Patrick J. Deneen: Det liberale samfund har sejret sig selv ihjel

"Jeg har altså ikke et eller andet utopia, jeg kan trække op af baglommen.”

Patrick J. Deneens svar er på det her tidspunkt ved at krydse grænsen fra passioneret forsvar til utålmodig frustration. Jeg har fået 35 minutter til at interviewe ham, og det er kort tid, når det handler om, hvorvidt det liberale demokrati synger på sidste vers eller ej. Efter et par indledende øvelser er der ikke tid til, ‘hvad mener du, når du siger-spørgsmål’. Det er tydeligt, at Deneen, der er professor i politisk teori ved Notre Dame-universitetet i Indiana, føler, at jeg ikke gør nok for at forstå ham. Men egentlig er det bare, fordi jeg er provokeret. Ikke af ham, han er både flink og morsom, men af hans bog.

Og som så mange af hans kritikere, er det, fordi det langt fra er let at finde modsvar til eller ryste Why Liberalism Failed af sig. Den er et indigneret og velformuleret angreb på selve det politisk-filosofiske fundament for de vestlige samfund. Det er det, han mener med liberalisme. Det er ikke, som vi ellers forstår det i Danmark, en bestemt holdning til stat og skat, han er ude efter, men de grundlæggende tværpolitiske idéer om samfundet som resultatet af en kontrakt indgået af og indrettet efter frie, rettighedsbærende og vælgende individer.

I Deneens analyse har det ført til et samfund, hvor sammenhængskraften er opløst, og hvor markedet og staten har taget kontrollen fra borgerne. Og han udlægger de illiberale og populistiske opgør i USA og Europa som forståelige, men med deres betoning af stærke ledere og stærkere stater også vildførte oprør mod liberalismen.

Hvis liberalismen er årsagen til sine egne problemer, så kan mere liberalisme ikke være løsningen.

Patrick J. Deneen

Selvom jeg aldrig har været tilhænger af hans landsmand og kollega Francis Fukuyamas tese om historiens afslutning, mener jeg, at det liberale demokrati med borgerlige rettigheder, parlamentarisme, tolerance og kapitalisme er store civilisatoriske goder, vi skal værne om. Men Deneen? Han ser sådan nogle argumenter som skalkeskjul for en elites magt og privilegier.

“Liberalisme opstod som en modreaktion på aristokratiet og på nedarvede privilegier. Men der er kommet et nyt aristokrati, der udgøres af dem, som har de evner og kompetencer, der kræves for til at leve i en verden uden faste grænser, og hvor identitet er noget, man selv skaber. Mens de, der sætter pris på nære og lokale fællesskaber, de nationale traditioner og alle de sammenhænge, man er født ind i, i høj grad er udelukket,” siger Deneen over telefonen.

Ikke kanariefuglen i kulminen
Men lad os lige spole tilbage, og få perspektivet trukket op.

At der med Trump, Orban, særinteressernes dominans, manglende forståelse af, hvordan indvandring påvirker befolkningerne, og stivnede bureaukrater er krise i det liberale demokrati i disse år, er der nemlig bred konsensus om. Det har i den grad præget de seneste 12 måneders bogudgivelser fra de politiske tænkere, hvoraf vi har præsenteret anmeldelser og interviews med flere af dem her i Altinget: magasin. Herfra har forklaringen på krisen i det liberale demokrati lydt på, at kombinationen af bureaukrati, ulighed og manglende lydhørhed over for bekymringer, når det kommer til indvandring, har gødet jorden for illiberale strømninger. Problemet har ikke været liberalismen selv, men måden den er blevet udmøntet på.

Men for 53-årige Deneen er de illiberale strømninger og folkelige oprør ikke kanariefugle, der pipper om gasudslip i den kulmine, der er det liberale demokrati. De er selve konsekvensen – utilsigtet eller ej – af at den liberale samfundsmodel er gennemført.

“Det er det, der er mit argument. Den liberale orden bryder sammen, fordi den rent faktisk er lykkedes. Ikke fordi der er for lidt liberalisme, men fordi liberalismen ikke er bæredygtig, når dens principper er fuldført,” forklarer Deneen.

