Myten om mørkets fyrste

Skrevet af journalist Simon Ankjærgaard for Altinget Magasin

"Jeg bryder mig bestemt ikke om det."

Pia Kjærsgaard kigger direkte ind i kameraet, placeret midt i tv-billedet, iklædt en blomstret trøje og en diskret sort perlekæde. Det er 23. august 2015, og hun er igennem til DR-programmet 'Jersild minus spin'. Hun skal svare på spørgsmål om den daværende Venstreregerings brug af spindoktorer. På dette tidspunkt har hun været folketingsmedlem i 31 år, partiformand i 17 år og formand for Folketinget i et par måneder.

Det, hun bestemt ikke bryder sig om, er, at mængden af spindoktorer bare er steget. Hun bryder sig heller ikke om den måde, de arbejder på, siger hun med en bestemt stemme. Det er noget "bureausmart noget, der har indfundet sig i dansk politik," siger hun. Det er skadeligt for folkestyret, mener hun.

Den aktuelle anledning er historien om, at Lars Løkke Rasmussen, V-statsministeren, vil opruste med flere politiske rådgivere i det statsministerium, han netop har indtaget.

Lars Løkke har tidligere kaldt spindoktorer for "et monster – opfundet af politikerne," siger Jens Olaf Jersild med blikket rettet mod kameraet i studiet i DR-Byen. Og nu hyrer han, Løkke, "en spinhær," fortsætter Jersild – og holder Ekstra Bladet op, så seerne kan kigge med. "HYRER SPINHÆR," står der med store sorte typer.

Kjærsgaard og Jersild taler denne augustdag direkte ind i en fortælling, der gør spindoktorerne – den officielle titel er 'særlige rådgivere' – til en udemokratisk størrelse. Ja, og det, der er værre. Jersild citerer Lars Løkke for at kalde konstruktionen 'et monster'.

Det var hverken første eller sidste gang, den særlige rådgiver er blevet kritiseret og påhæftet lidet attråværdige mærkater. Et par hurtige nedslag:

16. marts 2018 publicerede Djøfbladet en reportage. Den handlede om et kursus i 'Politisk rådgivning og kommunikation' på Københavns Universitet. Underviserne er Mark Thorsen, der på det tidspunkt var særlig rådgiver for daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), og Andreas Thyrring, der var Thorsens kollega ovre hos Lars Christian Lilleholt (V) i energi-, forsynings- og klimaministeriet. Overskriften lød: "Mørkets fyrster træder frem i lyset".

12. september 2019 havde journalisten René Fredensborg en kommentar i webmediet Point of View International. Den handlede generelt om de særlige rådgivere, specifikt om Martin Rossen, der dengang lige var tiltrådt i en nyoprettet stilling som stabschef i Statsministeriet helt tæt på statsminister Mette Frederiksen (S).

"Jeg forsager spindoktorer og alle deres gerninger," lød overskriften – som en parafrasering over trosbekendelsen, hvor det er djævlen og alle hans gerninger, man forsager.

8. januar i år kommenterede Ole Obitsø, nyhedschef på fagbladet Journalisten, også på Martin Rossen, der før sommerferien fratrådte sin stilling efter blot et år. Han var utryg ved Rossens manglende kontakt med medierne – og med hans ikke-eksisterende lyst til at give interviews. Det efterlader ham med en magt, han kan forvalte "i mørket," som Obitsø skrev.

Senest har forfatter og sognepræst Kristian Ditlev Jensen – i Weekendavisen i april – skrevet i en artikel om Orwells legendariske roman, '1984', at "spindoktorer og særlige rådgivere inficerer demokratiet i en hidtil uset grad".

Spindoktoren 'inficerer' – som var det en virus. Skal forsages som en djævel. Opererer i et mørke, der burde være oplyst.

I snart 20 år har debatten om spindoktoren, den særlige rådgiver, besøgt og genbesøgt den danske offentlighed, og lige så længe har han – eller hun – været en fast figur i vores forestillinger om den politiske magt.

Bag portrætteret som en mørkets fyrste gemmer der sig en mistanke om, at noget truer den demokratiske magtudøvelse, og den gemmer også på en mistanke om hykleri – at vores politikere lader os tro ét for at gøre noget andet. At spindoktoren får os til at se væk, mens den virkelige magt bliver udøvet.

