Ove Kaj Pedersen: "Konkurrencestaten er meget solidarisk"

En lørdag i august 2013 lå Ove Kaj Pedersen i sin seng iklædt pyjamas og så Downton Abbey, da telefonen ringede. I røret var en journalist fra TV 2, der ville høre, om “Socialdemokratiets nye chefideolog” ville stille op til et interview.  

”Han er hverken ideolog eller socialdemokrat, og han sidder oppe i sin seng og ser tv,” lød afvisningen fra hans kone, der havde taget telefonen.  

Anledningen til opkaldet var landet på forsiden af Politikens debatsektion få dage forinden. En helside i broadsheet-format, hvor den daværende finansminister, Bjarne Corydon (S), erklærede, at han ”tror på konkurrencestaten”.

To år inden opkaldet havde den i dag pensionerede CBS-professor udgivet en bog, der beskrev et nyt stadie i den danske velfærdshistorie: konkurrencestaten.

Her viste han, hvordan måden, velfærden blev udmøntet på, havde forandret sig, siden velfærdsstaten blev opbygget. I løbet af 1980’erne begyndte en proces, hvor velfærd ikke kun var offentligt forbrug af samfundsøkonomien, men skulle bidrage til dens vækst.   

Bogen havde indtil Bjarne Corydons interview med Politiken vakt begrænset opsigt i den brede offentlighed, men med ét blev Ove Kaj Pedersen katapulteret ind i hidsig en debat om reformer af dagpengesystemet, kontanthjælp, SU og selskabsskattelettelser.

”Corydon prøvede, men det endte galt. Min opfordring er klar: Der er ingen grund til ikke at prøve igen.” 

Ove Kaj Pedersen, professor emeritus

Han var blevet konkurrencestatens fader.  

”Jeg havde aldrig haft kontakt med Bjarne Corydon eller diskuteret konkurrencestatsbegrebet med Socialdemokratiet. Hans udmelding kom ud af den blå luft, og jeg brød mig ikke om at blive vævet så tæt sammen med Socialdemokratiets ledelse."

"Men gradvist begyndte jeg at acceptere og forstå, at Corydon gjorde noget nødvendigt: Han koblede værdipolitik til sin regerings reformkurs og understregede det enormt succesfulde samfund, som reformer kan skabe. Samtidig anerkendte han, at en uendelig reformproces er en nødvendighed for en lille åben økonomi, som konstant er påvirket af de store aktører i verdensordenen. I den forstand forstod han jo, hvad konkurrencestaten drejer sig om,” siger Ove Kaj Pedersen. 

Brug for et forsvar 
Konkurrencestaten er siden Corydon-interviewet i 2013 blevet et af de mest omdiskuterede begreber i den danske samfundsdebat.  

For Ove Kaj Pedersen blev opkaldet fra TV 2 starten på en debat så ophedet, at han en periode trak sig fra den. Nu er han tilbage med sin nye bog, Reaktionernes tid – Konkurrencestaten mellem reform og reaktion. Heri forsøger han at gøre, hvad Corydon i sin tid prøvede i Politiken: at føre et værdimæssigt forsvar for konkurrencestaten og dens opståen. 

”Enhver statsteoretiker har siden Platon vidst, at staten kun findes i vores hoveder. Og hvis ingen tør forsvare konkurrencestaten, mister den sin legitimitet. Derfor denne bog, som er et opråb til politikerne: Begrund og forsvar konkurrencestaten,” siger Ove Kaj Pedersen. 

Ifølge Ove Kaj Pedersen har der i de senere år spredt sig en farlig fortælling om, at konkurrencestaten undergraver det sikkerhedsnet og den sociale tryghed, der udgør samfundskontrakten i en velfærdsstat.

I stedet for at forsvare konkurrencestaten hopper partier på tværs af det politiske spektrum med på vognen.  

”Corydon ville forsvare konkurrencestaten, men endte med at gøre den til tidens store politiske skydeskive. Der hersker, særligt på venstrefløjen og i de faglige organisationer, men også på dele af højrefløjen, en myte, som turnerer bredt i disse år: at velfærdsstaten var en succes i gamle dage, og at vi skal tilbage til den succes og væk fra konkurrencestaten,” siger han.  

”Først og fremmest giver argumentet ingen mening, for velfærdsstaten har aldrig været statisk og er altid under forandring. Desuden er konkurrencestaten som udvikling af velfærdsstaten en enorm succes. I 1980’erne lå vi i top-20 på The Economists liste over veldrevne samfund. I dag ligger vi mellem tredje- og femtepladsen. Før konkurrencestaten var vi en middelmådig velfærdsstat, nu er vi en velfungerende."

"Det er unikt, at vi har opretholdt en stor velfærdsstat, stor social tryghed, stor lighed, samtidig med at vi har holdt os konkurrencedygtige i international sammenhæng. Vi er en verdensstjerne. Derfor er det meget overraskende, at ingen vil tage æren for vores succes,” siger Ove Kaj Pedersen.  

