Schlüter: Jeg vil sætte et sidste punktum

INTERVIEW: Poul Schlüter – det borgerlige ikon, den mest succesfulde konservative partileder og landets længst siddende statsminister i efterkrigstiden – tager ordet for sidste gang i ny bog. Det er med stor uro i sindet, at han lukker døren til det offentlige liv, siger han.

Blikket ældes aldrig. Kroppen falder sammen, håret viger tilbage, huden rynker. Men øjnene er levende indtil det sidste. Det er måske derfor, vi siger, at øjnene er sjælens vindue, for sjælen er ikke underlagt tiden. Det tænker jeg, mens jeg sidder over for Poul Schlüter i hans lejlighed på Frederiksberg.

Han har stadig sit blik – en blanding af det snu og eftertænksomme med charme og styrke. Det der schlüterske blik, man kan finde på fotos fra storhedstiden i 1980'erne. Det er rævens blik. Han er stadig Danmarks længst siddende statsminister i efterkrigstiden. Snart bliver han 90 år, og det kan man godt se og mærke på ham. Det behøver man ikke stikke under stolen, for det gør han ikke selv.

"Jeg kan godt mærke, at det er lang tid siden, jeg er blevet interviewet," siger han, da vi er færdige.

Hvordan det?

"Jo, jeg er ikke så god til det, som jeg var engang."

Nu var Schlüter også meget god til det her engang. Måske den bedste. Den skarpe, men elegante og morsomme bemærkning i den hurtige og nogle gange hårde udveksling af argumenter og spørgsmål.

Som dengang han demonterede en yngre Uffe Ellemann-Jensen, der ikke selv var ueffen udi kunsten at være sylespids og sjov på samme tid, og en helt ung Anders Fogh Rasmussen, der aldrig kom til at mestre den metier. De to ministre ville gerne styrke den politiske ledelse i ministerierne over for embedsmændene, og kunne det så ikke være en god idé at få viceministre?

Jo, sagde Schlüter på et ministermøde, mens han slap et par røgringe løs fra sin cigaret, jo, det kunne det da – hvis man ikke kunne passe jobbet selv.

Sagen lukket, som man siger.

Det er ham mere end tilgivet ikke at være i helt samme form. Han bærer ikke længere ansvarets kæder, det er ikke op til ham mere, men han har stadig noget at sige. Nogle afsluttende ord om at være konservativ og om politiske ledelse i et land, der er for småt til, at ét parti kan få sin vilje.

  Det er derfor, Altinget er på besøg. Sammen med tidligere journalist og redaktør, nu administrerende direktør i De Samvirkende Købmænd, John Wagner, udgiver han om føje dage  bogen "Schlüters politiske testamente".

"Ja, den titel fandt jeg på, fordi jeg ville sætte et sidste punktum. Nu bliver jeg snart 90 år. Så er det på tide."

Konservative har været i krise før
Det var den russisk-britiske filosof Isaiah Berlin, der talte om ræve som en metafor for dem, der ikke så på verden igennem én stor idé, men gennem en myriade af erfaringer og tanker. Et pindsvin derimod havde én stor sandhed, alting skulle tvinges ind under. En ræv vidste, at verden ikke var så enkel igen. Det virker rammende for Schlüters form for konservatisme. 

"Hvert parti har sit udgangspunkt. De fleste – navnlig de store – har en bog og en forfatter. Venstre har Adam Smith, og Socialdemokraterne har Karl Marx. Ja, det sidste skal man ikke sige alt for højt, fordi nu er der gået så mange år, så nu tænker de på en friere måde. Og det er kun godt. Men vi konservative, vi har ikke sådan en bog at slå op i. Og det synes jeg kun er en fordel, fordi vi ikke er så bundet af politisk patenttænkning. Vi har en grundholdning, og det kan jeg bedre lide end ideologi."

Det er det, der er temaet for hans bog – grundholdningen og at give den i arv.

For konservatismens problem er i dag, at den ikke er en klar og let kommunikerbar doktrin, men samtidig kun kan leve, hvis nogen taler om den. Sådan er baggrunden for Schlüters bog også hans partis mangeårige krise. 4,3 procent af vælgerne vil i dag sætte deres kryds ved Det Konservative Folkeparti, siger Altingets vægtede gennemsnit. Ved valget i 1984 på toppen af Schlüters karriere var det mere end 23 procent, og hvor man i dag har seks mandater, havde man dengang 42.

"Det har jeg det dårligt med," siger Schlüter, da jeg spørger, hvordan han har det med sit partis tilstand.