Dette er historien om spindoktoren og især om vores forestilling om ham. Og det er historien om, at det er vores forestilling om spindoktoren, der skygger for vores kritiske blik på magten, snarere end spindoktoren selv.

Det starter med Venstre
Rådgivere, der har hvisket magthavere i ørerne, udfyldt rollen som deres talsmand eller skrevet deres taler, har en lang forhistorie, men det er i 1990'erne, at spindoktoren dukker op som en figur, offentligheden får øje på.

Ikke mindst da Tony Blair bliver leder for Labour og indleder sit ridt mod magten. Med sig har han blandt andet Alastair Campbell, der fra 1994 til 1997 var leder af Blairs politiske kampagne og fra 1997 til 2002 hans pressechef og særlige rådgiver.

Han indvarslede en tid og definerede en rolle, hvor politikerne og politikken har brug for, en særlig fortrolig politisk rådgivning og et behov for, at politikken konstant kommunikeres, og hvor den politiske kamp bliver en kamp om og med fortællinger, nyhedshistorier, vinkler og læk.

Campbell blev kendt, berygtet og frygtet for sine evner, og i eftertiden er han kun tangeret af Dominic Cummings; manden bag den kampagne, der sejrede i den
britiske Brexit-folkeafstemning, som i dag er særlig rådgiver for den nuværende konservative premierminister Boris Johnson. Mens Campbell forstod tv og aviser, har Cummings et særligt blik for sociale medier, men begge bliver ofte portrætteret som mørkets fyrster.

Og begge er et svar på et påtrængende spørgsmål: Hvordan mobiliserer man nok vælgere i en tid, hvor de politiske partier ikke er massepartier længere, hvor de ideologiske forskelle mellem partierne er blevet udvisket, og hvor vælgerne er troløse som aldrig før?

I Danmark dukker spindoktoren – og debatten om spindoktoren – op for alvor, da Anders Fogh Rasmussens Venstre med tydelig inspiration fra netop Blair tromler ind i regeringskontorerne i 2001. Med sig har han journalisten Michael Kristiansen, og i årene efter tiltrækker han sig både fascineret og dybt skeptisk opmærksomhed.

Spørger man Kristiansen selv, peger han på, at årsagen til, at så mange så ham og hans rolle som noget mistænkeligt, skal findes hos hans daværende chef i Statsministeriet.

"Det starter med Venstre," siger han.

"Før valget havde Venstre travlt med at kritisere de embedsmænd og rådgivere, som Poul Nyrup Rasmussen havde udnævnt. Det startede med, at Anders Fogh Rasmussen – af alle – holdt taler, hvor han kritiserede det, der foregik i Nyrup-regeringen. Det var nogle meget krasbørstige udtalelser og var blandt andet angreb på Peter Mogensen, der netop var kommet til Statsministeriet fra en stilling i embedsmandsapparatet. Det legitimerede det, at de kunne angribe os lige så hårdt. Det er dér, mudderkastningen starter".

Peter Mogensen er en anden af de mytiske spindoktorer. Han var ministersekretær for finansminister Mogens Lykketoft (S) fra 1995 til 1997, inden han blev hentet over i Statsministeriet som decideret politisk rådgiver.

"Samtidig skete der et voldsomt skifte i forhold til, hvad der politisk blev fokuseret på, hvor blandt andet indvandringspolitik blev løftet højt op på den politiske dagsorden. At Anders Fogh Rasmussen også i virkeligheden gik til valg på noget, der var det stik modsatte af den bog om minimalstaten, han selv havde skrevet, åbnede for, at regeringen og rådgiverne kunne angribes for, at målene helligede midlerne; at vi var villige til at gøre hvad som helst for at vinde og beholde magten. Alt det med spin og manipulation kom til at fylde meget. Det blev noget mørkt og gedulgt," siger Kristiansen.

Kongekabale og dæmoni
Arne Hardis, politisk journalist ved Weekendavisen, peger også tilbage til tiden omkring årtusindeskiftet, men mener, at dæmoniseringen har et litterært såvel som et virkeligt udspring.

