Hun tager sig god tid, før hun svarer på spørgsmålet. Ikke så underligt, for netop det spørgsmål har domineret SF’s nyere historie og altid ligget der som en understrøm, siden Aksel Larsen dannede partiet tilbage i 1958. Spørgsmålet om regeringsmagten – og om den kan købes for dyrt.

”Nej, jeg mener ikke, man per automatik får mere indflydelse af at være i regering,” svarer Pia Olsen Dyhr omsider.

Pia Olsen Dyhr forsøger energisk, utrætteligt, insisterende, vedholdende og stædigt at tale fremgangen op, men SF ligger typisk bare mellem et halvt og et helt procentpoint bedre end det miserable valgresultat på 4,2 procent.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

”Det kommer an på, hvordan ens position er, hvor vigtig ens stemme er. Lige nu demonstrerer Liberal Alliance, at man ikke nødvendigvis har mere indflydelse i en regering.”

At en SF-formand nu kan sende en stikpille til regeringspartiet Liberal Alliance understreger, at den politiske skæbnegudinde nogle gange har sin egen morbide form for humor. Under hele Thorning-perioden var det et fast mantra for LA, at det værste, et parti kunne komme ud for, var at holde brandudsalg for at komme i regering. SF blev brugt som skoleeksemplet på, hvor katastrofalt det kunne gå. Og så alligevel …

Var der noget, vi virkelig svigtede med, da vi sad i regering, så var det, at uligheden steg i Danmark.

Pia Olsen Dyhr

Her ville SF-stifter Aksel Larsen sikkert have tyet til et klassisk Karl Marx-citat: ”Historien gentager sig. Første gang som tragedie, anden gang som farce.”

Men LA’s copycat gør ikke SF’s tragedie mindre. Forvandlingen af den enestående succes 2007-10 til den totale nedsmeltning 2011-15 er det største tilbageslag i partiets snart 60-årige historie. Langt værre end den strukturelle nedtur i 70’erne, hvor SF blev klemt af den yderste venstrefløj i kølvandet på 68-oprøret.

For den seneste nedtur er langt hen ad vejen selvforskyldt, et resultat af forkerte strategiske beslutninger. Det er det, man nu har lært af, forsikrer Pia Olsen Dyhr:

”Vi skulle aldrig have accepteret at videreføre den borgerlige økonomiske politik. Tænk, at SF gik ind i den første centrum-venstre-regering på det grundlag. Det var jo helt skørt!”

Så I skulle simpelthen have sagt: På det grundlag deltager vi ikke i en regering?

”Ja, det skulle vi. Læren fra sidst er, at man aldrig skal gå i regering for enhver pris. Hvis man på forhånd har lagt sig fast på at deltage i en regering, mister man jo nogle forhandlingsmuligheder. Her stod Margrethe Vestager (R) meget stærkere, fordi hun kom og gik til forhandlingerne i Det Sorte Tårn, som det passede hende.”

At SF op til dannelsen af Thorning-regeringen ville i regering ”for enhver pris”, er en ret objektiv konstatering. Det blev illustreret et års tid før valget i 2011 under den heftige debat om et pointsystem for familiesammenføringer.

Til frustration for mange partifæller tilsluttede daværende SF-formand Villy Søvndal sig et pointsystem med den argumentation, at det var nødvendigt, når SF nu skulle i regering med socialdemokraterne. Et første tegn på forveksling af mål og midler, der blev meget dyr for SF.

Nye alliancer
Belært af erfaringerne vil Pia Olsen Dyhr ikke definere det som et selvstændigt mål for SF at komme i regering igen efter næste valg.

”Det er for tidligt at sige noget om. Det kommer helt an på, hvilken politik en ny regering skal føre. Men jeg vil bare ikke afvise noget.”

”Modsat socialdemokraterne er vi ikke kun reformister, vi ønsker også store samfundsforandringer, hvor vi målrettet bekæmper uligheden, og hvor Danmark bliver det grønneste land i verden. Eller tag sådan noget som stress. Det er da et sygdomstegn ved hele samfundet, at så mange går ned med stress.”

”Så der er nogle store projekter, vi skal i mål med, hvis vi skal i regering. Det er ikke nok bare at sætte nogle flere havvindmøller op.”