"Men vi har været her før. Ved mit første valg som politisk leder i 1975 fik vi kun ti mandater. Det var ringe. Men så satte vi os sammen, vi, der blev tilbage, og blev enige om at køre en identitetskampagne, hvor vi skrev og talte om, hvad den konservative identitet er. Der må man så gentage sig selv i én uendelighed. Det er selvfølgelig anstrengende."

Siden da steg og steg tilslutningen til Schlüter og Det Konservative Folkeparti. Og selv da det hele sluttede i kølvandet på tamilsagen, og han trak sig selv og regeringen i 1993 og overlod magten til Poul Nyrup Rasmussens Socialdemokrati, fik partiet 27 mandater ved det næste valg.

 Og så startede nedturen, der aldrig stoppede. Alt imens har Schlüter og hans storhedstid på én og samme tid været et lykkeligt minde, en aspiration og en møllesten om halsen på hans efterfølgere, der gjorde snart det ene, snart det andet for at komme tilbage til fordums storhed. Og for hver gang kom man blot endnu længere væk og endnu længere ned.

Men selvom Schlüter kun ser endnu større ud, som tiden er gået, benytter han ikke chancen til at sole sig.

Ingen tvivl om, at du har været god for Det Konservative Folkeparti, men har din succes været en forhindring for partiet efterfølgende?

"Jeg forstår godt spørgsmålet. Men det er en forkert anskuelse. Da vi fik det bedste valg nogensinde i 1984 med de 42 mandater, det var jo flot, men det var ikke udtryk for, at der var vælgere svarende til de 42 mandater, som alle sammen følte sig som inderligt konservative. Det var regeringen, og hvad den stod for, de støttede."

Det var faktisk pointen med en anden af Schlüters berømte oneliners om ikke at være så konservativ, at det gjorde noget. Man skal kunne samle flere om sig end dem, der er mest enige i partiprogrammet. I bogen har Schlüter nedfældet et lille essay om, hvad det nærmere betyder. Den private ejendomsret er grundlæggende, balancen mellem menneske og miljø ligeså. Og så taler han om "forandringens tyranni" og om behovet for "en periode med livserfarne justeringer". 

"Hvis livsvilkårene ustandseligt forandres – selvom det ind imellem tilsyneladende er til det teknisk bedre – kan mennesker og familier ikke planlægge og udnytte mulighederne," skriver han.

I lejligheden på Frederiksberg siger han det sådan:

"Jeg er ikke en gammelkonservativ, som vil have, at tingene skal være som i gamle dage. Jeg har ikke faste formler. Jeg har nogle konservative grundholdninger, men det vil andre udleve på en anden måde, og det er helt fint. Men den konservative stræber efter balance. Han går ikke ud i ekstremerne."

Var ikke nok opmærksom på udlændingepolitikken
Schlüter vil ikke sige noget kritisk om den nuværende ledelse. Jeg har ellers taget den seneste kampagne med, hvor Søren Pape Poulsen opfordrer "de kriminelle til at stemme rødt". En måde at kommunikere på, der ligger langt fra den konservatisme og den stil, man møder i Schlüters bog og i hans egen tid. Hvad synes han om den aggressive stil?

"Jeg synes nu ikke, Det Konservative Folkeparti er aggressive. Men de er et lille parti, og der skal meget til, for at man kommer i medierne. Til at stjæle mediebilledet. Og det inspirerer måske til, at man er lidt voldsom en gang imellem. Det er et vilkår for alle partierne. Det er lidt sørgeligt," lyder Schlüters analyse.

Men hvorfor er den politiske tone blevet mere rå og uforsonlig i dag?

"Pressen har bidraget meget til, at dansk politisk debat er blevet et stort skænderi. Journalister elsker at fremme spliden mellem partier, og kan man få en politisk leder til at noget negativt om en anden politisk leder, kommer han på tv. Den tendens er der, og det er vældig kedeligt, for man skal ikke glemme, at der altid skal flere partier til at styre Danmark. Man skal dyrke den politiske uenighed med en vis kultur. For man ved ikke, hvem man arbejder sammen med næste gang."

En anden stor forskel fra dengang til i dag er udlændingepolitikken. Det har sin egen forhistorie i Schlüters tid. Et år inde i hans statsministerskab vedtog Folketinget udlændingeloven af 1983. Oprindeligt havde Schlüters firekløverregering spillet ud med en strammere lovgivning, men et flertal udenom regeringen bestående af Socialdemokratiet, de Radikale, SF og Venstresocialisterne fik blødt den kraftigt op. Udlændingeloven af 1983 blev – med rette – døbt som den mest liberale i verden. Små 20 år senere var det 83-lovens paradigme, der blev skiftet, da VK-regeringen med Dansk Folkeparti lavede udlændingeloven af 2002.

Var I nok opmærksomme på de problemer med integration, der kunne opstå?