"Niels Krause-Kjær, journalist og pressechef for den konservative folketingsgruppe, udgav i 2000 romanen 'Kongekabale', der handler om en voldsom magtkamp i det fiktive parti, Midterpartiet, men som i virkeligheden skildrer de politiske opgør i De Konservative i 1990'erne. Da bogen kom ud, tror jeg, at flere fik frataget deres fromme dyd," siger Arne Hardis og fortsætter:

"Det gik op for dem, at der i politik og i det politiske system var skikkelser, der ikke var folkevalgte, men som havde en enorm magt. Det hele blev sprættet op og blotlagt. Det var intuitivt stødende og bidrog til en forestilling om, at rådgiverne var nogle, der skulle om ikke stoppes, så inddæmmes. Der var noget indlejret udemokratisk over det".

Arne Hardis' bud på mytens fødsel er imidlertid et af flere bud i det politiske miljø. "Myten skyldes, at enkelte rådgivere i tidens løb selv har bidraget til at skabe den, men mest, at der hos nogle, også i medierne, gennem årene har været en naturlig nysgerrighed og irritation over ikke at kunne holde rådgiverne ansvarlige – og stille dem til ansvar, som man kan med alle andre," siger politisk analytiker ved DR Jens Ringberg.

"Det er en medieskabt myte – et godt stykke ad vejen". Ordene kommer fra Jens Kloppenborg-Skrumsager, der har været særlig rådgiver for flere venstreministre, herunder beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen, innovationsminister Sophie Løhde og energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt.

"Der har været for meget fokus på proces, og der bærer journalisterne et stort ansvar. Der burde have været meget mere fokus på indhold og politik," vurderer Jens Kloppenborg-Skrumsager.

House of Cards
Undervejs i nullerne finder spindoktoren, kommunikationsrådgiveren og pressechefen også vej til det hvide lærred og især tv.

Først som godhjertede typer som Toby Ziegler, Sam Seaborn og C.J. Cregg i 'The West Wing', og sidenhen i tierne som iskolde kynikere – Ryan Goslings Stephen Meyers fra 'Ides of March' og frem for alt Michael Kellys Doug Stamper fra 'House of Cards'.

Herhjemme har Pilou Asbæk i 'Borgen' tegnet et portræt af spindoktoren, hvor den kolde manipulator forklares med ensomhed og barndomstraumer, i rollen som Kasper Juul. 

Og faktisk spiller fiktionens gengivelse af spindoktoren en rolle i forhold til vurderingen af ham i den virkelige verden. Sådan lyder analysen fra Mark Ørsten, professor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab ved Roskilde Universitet. Han har i årevis arbejdet med politisk kommunikation og forholdet mellem særlige rådgivere, politikere, medier og vælgere.

"Det dårlige ry stammer fra en blanding af offentlig diskussion og tv-serier, der især lagde vægt på spindoktorens evne til at manipulere med medierne," siger han.

"Endelig er de særlige rådgivere jo også en anden embedsmandstype, end vi var vant til i Danmark – og dermed en forandring og et brud på traditionen om den neutrale embedsmand. Den offentlige skepsis skyldes derfor også, at de udgør et brud på den måde, vi forstår og ansætter embedsmænd i Danmark," fortsætter han.

Spindoktoren bryder med andre ord med en forestilling om, hvordan politisk magt udøves i Danmark. Hvor politikeren groft sagt har magten til at bestemme, og embedsmænd forvalter. Pludselig er der en embedsmand, der har en politisk magt, men som ikke er valgt af vælgerne, og som det kan være svært at få greb om.

Det er vel helt naturligt at kritisere? Måske, men spørger man historiker og forfatter Asser Amdisen, risikerer man dermed at overse et meget større problem.

"Efter min bedste overbevisning har de særlige rådgivere fået en syndebuksrolle," siger han.

"Borgeren føler ingen tilknytning til eller indflydelse på det politiske," fortsætter han. "Jeg tror, at denne fremmedgørelse skyldes, at det politiske er blevet teknokratificeret og afideologiseret, men det er så bøvlet at forholde sig til i hverdagen, og så er det meget nemmere at skælde ud på en spindoktor, der har stjålet og snydt, end at leve med det banale faktum, at det er vores eget fravær og professionaliseringen af det politiske liv, der skaber problemerne".

Der er en genklang af Michael Kristiansen i det; det bliver opfattet, som om ideologierne er døde, og at det nu – med alle midler – gælder om at tilrane sig og beholde magten. Den særlige rådgiver, spindoktoren, ham eller hende, der er helt tæt på sin politiker og hvisker vedkommende i øret, bliver opfattet som den, der korrumperer demokratiet.