Hvad vil du sige til de vælgere, der tror, at I alligevel ender med at gøre som sidst?

”Hør nu her. Det var første gang, SF var i regering. Og vi har lært af det. Vi har betalt nogle voldsomt dyre lærepenge. Vi kommer ikke til at gentage fortidens synder.”

Det handler dog ikke kun om dyrekøbte erfaringer. De sidste par år er der sket strategiske forskydninger i partiernes positioner, og Pia Olsen Dyhr glæder sig over, at Radikale Venstre ikke længere har samme dominerende position.

”Da vi gik i regering i 2011, var problemet, at Radikale havde flertal sammen med de blå. Det er en meget farlig situation, når man ved, at Radikale går ind for topskattelettelser og en forhøjelse af pensionsalderen. Dengang havde S og SF ingen mulighed for at samarbejde med Dansk Folkeparti på de punkter. Men det har jo ændret sig.” 

Gamle fjender forbrødret
Det var et SF i ruiner, Pia Olsen Dyhr overtog efter partiets kaotiske exit fra Thorning-regeringen. Hendes forgænger Annette Vilhelmsen havde slet ikke magtet opgaven som SF-formand, og de katastrofale politiske nederlag i regeringen havde bragt partiet ned på kun godt fire procent i meningsmålingerne.

Oven i hatten var SF splittet på kryds og tværs. Ikke alene havde profiler som Ida Auken, Astrid Krag, Mattias Tesfaye, Thor Möger, Jesper Petersen og Ole Sohn forladt partiet, der var også dybe skel mellem de tilbageværende SF’ere.

Pia Olsen Dyhr havde sammen med Holger K. Nielsen og Annette Vilhelmsen kæmpet for, at SF skulle acceptere ydmygelsen ved at stemme for salget af Dong-aktier til Goldman Sachs – og dermed blive i Thorning-regeringen. Derimod havde folk som Lisbeth Bech Poulsen og Karsten Hønge insisteret på at sige nej til Dong-salget.

De sår var på ingen måde lægt, da en konfrontatorisk Pia Olsen Dyhr holdt sin første tale som formand til SF-landsmødet for fire år siden. Dengang var stemningen i SF’s folketingsgruppe så dårlig, at gruppemedlemmer sarkastisk talte om, at det psykiske arbejdsmiljø efterhånden var en sag for Arbejdstilsynet.

På det punkt ser det langt bedre ud i dag. Det er lykkedes Pia Olsen Dyhr at få samlet det SF, der var ved at gå helt op i limningen. Hovedmodstanderen fra striden om Dong, Karsten Hønge, er ikke længere en intern rebel, men partiets politiske ordfører, der sammen med Jacob Mark som gruppeformand har et tillidsfuldt samarbejde med Pia Olsen Dyhr.

Det går mere trægt med at genvinde vælgernes tillid. Partiet er i fremgang, men ikke markant. Pia Olsen Dyhr forsøger energisk, utrætteligt, insisterende, vedholdende og stædigt at tale fremgangen op, men SF ligger typisk bare mellem et halvt og et helt procentpoint bedre end det miserable valgresultat på 4,2 procent.

”Man kan ikke bare vende skuden på tre sekunder. Der er stadig efterdønninger fra det, der skete i Thorning-regeringen,” konstaterer SF-formanden lakonisk.

Grøn og neoliberal
Dertil kommer, at konkurrencesituationen på venstrefløjen gør det vanskeligt for SF at opnå et hurtigt comeback. I ly af SF’s nedtur er det tidligere så diminutive Enhedslisten vokset frem som det nye store parti til venstre for socialdemokraterne. Og med Alternativets fremvækst er konkurrencen om de grønne stemmer vokset voldsomt.

”Alternativet kom i Folketinget, fordi folk virkelig ville have noget helt andet. De turde tænke ud af boksen i en situation, hvor der var alt for meget fedtspil på midten,” siger Pia Olsen Dyhr anerkendende.

Men så er det også slut med roserne:

”Dengang sagde Alternativet, at de ville spille aktivt med og være med i brede politiske aftaler. Men det er ikke det, der er sket. Normalt står de uden for alle politiske aftaler, ligesom Enhedslisten. Jeg tror, danskerne gerne vil have, man søger indflydelse, samtidig med at man husker den lange bane.”

