Mens kommuner og regioner spænder livremmen ind, har Folketinget tidoblet opsparingskontoen

Det skortede ikke på superlativer, da Folketinget i 2012 præsenterede planerne for ombygningen af det 106 meter høje tårn, der knejser mod himlen over Christiansborg.

“Vi tror det kan blive et af de mest spændende steder at besøge i København. Det er et fantastisk sted,” sagde daværende folketingsformand Mogens Lykketoft (S) i den forbindelse. Dengang afsatte man 17,9 millioner kroner i form af en ekstraordinær bevilling til at lave udkigspost og restaurant i Tårnet, men da det i 2015 åbnede for besøgende, var der samlet spenderet for 35,8 millioner skattekroner – dobbelt så mange penge som anslået i det oprindelige budget.

I stedet for at gå ud og bede Folketinget om flere penge, så har vi altså en opsparing. Det synes jeg egentlig er et sundere princip.

Pia Kjærsgaard (DF)
Folketingets formand

Hvor det havde været et økonomisk problem for de øvrige dele af den offentlige sektor i Danmark, at man var gået over budget i den skala, betød det mindre for Folketinget. For mens krav om effektiviseringer og besparelser kræver benhård prioritering i kommuner og regioner, har Folketinget helt anderledes favorable vilkår. Budgettet er bevilget af Folketinget selv, og bruger man mindre end budgettet, kan man spare op år efter år – og gør det.

En gennemgang af Folketingets regnskaber, som Altinget: magasin har foretaget, viser, at de folkevalgte på tinge hvert år bevilger Folketinget betydeligt flere penge, end de har brug for, og at sparegrisen på Slotsholmen over de seneste 20 år er vokset til tidobbelt størrelse. Således har Folketinget i dag en opsparingskonto på 144 millioner kroner. Et forhold, der møder kritik fra folk som Helsingørs borgmester Benedikte Kiær (K) og Cepos’ forskningschef, Henrik Christoffersen. Begge opfordrer til langt større disciplin med skatteborgernes penge.

De kan jo sagtens tage den medicin, som kommuner, regioner og statslige institutioner gør. Med den økonomi, de har, kommer de jo ikke engang til at kunne mærke det. At man har 15 procent i overskud på bevillingerne, det er altså lidt for friskt.

Benedikte Kiær (K)
Borgmester i Helsingør Kommune

“Det ville også vise, at de tager den økonomiske situation i resten af den offentlige sektor alvorligt,” som Benedikte Kiær siger.

Folketinget er blevet overbudgetteret de sidste 20 år
Med et budget på lidt over en milliard kroner driver Folketinget en større offentlig virksomhed, som foruden forvaltningen af Christiansborg og de dertilhørende bygninger blandt andet indbefatter drift af medlemsboliger, Folketingets Ombudsmand, Rigsrevisionen, Statsrevisorerne og restauranten Tårnet.

De årlige budgetter er sammensat af bevillinger på finansloven, tillægsbevillingsloven og præsidiebevillinger. Hvert år i maj måned vedtager Udvalget for Forretningsordenen det kommende års budget for Folketinget. Udvalget består af Folketingets Præsidium med formand Pia Kjærsgaard (DF) samt 16 folketingsmedlemmer fra de øvrige partier.

Altinget: magasin har gennemgået Folketingets regnskaber siden 1997. Og i samtlige regnskabsår har Folketinget formået at drive forretningen for et lavere beløb, end man har budgetteret med i Finansloven. I det seneste regnskab fra 2016 har Folketinget således et mindreforbrug i forhold til budgettet på 150,3 millioner kroner – eller cirka 15 procent af den samlede årlige drift. Året før var afvigelsen mellem budget og regnskab tilsvarende skudt forbi med 142,6 millioner kroner.