Det er en analyse, Amdisen ikke køber.

"Spindoktorerne har ikke i sig selv fået mere indflydelse, men partiapparaterne, som de er en del af, har fået rigtig meget mere indflydelse. Den politiske verden er blevet mere kompleks, og hvis politikernes indflydelse er faldet, så er det ikke spindoktorernes skyld. Helt banalt, så har alle jo presserådgivere og spindoktorer i dag – og dermed er styrkeforholdet jo ikke blevet forrykket," konstaterer han.

Jeg hjælper ministeren med at navigere
Måske omgærdes spindoktoren også med mystik, fordi vi ikke ved, hvad arbejdet består i. I deres egen fortælling er der i hvert fald mere praktisk arbejde end gedulgte strategier.

"Jeg hjælper med at navigere i, hvad der er vigtigt," som Michael Johnson, der er særlig rådgiver for beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), siger.

Han er et godt billede på nutidens særlige rådgiver. Han er så at sige vokset op i partiet og har fulgt sin minister – og andre ministre og rådgivere – gennem først DSU og siden moderpartiet.

"Hver dag ligger der en kæmpe bunke arbejde til ministeren. Tunge rapporter, lovforslag, høringsforslag, kommentarer, henvendelser, presse. Alt muligt og meget mere. Jeg skal hjælpe ministeren til at være lige nøjagtig det, han er; en folkevalgt politiker, der skal træffe politiske beslutninger. Jeg hjælper med navigationen i det: Hvad skal vi være opmærksomme på? Hvor skal vi sætte ind? Hvad er politisk relevant? Hvor mangler der noget?" siger han.

Jens Kloppenborg-Skrumsager nikker.

"Opgaven for den særlige rådgiver er jo at skabe politisk fremdrift. Vedkommende skal have overblikket over, hvordan ministeren kan bidrage til at forløse regeringens overordnede politik og vision. En ministers dagligdag er jo fuld af små og store ting, af kæmpe bunker med henvendelser, rapporter, forslag,
invitationer og meget andet, og det kan den politiske rådgiver være behjælpelig med at navigere i. Hvad giver mening for os, at vi blander os i? Hvordan skal vi blande os?" fortæller han.

Michael Johnson forstår på sin side egentlig godt den skepsis, hans rolle bliver mødt med.

"Det er jo, fordi det er noget forholdsvis nyt, der er blevet skubbet ind i den politiske proces, og så er der noget med iscenesættelsen, fordi vores rolle jo netop ikke er at stå fremme i solen. Det skal den folkevalgte," siger han.

Men hvad med opfattelsen af, at tilstedeværelsen af den særlige rådgiver – og ja, måske flere særlige rådgivere – betyder et så stort fokus på proces og kommunikation og mål, der helliger midler, at politikeren i sidste ende fratages om ikke ansvar så initiativ?

"Alt, hvad den særlige rådgiver foretager sig, sker på enten ministerens foranledning eller med dennes velsignelse," siger Michael Johnson. "Nogle siger, at vi ikke står til ansvar, men det gør vi jo. Vi har et ansvar over for politikeren. Hvis vi dummer os, er det ham eller hende, der kommer til at se dum ud".

Problemet er, at det er svært at gennemskue den politiske proces, siger Mark Ørsten. Det har gjort det svært at gennemskue, hvor og hvordan beslutninger træffes i det politiske system.

"Der er kommet flere aktører til, ikke bare de særlige rådgivere, men også lobbyister. Samtidig er den danske offentlighedslov blevet strammet, så det er sværere at følge med i, hvad de danske politikere beslutter – og hvordan de beslutninger bliver til. Der opstår en magtkamp mellem regeringerne og offentligheden," siger han.

Martin Rossen genantændte debatten
Som nullerne og tierne gik, dampede det meste mistænksomhed over for særlige rådgivere af i den offentlige debat. Det vil sige, lige indtil Mette Frederiksen vandt folketingsvalget 5. juni sidste år, og hendes rådgiver Martin Rossen fik en stilling som "stabschef" i Statsministeriet.

Det var helt nyt, og med den fik Rossen plads i helt centrale regeringsudvalg, eksempelvis de to magtfulde udvalg: Økonomiudvalget og koordineringsudvalg. Det skabte en enorm ballade på og omkring Christiansborg, særligt fra pressen og fra oppositionen.