Ikke uden fejl 
I dagens politiske Danmark er venstrefløjen splittet.  

Med tre statsministerkandidater og store uenigheder om værdipolitikken er en af stadigt færre fællesnævnere i rød blok kampen mod konkurrencestaten.

Også hos Socialdemokratiet, hvor Mette Frederiksen offentligt har lagt afstand til begrebet og tordnet mod new public management-styringen af den offentlige sektor.  

Hos SF, Alternativet og Enhedslisten beskyldes konkurrencestaten for at bidrage til stressepidemien, stigmatiseringen af de arbejdsløse, djøfiseringen af den offentlige sektor, OK18-konflikten og Moderniseringsstyrelsens indflydelse.  

Venstrefløjen og de faglige organisationer begrunder kritikken med, at en stor del af danskerne føler en udhuling af velfærden og mindre tryghed på arbejdsmarkedet. 

Ove Kaj Pedersen anerkender, at dele af kritikken har noget på sig. De omfattende dokumentationskrav i dagpengesystemet er gået for vidt. Mistillid præger de arbejdsløses møde med staten.  

”Incitamentsbaserede sociale ydelser har lagt pres på mange af de mennesker, der ikke er en del af arbejdsmarkedet. Til gengæld er rekordmange i arbejde: 180.000-200.000, der har været på overførsel, som er kommet i arbejde. På den måde har konkurrencestaten, som alle andre samfundsmodeller, bragt både gode og mindre gode ting med sig. Men bundlinjen er, at vi har en rekordlav ulighed og meget få fattige, og at det finansielle råderum er større, end Velfærdskommissionen i 2006 kalkulerede med.” 

”Men at der er negative elementer i konkurrencestaten, er ikke et argument for, at vi skal bremse op og stoppe reformkursen. Det er tværtimod et argument for at fortsætte den. Vi kan sagtens inden for konkurrencestaten udbedre dens fejl,” siger han.  

Konkurrence er solidarisk 
Ove Kaj Pedersen er selv barn af velfærdssamfundet og kalder det hovedløst, når han beskyldes for at forsvare dets afvikling.

Han vedkender, at han allerede tilbage i 2013 burde have været mere klar i mælet og defineret, hvorfor konkurrencestaten er ønskværdig samt fokuseret mere på dens fejl. 

Ved ikke værdimæssigt at forsvare konkurrencestaten åbnede han en flanke. Den er blevet brugt til udelukkende at italesætte de negative konsekvenser af udviklingen, mener Ove Kaj Pedersen. 

”En gang imellem ville jeg ønske, at jeg havde valgt et andet ord end konkurrencestat. For historisk set har der politisk været en tendens til at modstille konkurrence og solidaritet. Men konkurrencestaten er meget solidarisk. Den tilstræber at fremme Danmarks internationale konkurrenceevne som en forudsætning for at skabe velstand, som kan fordeles til velfærd.” 

”Jeg er født og opvokset i velfærdsprojektet, jeg er et godt resultat af den danske folkeskole og har haft enorm glæde af at vokse op i velfærdsstaten. Jeg kommer ikke fra en rig familie – tværtimod. Jeg har aldrig gået i gymnasiet, fordi det var jeg for dum til. Jeg har fået livets muligheder og social mobilitet fra velfærdsstaten. Ingen kan brække mine arme og få mig til at tale dårligt om velfærdsstaten. Min bog er et forsvarsskrift for velfærdsprojektet, ikke en kamp for dens afvikling,” siger han. 

Mere reformamok end nogensinde 
Det kan være svært at forstå Ove Kaj Pedersens påstand om, at reformkursen er truet.  

Nok er VLAK-regeringens planer om at lette topskatten og forhøje pensionsalderen sendt til hjørne af Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.

Men siden finanskrisen er førtidspensionen, dagpengene, efterlønnen og topskatten blevet reformeret, og Danmark fremstår som en robust økonomi, der ifølge vismændene er polstret til fremtiden.  

Har den nu pensionerede professor emeritus i komparativ økonomi undervurderet, hvor rodfæstet reformismen og konkurrencestaten er? 

”Nej. Godt nok har reformismen vist sig effektiv efter finanskrisen. Bankerne har tilbagebetalt deres statslån, og nøgletallene i dansk økonomi er gode. Det er en succeshistorie for reformkursen, som samtidig er tyndslidt, fordi vi ikke vil være vores samfundsmodels robusthed bekendt.” 

”Stort set hele det politiske spektrum lider af skizofreni. Når huset brænder, er der bred vilje til at reformere os ud af kriserne, men bagefter er man ikke klar til at vedkende sig succesen af det gode arbejde. Vi er på fornem vis kommet ud af krisen ved at være en konkurrencestat. Alligevel skyder vi på den. Det er en farlig tendens. Vi kommer til at gå mere reformamok end nogensinde med de udfordringer, vi står foran. Et reformstop er kun at løbe ind i et forklaringsproblem over for vælgerne om tre år,” siger han.  