Gennemgår man ældre regnskaber fra før årtusindskiftet, tegner der sig et billede af, at man i nyere tid er begyndt at budgettere markant over det nødvendige.
Ifølge Folketingets økonomichef, Allan Blom, er bevillingsoverskuddene delvist tilsigtede. ”Bevillingerne gives for at sikre, at der er hjemmel til, at Folketinget kan disponere til blandt andet de større projekter,” svarer han i en mail til Altinget på spørgsmålet om, hvorfor Folketinget år efter år budgetterer højere beløb, end de har behov for.

Når Folketinget afleverer regnskab med overskud fra det budgetterede, bliver en del af summen sendt tilbage til Finansministeriet. En anden del flyttes via posten ’videreførelser’ over i det næstkommende regnskabsår. Det er denne andel, Allan Blom henviser til, når han taler om hjemmel til at investere i større projekter.

På videreførelsesposten har Folketinget altså en art opsparing, som gør det muligt at spare op til investeringer i medlemsboliger, restaurantdrift, renoveringer eller andre projekter. En mulighed, Folketinget i de forudgående 20 år har gjort flittigt brug af.

Således har man siden 1997, hvor der lå 14,6 millioner kroner i posten videreførelser tidoblet sin opsparing, så der i regnskabet fra 2016 er kontoført 144 millioner kroner. I den mellemliggende periode blev der i årene 2003-2008 gjort et betydeligt indhug i opsparingen fra 115,3 millioner kroner til 57,6 millioner kroner. Men allerede året efter, i 2009, lå der 98,3 millioner kroner på kontoen, fordi Folketinget kunne videreføre 40,8 millioner kroner i bevillingsoverskud til næste regnskabsår.

Den relativt høje opsparing skyldes på sin side ikke en udpræget spareiver i årene op til de nuværende projekter. De 144 millioner kroner er nemlig blevet opsparet i en periode, hvor Folketinget har foretaget sideløbende investeringer i blandt andet en ny besøgsindgang til 20,8 millioner kroner (i 2008-2009), medlemsboliger på Tordenskjoldsgade og Wildersgade til 146,9 millioner kroner, en ombygning af Ydre og Indre Hal til 14,3 millioner kroner (i 2011-2013), terrorsikring på Slotspladsen til 18,4 millioner kroner (i 2013-2014) og altså åbningen af Tårnet til 35,8 millioner kroner (i 2013-2015).

Mogens Lykketoft holder åbningstale ved åbningen af Tårnet i Folketinget i 2012 (Foto: David Leth Williams/Ritzau Scanpix)

Folketinget skal tage egen medicin
Det er altså folketingsmedlemmer, der fastsætter de økonomiske rammer for driften af Folketinget, og på den måde har Folketinget allerede i udgangspunktet en enestående position som offentlig institution. Og både overbudgetteringen og selve konstruktionen møder nu kritik.

Borgmester i Helsingør Kommune, Benedikte Kiær (K) har over de senere år mærket, hvordan spare-, effektiviserings- og omprioriteringsbidrag gør det nødvendigt at spænde livremmen helt ind for at få enderne til at mødes i årsregnskaberne. At Folketingets Præsidium har besluttet at fritage Folketinget for sparekrav og til gengæld sparer overskuddet op, får hende til at ryste på hovedet.

”Jeg synes, de burde omgøre den beslutning, for det lyder, som om de har rigelig luft i budgettet til det,” siger Benedikte Kiær til Altinget: magasin.

”De kan jo sagtens tage den medicin, som kommuner, regioner og statslige institutioner gør. Med den økonomi, de har, kommer de jo ikke engang til at kunne mærke det. At man har 15 procent i overskud på bevillingerne, det er altså lidt for friskt,” siger Benedikte Kiær.

Den kritik tilslutter forskningschef i CEPOS Henrik Christoffersen sig. Han finder tallene fra Folketingets regnskaber overraskende.

”Udgangspunktet for at lave budgetter er jo, at de skal være styrende for økonomien,” siger han.

