Derfor har regeringerne været i krise siden 2011

Forløbet var til at forudse.

I Anders Fogh Rasmussens (V) tid som statsminister fra 2001 til 2009 behøvede man hverken en politisk kommentator eller en islandsk vølve for at spå om, hvordan finanslovsforhandlingerne ville ende.

Forløbet blev konsekvent klappet af over den rituelle flæskesteg, og VK-regeringen og Dansk Folkeparti ville så sikkert som amen i kirken nå til enighed.

I dag henstår nullerne i et særligt skær. Overskueligt, stabilt, velkendt – og på den anden side som en fjern fortid. For da VK-æraen sluttede i 2011, blev det indgangsporten til en tid, hvor statsministerjobbet har krævet en ny kompetence – krisehåndtering. Hvad enten statsministeren har heddet Thorning-Schmidt eller Løkke Rasmussen, har regeringerne siden 2011 været kastet ud i krise på krise.

Spørgsmålet er hvorfor? Hvad er der sket? Hvordan har de tektoniske plader i dansk politik forskubbet sig?

Schlüters kyniske pragmatisme
Fogh-æraen var den politisk mest stabile periode i Danmark siden Anden Verdenskrig, men også de foregående to årtier bød på sammenhængende politiske forløb, hvor statsministrene fastholdt magten i omkring ti år. Om end i skiftende konstellationer.

Nøglen til den konservative Poul Schlüters succes som statsminister fra 1982 til 1993 lå i hans ekstremt pragmatiske indstilling.

Schlüter kunne få flertal for en borgerlig økonomisk politik sammen med Radikale Venstre og Fremskridtspartiet. Til gengæld måtte han se oppositionen styre retspolitik, udlændingepolitik og – indtil 1988 – sikkerhedspolitik. En meget høj pris for en konservativ leder, men for de borgerlige var stabiliseringen af økonomien hovedprioriteten i de år.

I 1988 fik Schlüter afmonteret det alternative sikkerhedspolitiske flertal ved strategisk klogt – og usædvanlig kynisk – at sparke CD og Kristeligt Folkeparti ud af regeringen til fordel for Niels Helveg Petersens Radikale Venstre.