Men det er vel lykkedes Alternativet at erobre den grønne dagsorden?

”Nej, det synes jeg ikke. SF er i praksis Danmarks grønne parti. Vi har både et godt samarbejde med de progressive dele af industrien, og et tæt samarbejde med de folkelige bevægelser. Det så man for eksempel, da vi stod sammen om at forsvare kystbeskyttelsen i Danmark, hvor det lykkedes at få en folkestemning op at køre og få Folketinget til at besinde sig. Forskellen på os og Alternativet er, at en række af vores grønne forslag faktisk bliver til virkelighed.”

Alligevel er Alternativet det eneste parti, hvor det grønne er vigtigere end alt andet?

”Man kan sige, det er ren røv at trutte i. Men jeg synes ikke, man kan være rigtig grøn uden at være rød. Hvis man skal sørge for grønne forbedringer for de kommende generationer, kan man jo ikke gøre det, uden at der er en klar social balance i det.”

”Alternativet satser på den politiske forbruger. Deres projekt er et neoliberalt projekt, der tager udgangspunkt i, at vi borgere er kunder. At vi som enkeltindivider skal købe og handle anderledes.”

”Jeg tror da, den politiske forbruger er en vigtig magtfaktor. Men jeg er socialist, og for mig er det vigtigste ikke de individuelle handlinger. Hvis den grønne dagsorden for alvor skal rykke, må man erkende, at det her handler om strukturer.”

Alternativet er neoliberale?

”Men det er de jo. Det er fint nok med den politiske forbruger, og det er fint nok, vi allesammen cykler noget mere. Men det er ændring af lovgivningen, der batter.”

Siger SF-formanden, der dermed vælger en noget anden strategi over for Alternativet end Enhedslisten, der har forsøgt at elske Uffe Elbæk (ALT) ihjel.

Feminismen og de etniske kvinder
Mens det på det grønne område mere er midler end mål, der adskiller partier som SF, Enhedslisten og Alternativet, er uenighederne dybtliggende, når det gælder udlændingepolitik og integration.

Her har Pia Olsen Dyhr ikke alene fortsat, men også udbygget Villy Søvndals linje, der gjorde op med venstrefløjens traditionelle håndskyhed i udlændingepolitikken.

Søvndals drejning af udlændingepolitikken – og hans ”skrid ad helvede til” rettet mod det ekstreme islamistiske parti Hizb ut-Tahrir – var med til at gøre SF til et reelt folkeparti, der i en periode lå på 15-20 procent af stemmerne.

For Pia Olsen Dyhr er det frem for alt kvindeundertrykkelse blandt etniske minoriteter, der har fået hende til at skærpe linjen: ”Jeg har altid været feminist og meldte mig ind i SF på grund af kvindedagsordenen. Det er stadig en meget vigtig dagsorden for mig, at man aldrig accepterer overgreb mod kvinder – uanset om det foregår i danske eller etniske miljøer,” siger SF-formanden og fortsætter:

”Jeg har lyttet til nogle af de kvinder af anden etnisk herkomst, der virkelig har haft problemerne inde på livet. Folk som Halime Oguz og Geeti Amiri. Og jeg mødtes for nylig med Sara Omar. Det har gjort et stort indtryk på mig.”

Sara Omar har skrevet den meget roste bog ”Dødevaskeren”, der beskriver ekstrem kvindeundertrykkelse i et muslimsk miljø, ligesom debattørerne Halime Oguz og Geeti Amiri begge har sat fokus på problemet. Halime Oguz er nu folketingskandidat for SF.

Venstrefløjen glemte religionskritikken
Venstrefløjen har altid været i front, når det gælder kvindekamp, homoseksuelles rettigheder og religionskritik. Så hvorfor har det været så svært for venstrefløjen at kritisere kvindeundertrykkelse og religiøs fanatisme blandt etniske minoriteter?

”Det har jeg selv gået og tænkt over. Jeg tror, det hænger sammen med, at SF gik fra at være et hardcore marxistisk parti til mere at blive et identitetspolitisk parti i 80’erne. Der kom sådan en identitets-venstrefløj frem, som handler om en masse andet end klasse. Og så blev vi bange for at snakke om udlændingepolitikken.”