”Disse tal viser, at Folketinget har nogle mildest talt upræcise forestillinger om, hvad det koster at kontrollere de statslige virksomheder og understøtte det politiske arbejde.”

Ifølge Christoffersen er overbevillingerne udtryk for manglende omhu og uklarhed om de økonomiske intentioner.

”Ja, for når der er så stor uoverensstemmelse mellem budget og regnskab, så er det et tegn på, at man ikke baserer sine budgetter på tilstrækkeligt kvalificerede overvejelser. Det indikerer jo, at tingene ikke fungerer så stramt og effektivt, som de burde gøre. Det er jeg kritisk overfor,” slår han fast.

Hele den offentlige sektor burde drives som Folketinget
Men hvis man spørger medlemmerne af Folketingets Præsidium er konstruktionen med opsparing uproblematisk.

“Vi har en opsparing, fordi der altid opstår noget, som vi skal sørge for,” forklarer Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF).

“I stedet for at gå ud og bede Folketinget om flere penge, så har vi altså en opsparing. Det synes jeg egentlig er et sundere princip.”

At man kan tidoble Folketingets opsparingskonto, samtidig med at der er tæret på kontoen med trecifrede millioninvesteringer i blandt andet medlemsboliger, terrorsikring, renoveringer og restaurant på Christiansborg, er ifølge Pia Kjærsgaard ikke udtryk for, at Folketinget har for mange penge mellem hænderne.

“Nej, det er ikke min opfattelse,” siger hun.

“Det er jo en lidt aparte situation, hvis Folketinget skal ud og bevilge sig selv flere penge, og det er min opfattelse, at der er fuld opbakning til den måde, vi gør det på.”

Præsidiets næstformand, Socialdemokratiets Henrik Dam Kristensen, kan dog godt se, at overskud på bevillinger på op til 150 millioner kroner er udtryk for en skæv budgetsammensætning.

”Det ville være et større problem, hvis der var et systematisk underskud, men der er selvfølgelig en pointe i, at budget og regnskab skal ligne hinanden mest muligt. Og jeg ser derfor ingen grund til at rose, at der er en overbudgettering hvert år. Der skal være harmoni i det,” siger han.

”Der skal ikke være et uforholdsmæssigt stor buffer, men jeg har ikke noget problem med, at der er en buffer i det hele taget,” siger han.

Også Enhedslistens præsidiemedlem Christian Juhl afviser blankt, at de folkevalgte er for magelige, når det kommer til at bevilge sig selv penge.

”Jeg skal love dig for, at den uenighed, vi har i Folketinget, den er også afspejlet i præsidiet. Vi sidder ikke bare og bliver enige om at være gode venner og laver store opsparinger til os selv. Det sker ikke,” siger han med eftertryk og kunstpauser mellem de tre sidste ord.

”Jeg synes, vi skal have en billig drift, men det skal ikke køres så stramt, at man skal søge tillægsbevillinger for at få afsluttet sine projekter. På denne måde er der mere ro på,” forklarer Christian Juhl yderligere. Som modstander af sparekravene i den offentlige sektor i det hele taget ser han ingen grund til at indføre dem for Folketinget – tværtimod. Han anser Folketinget som skoleeksemplet på, hvordan man kan køre en omkostningseffektiv offentlig forretning.

”Her får man en reel diskussion af indholdet, hvilke opgaver vi skal løse, og hvad vi kan blive enige om at løse dem for. Og du kan måske anholde, at der er noget mærkeligt i, at Folketinget bliver fritaget fra to procents sparekrav, men det er ikke problemet. Problemet er, at man har vedtaget hovedløse sparekrav i resten af den offentlige sektor, ikke at Folketinget er undtaget,” siger han.

“Og vi skal jo huske, at Folketingets Præsidium er rådgivende, ikke en kontrollerende instans. I sidste ende er det jo op til Folketingets formand.”