“I virkeligheden tager jeg en meget klassisk tradition op, gående helt tilbage til Platon og Alexis de Tocqueville, som hævder, at enhver samfundsmodel bærer kimen til sit eget sammenbrud i sig. Det er der, det liberale demokrati befinder sig nu.”

Det nye aristokrati
Det er den pointe, Patrick J. Deneen udruller de 250 sider, Why Liberalism Failed strækker sig over. En bog, der siden udgivelsen i januar, hvor Trump også blev indsværget som præsident er blevet diskuteret heftigt over flere sider i The New York Times og The Atlantic

“Jeg skrev ikke min bog som en reaktion på valget af Trump. Faktisk færdiggjorde jeg den længe før. Men jeg er overhovedet ikke overrasket. Liberalismen er lykkedes i sådan en grad, at folk faktisk er blevet løst fra deres det, man kan kalde deres ‘ikke-valgte forpligtelser’ – altså deres kultur, deres konkrete fællesskaber og deres traditioner. Der er en frustration over staten – både i EU og i USA – hvor regeringen styres af et lille oligarki og plutokrati. Og der er frustration over det globale markeds grænseløshed og usikkerhed og ustabilitet. Så vender mange sig til den stærke mand – eller i det mindste én, der hævder at være den stærke mand – som lover at vende udviklingen og føre magten tilbage til de magtesløse. Ironisk nok hævder de stærke mænd, at de kan bruge staten til give de magtesløse magten tilbage. Som om en af årsagerne til problemerne også kan være løsningen.”

En lang række andre public intellectuals har på lange stræk den samme diagnose, men de fastholder, at evnen til selvkorrektion stadig kan redde det liberale demokrati. Men du siger, at vi er forbi det punkt. Hvorfor?

“Ja, hvis liberalismen er årsagen til sine egne problemer, så kan mere liberalisme ikke være løsningen. Jeg ser den slags argumenter som udtryk for et forsøg på at fastholde magt og position. Der er en dynamik, hvor liberale både til højre og venstre meget højtråbende hylder ligheden og proklamerer, at de kæmper for alles lige rettigheder, men samtidig diskuterer vi ikke de strukturelle betingelser, der understøtter den liberale elites magt. Og jeg tror også, det er med til at forblænde de liberale eliter. De ser ikke, at vi har skabt et samfund, der giver dem en masse fordele, mens det er en barriere for et godt liv for alle andre.”

Men er det rigtigt? De liberale demokratier har skabt uhørt velstand og enorme fremskridt, vi er rigere og sundere end nogensinde før, og andre samfundsmodeller har ikke alene kunnet det samme. De har været rendyrkede menneskelige katastrofer.

“Ja, det er vigtige goder, og dem anerkender jeg også i min bog. Men der er to problemer. For det første bliver de goder stadigt mere ulige fordelt, måske særligt i USA, og der er ikke udsigt til, at det bliver anderledes.”

“For det andet så er det altså en meget materialistisk målestok, som ikke siger meget om det, man kunne kalde sjælens sundhed. Den materielle succes forvandler os til forbrugere, og jeg tror, mange nu gennemlever den erfaring, at forbruget ikke er det ultimative mål. Og vi ved fra en masse samfundsvidenskab, at ægte tilfredsstillelse i livet er noget, folk opnår gennem deres relationer til andre mennesker, følelsen af tilhør og medlemskab – familie, fællesskab, religion osv. – og ser vi på de institutioner, er de under opløsning. Måler vi med den målestok, så klarer vi os netop ikke særlig godt. Og vi kan ikke engang se det, fordi vi ikke vil indrømme, at det er et sandere mål for succes.”

Det kvælende lokalsamfund
Deneen bruger langt det meste plads i sin bog på kritik, men hans egen position kan måske bedst beskrives med det, der i Storbritannien kaldes rød konservatisme. En politisk tankegang, hvor lokale fællesskaber, stærke familier og lokalt demokrati er en hjørnesten, mens man er meget kritisk både over for det globale marked og for den moderne administrative stat, som man ser motorer for rodløshed, tyndere og tyndere moral og egoisme. Det er ikke mindst det, mange af hans liberale kritikere har haft det mest ambivalent med.

