der kan rykke noget.”

Det begrænsede antal pejlemærker er et forsøg på at gøre op med tidligere tiders regeringsgrundlag, der fungerede som en slags tjekliste.

”Det har været en tendens til – også hos os selv – at skemaerne blev for store. Så har Jyllands-Posten eller andre op til et valg markeret punkterne med rød og gul og grøn. Og så har man kunnet se, at regeringen har opfyldt 75 ud af 100 punkter og derfor har været 3/4 en succes. Men på den måde gør man alt ligeværdigt, og det er det ikke. Noget er vigtigere end andet, og derfor har vi valgt nogle få centrale pejlemærker, som har betydning for den langsigtede sammenhængskraft og bæreevne i vores samfund.”

Pejlemærkerne skal være med til at sikre, at Løkke og regeringen også tænker langsigtet.

”Første gang jeg blev statsminister, havde jeg været i Indenrigs- og Sundhedsministeriet og i Finansministeriet, hvor det alle steder handler om at løse problemer. Denne gang er jeg mere bevidst om, at det ikke kun skal handle om problemløsning,” siger Løkke, som denne gang vil forsøge at sætte dagsordenen på en anden måde.

”Jeg skal ikke kun stå og slå boldene retur. Man må også prøve at lede på den måde, at man er foran bolden. At man skaber rammerne for spillet, så man sætter nogle dagsordener, der rækker ud over de daglige problemer.”

Ressort som redskab
En del af forberedelserne har handlet om at rokere rundt på ressortområder.

”Jeg har tænkt længe over, hvordan vi kunne lave en struktur for ministerierne, der understøtter vores politik.”

Boligministeriet er blevet nedlagt. Udenrigspolitikken er samlet hos en minister, og så er Miljøministeriet og Fødevareministeriet blevet slået sammen. Sidstnævnte til stor bekymring for en række grønne organisationer, som frygter, at miljøet bliver underlagt erhvervshensyn. Den bekymring affejer Løkke.

”Alting handler om et finde en balance. Man kan sætte kikkerten for ét øje, der handler om, at nu skal vi bare producere i dansk landbrug, eller man kan sætte kikkerten for det andet øje, som handler om miljø, miljø, miljø. Min tanke har været at skabe ét rum og én kultur, hvor man kan afveje de forskellige hensyn, så vi udnytter potentialet i fødevaresektoren på en måde, hvor der er respekt for naturen. I stedet for at have en skyttegravskrig, så er det bedre, at interesserne og faglighederne bliver afvejet i et samlet ministerium,” siger han.

”Miljøministeriet opstod på et tidspunkt, hvor der helt tydeligt ikke var fokus på miljøproblemer. Men i min optik er det nu selvindlysende, at vi har et ansvar for bæredygtighed, for naturen, klimaet, kloden og de generationer, som kommer efter os. Derfor behøver man ikke at have en selvstændig struktur for at fastholde fokus. De hensyn bliver jo vejet ind i alt.”

En anden ressortændring har været at flytte planloven fra Miljøministeriet til erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen.

”Han har fået til opgave at skabe bedre rum for udvikling i hele landet, og så skal han også have de værktøjer, der skal anvendes. Hvis de værktøjer er forankret i et helt andet ministerium, så bliver det svært.”

Ministrenes opgave
Løkke har udnævnt en række ministre, som har prøvet rollen før, samt en række nye ministre, hvoraf flere dog har arbejdet med deres områder som ordførere. Det gælder for eksempel sundhedsminister Sophie Løhde og uddannelsesminister Esben Lunde Larsen.

Løkke forventer af sine ministre, at de opstiller succeskriterier for deres ressortområder. Men ministrene må ikke blive isoleret i deres ministerier.

”Man skal også tænke offensivt over, hvordan ens område går hånd i hånd med de overordnede pejlemærker, som regeringen har,” siger han og fortsætter:

”Det er min opgave at sikre, at alle ministrene bliver en del af en helhed. Derfor kommer vi til at være mere sammen – også i nogle uformelle rammer – måske en tour de ressort, hvor vi skal rundt i de forskellige ministerier.”

I øjeblikket er Løkke i gang med at føre samtaler med alle sine ministre om deres opgaver og om regeringens arbejde.

”Det, synes jeg, kunne have været gjort anderledes, da jeg selv blev minister i 2001,” siger han og forklarer, at samtalerne bliver skemalagt, så han regelmæssigt får holdt møder med alle.

”Ellers er risikoen, at jeg kun har fokus på de ministre, som er i vælten, fordi omverdenen har defineret, at en eller anden sag er den vigtigste lige nu. Så ender man med at fokusere al sin ledelseskraft på det og glemmer at have øje på de politiske områder, som man selv synes, kan blive vigtige om et halvt eller helt år.”

At styre systemet
De skemalagte ministermøder er et eksempel på, hvordan Løkke denne gang har forlangt, at tingene skal foregå på en bestemt måde i ministerierne.

”Hvis man ikke styrer systemerne, så styrer systemerne dig. Det er ikke, fordi systemerne er onde, de er fyldt med dygtige og arbejdsomme mennesker, men sådan er det.”

Et andet eksempel handler om, hvordan ministrene i højere grad skal styre det politiske arbejde, så de ikke blot bliver administratorer.

”Når vi i 00'erne skulle lave et tværministerielt arbejde, så lå man og kørte udkast til procedurer og kommissorier rundt, og snart stod departementscheferne klar med deres tanker. Nu skal alle tværministerielle arbejdsgrupper begynde med en politisk diskussion, så vi tager den politiske styring med projekterne, inden der begynder at blive lavet papirer,” siger han.

Et tredje eksempel handler om, hvordan man som regering bevarer kontakten med virkeligheden og ikke havner i en ministeriel Slotsholms-boble. Løkke fortæller om, hvordan han i oppositionstiden kunne bruge en hel eftermiddag på at mødes med slagtermestre og høre på deres kvaler med et EU-direktiv.

”Det er en problemstilling, som betyder noget for konkrete mennesker, men som vil have meget svært ved at nå op på en ministers bord. Så vil der komme et brev fra slagtermestrene, og ministeriet vil lave et udkast til et svar. Men der skal vi prioritere at komme ud i virkeligheden, så vi holder os i kontakt med slagtermestrene og alle de andre, så vi ikke ender med at sidde i sådan en papir-virkelighed,” siger Løkke og fortsætter:

”Hvis man ikke passer på, så ender det med en slags mediedemokrati, hvor man er optaget af nogle synlige problemer, som måske ikke er de største problemer ude i den virkelige virkelighed.”

Løkke har derfor bedt sine ministre om også at komme ud af kontorerne og ud i landet.

”De ministerbiler, som de er blevet udstyret med, de skal ud at køre væsentligt mere, end de har gjort de seneste år.”

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Løkke Rasmussen

MF, stifter og politisk leder (M), fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)