Idéen om at udvide bevillingssystemet for Folketinget til resten af den offentlige sektor falder dog ikke i god jord hos Folketingets formand.

“Nu er Folketinget jo altså noget specielt. Det kan ikke sammenlignes,” siger Pia Kjærsgaard.

“Og pengene bliver jo kun brugt i folkestyrets tjeneste.”

“Det er ikke respektabel embedsførelse”
Argumentet om, at opsparingen skal til for at få råd til uforudsete udgifter, har Henrik Christoffersen ikke meget tilovers for.

”Hvis vi har brug for terrorsikring, så må Folketinget give udtryk for, at der er brug for det, og så få bevilget pengene på finansloven. Det her med, at der sidder nogle og fedter med tingene og klarer det med en opsparing, det er ikke respektabel embedsførelse. Der kan sagtens være brug for penge i fremtiden, men det er ikke noget gyldigt argument i sig selv. Man skal jo nok få bevilget pengene, hvis argumentet er stærkt nok,” analyserer Christoffersen.

”Enhver investering, der angår skatteborgeres penge, kræver gode argumenter. At man gennemfører nogle projekter, fordi man kan trække pengene ud af skuffen, det er ikke sundt.”

En egentlig uafhængig kontrol af Folketingets økonomi findes ikke, og det er faktisk en grundlovsmæssig pointe. Det forklarer professor emeritus i statskundskab Jørgen Grønnegaard Christensen. ”Her sidder vi fast, både juridisk og politisk,” som han siger.

”Vi har jo en arbejdsdeling mellem Folketinget og regeringsmagten, som er givet af Grundloven. Der er kontrol med regeringen gennem Finansministeriet og Folketinget, men den restriktion gælder jo ikke, når det angår Folketinget selv. Sagen er den, at Folketinget selv forbereder budgettet og bevilger pengene. Der er ikke nogen kontrollerende instans. Det er klart, at på den måde er Folketinget anderledes stillet end andre offentlige institutioner,” forklarer han.

Er det et problem, at der ikke er en uvildig instans, der kontrollerer de folkevalgtes bevillinger til Folketinget?

”Folketinget har jo ikke tilskyndelse til at gå hårdt til sig selv. Men jeg tror da, at hvis opsparingen går hen og bliver for stor, så vil der være nogle partier, som vil spørge, om det er rimeligt. Så på den måde er der nogle selvregulerende mekanismer.”

Rigsrevisionen skal kontrollere Folketinget
Henrik Christoffersen mener dog, at netop de selvregulerende mekanismer er for svage. I stedet anbefaler han at underkaste Folketinget stærkere kontrol, når det kommer til budget og forbrug.

”Løsningen må være, at Folketinget giver Rigsrevisionen en stærkere og mere tydelig revisionskritisk rolle,” foreslår han.

Christoffersen har forsket i den offentlige sektors økonomi gennem en årrække, og netop Rigsrevisionen har ifølge ham et uudnyttet potentiale. Han har tidligere kritiseret, at Rigsrevisionen ikke lever op til rollen som vagthund, men også at deres generelle adgang til information i Folketingets arbejde er utilstrækkelig.

”En ting er, om pengene passer, men det her med om pengene er givet fornuftigt ud, er jo mindst lige så interessant for skatteborgerne,” siger Christoffersen.

Folketingets regnskaber og budgetter er ifølge ham et godt sted at starte.

”Disse tal rejser jo spørgsmålet, om der ikke er et øget behov for at se på, om budgetterne fungerer hensigtsmæssigt.”

Pia Kjærsgaard vil ikke gå ind i en vurdering af, om Rigsrevisionens rolle underprioriteres.

“Det kan jeg ikke tage stilling til, det er nyt for mig. Men min oplevelse er, at Rigsrevisionen udfører et godt stykke arbejde som Folketingets vagthund. Om de skal have udvidede beføjelser, vil jeg lade være op til debat.”