Det nære og varme fællesskab er en tiltrækkende idé – og store sociologer som Harvardprofessoren Robert Putnam har påvist, at Deneen og andre har en pointe, både når det kommer til, hvor udsatte lokale fællesskaber og familier er, og hvor store de sociale konsekvenser af det er. På den anden side er det lokale og tætte fællesskab jo kun godt, så længe man er enige om værdier og normer. Derefter bliver det let kvælende, hvis andre skal blande sig i ens liv. Hvad siger Deneen til det?

“I et liberalt samfund fokuserer vi på omkostningerne ved et mere tætvævet samfund. Det bliver fremstillet i film og bøger om den lille spændetrøje af en by, der undertrykker individet. Vi ser aldrig de positive sider af de tætte fællesskaber, og man vil heller ikke fremvise omkostningerne ved projektet om den fuldstændige frigørelse og den sammenbrudte sammenhængskraft.”

Jo jo, men det er måske, fordi det er en rigtig pointe. Vi er ikke enige om, hvad der er et godt liv, og så bliver det rå magtudøvelse, hvis vi ikke har en kulturel norm om ikke at blande os i hinandens liv. Hvorfor er det ikke rigtigt?

“Det er den sædvanlige liberale argumentation over for idéen om fælles grundlæggende værdier. Man benægter, der findes fælles goder, og man benægter, at den liberale model selv har nogle meget bestemte værdier. Men det har den. Liberale samfund skaber liberale mennesker – det skaber os og former os. Jeg hører meget snak om vores pluralistiske samfund i dag. Men jeg ser mere standardisering end pluralisme. De eneste, der skiller sig ud, er dem, der ikke deler liberalismens værdier, og de bliver så betragtet som ‘problemer’. Liberalismen er ikke så værdifri, som den hævder at være. Her bør vi få en mere ærlig debat. Det er ikke de tolerante mod de intolerante, men en debat om forskellige værdisæt.”

“Men det, der følger med princippet om ikkeindblanding er det udeblevne engagement og investering i vores medborgeres skæbne. Jeg mener, at vi lever med erfaringen af konsekvenserne af liberalismens succes med at indføre ligegyldighedsprincippet, fordi det afpersonaliserer ansvaret og gør vores relationer til hinanden kolde og nyttebaserede. Jeg slutter min bog med at sige, at vi skal praktisere og øve andre normer end dem, det liberale samfund indgyder. Det handler ikke om at vende tilbage til middelalderen, men om at dyrke sine forpligtelse over for andre mennesker og dyrke det lokale liv og dyrke det fælles gode. Vi bør hylde dem, der forpligter sig, og vi bør forme et samfund, der sætter pris på ægteskabet og familien og sætter det højere end selvrealisering og forbrug. Det handler ikke om at være illiberal eller antiliberal. Det handler om at lave en postliberal orden, der starter med at tage det gode fra liberalismen og fjerne sig fra dens fiaskoer.”

Udhulet borgerskab
Det er sådan cirka her, Deneen bliver lidt utålmodig. I sin bog nævner han få eksempler på andre livsformer, som han mener er mere løfterige. Kristne, økologiske samfund og den slags, men hans pointe er, at han netop ikke kan komme med universelle løsninger, for dem tror han ikke på. “Enhver kultur må finde sin egen version af det,” som han siger til slut.

“Det fælles gode er noget, lokale fællesskaber udarbejder sammen, og ofte er det jo selve det at gå sammen med andre, diskutere tingene og skabe noget sammen på tværs af uenighed. Det var det, man engang mente, at politik var. Men det sker ikke længere. Vi mødes ikke og debatterer og via det prøver at finde en fælles grund. I stedet stadfæster vi bare vores egen position over for andre. Liberalismen har udhulet borgerskabet og demokratiet. Vores forpligtelse over for hinanden kommer fra, at uanset hvad vi gør, så påvirker vi hinandens skæbne. Det burde være udgangspunktet for vores politiske system, og det er det ikke, hvis vi gør ikkeindblanding til vores højeste princip.”