Ikke nødvendighedens politik 
Konkurrencestatens mekanismer bliver af dens kritikere set som et led i en større tendens i vestlige demokratier. Den nuværende verdensorden har fastsat målene for et succesfuldt samfund, og om vi vil det eller ej, pågår jagten på vækst i en evig kamp for at tilslibe statens konkurrenceevne og tiltrække internationale investeringer.

Formlen er reformer, og uanset om vi stemmer til venstre eller højre for midten, får vi dem.  

Fænomenet hedder nødvendighedens politik. Og når Ove Kaj Pedersen taler om uundgåelige reformer, vækker han sandsynligvis en vrede i den store del af vælgerskaren, der ikke vil have flere af dem.  

Selv afviser han at være gået i fælden med nødvendighedens politik. 

”Jeg hverken har eller vil bruge begrebet ’nødvendighedens politik’ om reformismen. Min bog er ikke et forsvar for teknokratisme, afpolitisering og ekspertvælde. Den er faktisk et forsøg på det modsatte. Nemlig at få politikerne til at italesætte reformismen som en egentlig ideologi med egne værdier. Og selvom det er legitimt, hvis vælgerne ikke vil have reformer, er politikere og partier ikke kun forpligtet på at løbe efter vælgerne. De er også forpligtet til at være halvandet skridt foran og guide dem,” siger han.  

En ny ideologi 
At reformismen – en vedvarende reformkurs – må forsvares ved, at midterpartierne i dansk politik italesætter den som en egentlig politisk ideologi, er et hans nye bogs vigtigste argumenter.  

”Den dominerende dimension i den politiske debat er i dag at fastholde, hvad vi allerede har. Både i velfærdspolitikken, udlændingepolitikken og retspolitikken. Det eneste område, hvor reformismen stadig har vind i ryggen, er omkring miljø, energi og den grønne dagsorden.”  

Dermed er vi efterladt med et Folketing, hvor stort set ingen formulerer nye fremtidsbilleder. Det er en skarp kontrast til tiden under opbygningen af velfærdsstaten, som var et af de mest ambitiøse og utopiske samfundsidealer i den politiske danmarkshistorie, mener Ove Kaj Pedersen.  

”Reformismen har været en kæmpe succes, men har en indbygget svaghed. Den har indoptaget kravene fra konservatisme, socialisme, socialdemokratisme og liberalisme og neutraliseret konflikterne mellem disse. Men heri har den også gradvist og ideologisk udtyndet sig selv, og reformister har undladt at opbygge et idegrundlag for reformismen som sådan. Derfor har reformismen i dag svært ved at argumentere for sig selv, sin historie og sin succes.”  

”Fraværet af fremtidsvisioner og understregningen af, at status quo er det bedste, vi kan forestille os, er et tydeligt tegn på, at den politisk-ideologiske historie er død i Danmark. Det er den slet ikke i vores omverden, det skal vi nok få oplevet de næste par år,” siger Ove Kaj Pedersen.  

Den mindst ringe velfærdsmodel 
Som kampskrift for reformismen er bogen et ambitiøst, men også svært projekt.  

De store ideologier er, konservatismen undtaget, kendetegnet ved at italesætte eksplicitte endemål. Utopier, om man vil. Ligesom utopien om en universel velfærdsstat, der lagde byggestenene til det tyvende århundredes store velfærdsreformer.  

Men hvis reformismen er en afbøjning mellem de store ideologier, følger også den logiske konsekvens, at ideologiernes endemål sættes ud af spil.  

Reformismen er på en og samme tid en ideologi, men også en ikke-ideologi, idet den ikke har et endemål, men i stedet er kendetegnet ved at bruge erfaringer fra forrige reformer – gode såvel som dårlige – som grundlag for den næste reform.  

Hvordan kan politikerne føre værdikamp for en konkurrencestat, der ikke italesætter en utopi, blot løfter om små, gradvise forbedringer? 

”Det er en god pointe, som jeg også har tænkt længe over. Derfor er bogen også blevet en fordring om, at man systematisk tænker over og formulerer reformismens værdisæt, og ikke en formel for reformismens værdisæt. De folkevalgte skal fastsætte de endelige værdier for konkurrencestaten, ikke jeg. Det bliver svært, men de er nødt til at prøve. Det reformistiske velfærdssamfund er ikke perfekt, men det er den mindst ringe, vi har. Liberalismen, konservatismen og socialismen har afklædt sig selv, enten som forkerte eller direkte livsfarlige. Tilbage står vi med en model, der virker, men som vi ikke kan begrunde. Corydon prøvede, men det endte galt. Min opfordring er klar: Der er ingen grund til ikke at prøve igen,” afslutter han.