Fagbladet Journalisten gav ham i starten af 2020 Lukkethedsprisen som en "hyldest" til hans manglende interviews. "Nul. Så mange mundtlige interview gav Martin Rossen, topfigur i Socialdemokratiet, statsminister Mette Frederiksens højre hånd og stabschef i regeringens nyoprettede politiske sekretariat, i 2019," som fagbladet skrev, da prisen blev uddelt. En leder i Berlingske Tidende skrev i sommeren 2019 – i kølvandet på udnævnelsen til stabschef – at Rossen har fået så meget magt, at han burde blive minister.

Var han minister, kunne han i hvert fald kaldes i samråd. Nu var det hans chef, statsministeren, der i det tidlige efterår i 2019 måtte en tur i samråd for at svare på kritiske spørgsmål fra oppositionen.

Sophie Løhde fra Venstre spurgte blandt andet, hvorfor Rossen ikke bare blev minister uden portefølje. Mette Frederiksens svar var kontant. Det kunne man have gjort, men det var ikke den vej, hun havde valgt – og i sidste ende var det hende, der sad for bordenden, og hende, der traf beslutningerne.

Michael Johnson er helt på det rene med, at den nuværende regering er gået nye veje og har styrket rådgiverrollen. Det er helt bevidst.

"Vi vil simpelthen have det politiske tilbage i førersædet. Man skal kunne se, hvad det er for en politisk retning, regeringen har. Og at der er kommet en ny regering til. Der har været en tendens til en nødvendighedens politik – men ikke en ideologiernes politik. Vi skal have det politiske tilbage i centrum," siger han.

Jens Ringberg ser det ikke bare som en bevidst strategi, men også som noget, der er blevet til gennem en særlig handlekraft hos statsministeren.

"Mette Frederiksen er den første statsminister, der er stærk nok til at trodse djøf'ernes modstand mod forandringer og gennemføre en sådan forandring," siger han. Og måske var Rossens stilling det første skridt mod et decideret politisk kabinet. Det ville give god mening, mener han.

"Jeg synes, at man skulle skele til Sverige, hvor man har statssekretærer og kabinetter. Det ville give langt mere rene linjer end i dag, hvor vi både har særlige rådgivere og neutrale pressechefer – og dermed stadig en evig diskussion. Politiske kabinetter ville give en langt mere ren røv at trutte i".

Ringberg opfatter ikke de særlige rådgivere som et problem for sit arbejde som journalist.

"Jeg har et fortrinligt samarbejde med mange særlige rådgivere i forhold til at vende den politiske situation og få input til den politiske analyse," siger han. "Jeg bruger dem til at forstå tænkningen i forhold til den konkrete politik hos den enkelte minister og i forhold til den samlede regering. Jeg er ret bevidst om, at rådgiverne ikke er der for min skyld. Og ret klar i forhold til, at det modsatte heller ikke er tilfældet".

Arne Hardis fra Weekendavisen mener, at de særlige rådgivere faktisk er noget nemmere at forstå og arbejde med end embedsmændene.

"Der er jo tusindvis af interesser på spil hele tiden. Hvis man ikke kan se det, skal man ikke være journalist. At antallet af rådgivere er steget, udfordrer jo egentlig bare vores dygtighed, og det er ikke noget, jeg er bekymret for. Jeg er på talefod med rådgiverne. De sidder på den centrale information, men de er jo lette af gennemskue, fordi de jo er varedeklarerede. Vi ved, hvem de er, og hvorfor de er her. Det er faktisk mere indviklet med embedsmænd, synes jeg".

Og tilbage til den "første" mørkets fyrste: Michael Kristiansen. Her er der også opfordring til at få fokus på politik snarere end processen.

"Vi opererer stadig i – og med – et mediepolitisk landskab, hvor alle kender alle. Kald det et ekkokammer eller ananas i egen juice, men en konsekvens er, at medierne elsker de historier om, at alle kender alle. Det kommer tit til at dreje sig om proces – om at afdække, hvem der kender hvem. Det politiske træder i baggrunden. Men det politiske projekt er og bliver det vigtigste. Det skal man have – ellers skal man ikke være i politik. Og lige netop dér er den særlige rådgiver vigtig, fordi han eller hun skal teste og udfordre det politiske projekt. Hvis vi kigger på det på den måde, så er rådgiveren jo netop med til at garantere det politiske. Ikke at underminere det," siger han.