Et vildspor erkender SF-formanden i dag:

”Det var jo dumt, for venstrefløjen har altid været kendt for religionskritik. Det er ikke noget galt med at være religiøs, men religionen er en autoritet, der skal kunne anfægtes som andre autoriteter. Det har vi altid gjort i forhold til kristendommen. Og så er det lidt underligt, at vi ikke kan have diskussionen, hvis det handler om islam. ”

Hun tilføjer med et grin:

”Jeg er helt sikker på, at Aksel Larsen ville være enig med mig i det spørgsmål.”

Den svenske model
Har venstrefløjen været bange for at blive sat i bås med noget, DF har sagt?

”Jeg tror, det er en del af det. Jeg har selv mærket det, da jeg for ikke så lang tid siden sad hos Clement (Kjersgaard, red.) og fik lagt nogle af mine udtalelser frem, der lignede noget Pia Kjærsgaard (DF) havde sagt. Der kunne jeg mærke … årh.”

”Men det er jo fair nok, at vi påpeger de samme problemer. Nogle af tingene er ret objektive, for eksempel at der er flere kriminelle af anden etnisk herkomst. Men når det kommer til løsningen på problemerne, er der på stor forskel på DF og os.”

Mange venstrefløjsdebattører har peget på Sverige som et eksempel til efterfølgelse. Er du i dag glad for, at vi ikke har gjort som Sverige?

”Ja, Sverige er slet ikke noget eksempel til efterfølgelse. Det er en fejl, at man ikke vil diskutere med demokratisk valgte partier. Det er en underlig form for demokrati, at Sverigedemokraterne bliver holdt udenfor. Derfor er debatten også blevet meget mere polariseret i Sverige, og de oplever langt flere voldelige ting end i Danmark.”

For nylig faldt der opsigtsvækkende dom ved en svensk domstol, hvor en voldelig mand med indvandrerbaggrund blev frikendt. Årsagen var, at to domsmænd med anden etnisk baggrund mente, at den voldsramte kvinde slet ikke skulle have taget sagen til domstolene, men have ordnet den i familien – og at mandens familie var meget finere end hendes.

”Jeg kørte bil, da jeg hørte om den dom – og jeg var nødt til at køre ind til siden, fordi jeg blev så hidsig. Det er helt vildt, at domsmænd kan finde på at dømme efter et andet retssystem. Jeg tror virkelig ikke, den slags kan ske i Danmark, netop fordi vi har haft debatten på en helt anden måde.”

Den ultimative
Selvom Pia Olsen Dyhr ser både udlændingepolitik og miljø og klima som meget vigtige områder, er det inden for fordelingspolitikken, SF er blevet ultimativ. Som det eneste parti i rød blok stiller SF et ultimativ krav for at støtte Mette Frederiksen (S). Kravet er skrotning af kontanthjælpsloftet.

Hvorfor netop det krav?

”Det er en indikator på uligheden. Var der noget, vi virkelig svigtede med, da vi sad i regering, så var det, at uligheden steg i Danmark. Når man har en rød regering i Danmark, skal de, der har det sværest, kunne mærke, de får det bedre.” ”Vi peger jo på Mette, det er der ingen tvivl om. Men vi siger, at kontanthjælpsloftet skal afskaffes i regeringsgrundlaget. Og vi er ikke det eneste parti, der mener det. Det her er ikke for sjov.”

Vil I simpelthen stemme for et mistillidsvotum, hvis de ikke fjerner kontanthjælpsloftet?

”Socialdemokraterne kan sige, de fjerner det i den første finanslov. Jeg har hørt, at de gerne vil have en ydelseskommission, der undersøger det nærmere. Det kan være en meget god ide. Men så må man suspendere kontanthjælpsloftet, mens den arbejder.”

Så hvis socialdemokraterne ikke vil suspendere kontanthjælpsloftet eller fjerne det meget hurtigt, kan I ikke støtte en sådan regering?

”Nej, det kan vi ikke. Det kan ikke være så svært. Pengene til at fjerne det, er der,” siger SF-formanden.

Ultimativ eller ej kan man være stensikker på, at det ikke bliver SF, der spærrer vejen til Statsministeriet for Mette Frederiksen. SF står anderledes selvstændigt end i 2011, men af alle partier i rød blok er SF Socialdemokratiets mindste problem.

5 spørgsmål frem mod det kommende valg