"Nej, det var vi ikke. Til at begynde med. Da man vedtog udlændingeloven i 1983, var det præget af Socialdemokratiets synspunkter – og det var nogle helt andre end dem, de står for i dag. Men det var os, der administrerede loven, og vi forestillede os ikke, at det kunne blive til så stor tilstrømning, som der kom. Og efterhånden fik vi også ændret lovgivningen, men det er jo et helt andet billede, vi ser i dag, end dengang."

Var det også, fordi det var en svær debat at tage dengang?

"Ja. Det er rigtigt. Det hang igen sammen med, at vi ikke havde forestillet os, at tilstrømningen blev så stor."

Når du kigger tilbage – er der så noget i udlændingepolitikken, du gerne ville have gjort anderledes?

"Jeg ville gerne have gennemført nogle opstramninger på et tidligere tidspunkt. Men jeg tvivler på, at vi kunne have fået flertal for det."

Udenrigspolitikken er næsten min vigtigste arv
Er der nyt i Schlüters bog? Ja. Han kommer med sin version af, hvem der vidste hvad og hvornår i forbindelse med det, der er blevet kaldt Danmarks Watergate, tamilsagen. Det var tidligere justitsminister og formand for Folketinget Erik Ninn-Hansens værk, og de berømte ord, Schlüter sagde fra Folketingets talerstol om, at "der ikke er fejet noget ind under gulvtæppet", fortæller han, kom fra embedsfolk i Justitsministeriet. Det er en – måske den – af de mange oneliners, han nok gerne ville være foruden.

 Det er også overraskende, at det er Schlüter magtpåliggende at understrege udenrigspolitiske resultater. Typisk fremhæver man ellers genopretningen af økonomien.

"Udenrigspolitikken er nærmest det allervigtigste. Vi oplevede en lang periode, hvor Socialdemokratiet svigtede deres væsen i udenrigspolitikken. De faldt for fristelsen til at genere regeringen ved at optræde sammen med de Radikale og den yderste venstrefløj. Og vi kom i mindretal. Det var i lang tid, også for lang tid. Men til sidst kom chancen for at tage et opgør. I første række om EF (EU, red.) med den vejledende folkeafstemning om det indre marked, og halvandet år senere fik vi mulighed for et opgør med Nato-politikken."

Det er det såkaldte atomvalg, som Folketingsvalget i 1988 kom til at hedde, Schlüter taler om. Op gennem 1980'erne havde Socialdemokratiet og et flertal uden om regeringen ført fodnotepolitik, der tog afstand fra beslutninger i Nato, og nu ville oppositionen have regeringen til meddele, at andre landes krigsskibe ikke måtte være bevæbnet med atomvåben på dansk område.

Schlüter fik indsamlet reaktioner fra flere Natolande – herunder Storbritannien og USA – om konsekvenserne for dansk sikkerhed, hvis det blev vedtaget. Og så udskrev Schlüter valget og vandt – og fik efterfølgende de Radikale med i regeringen mod at smide Kristeligt Folkeparti og CD ud, og dermed brød han det alternative flertal op. Danmark tog ikke længere forbehold i sikkerhedspolitikken.

"Ja, vi vandt begge gange, selvom der til en start var et flertal imod blandt vælgerne. Men sådan gik det ikke. Sidegevinsten var, at Socialdemokratiet kunne vende tilbage til den gode gamle tradition, hvor der var enighed i kredsen af partier om udenrigspolitikken. Ligesom De Radikale gjorde," siger han.

Vi har en svær tid foran os
Blikket ældes aldrig. Men en gammel mand bliver hurtigere træt. Schlüter gnider sine øjenlåg. Han var uforlignelig til det her engang.

Som da han i 1986 skrev et åbent brev i Berlingske Tidende til Mærsk Mc-Kinney Møller, der på rederiets generalforsamling havde kritiseret Schlüter for ikke at være borgerlig og hård nok i filten på det økonomiske område og sætte skatten ned.

"For at sige det lige ud, så finder jeg, at de politiske kommentarer ikke ganske var i det niveau, man kunne forvente af en af landets største og mest succesrige erhvervskoncerner," skrev han til Mærsk, mens han iklædte et knivskarpt svar en fløjlskåbe af uantastelighed.

Det er sidenhen blevet fast inventar, at borgerlige ideologer skælder ud på borgerlige politikere for ikke at være borgerlige nok. Men Schlüter afviser kritikken ved døren.

"Den kritik var uretfærdighed, altså, vi havde lige sat den øverste marginalskat ned med fem procentpoint til 67 procent. Det var jo ikke så ringe. Det var en god begyndelse. Eliten har svært ved at acceptere, at man skal have 90 mandater bag sig, og det har man aldrig i vores lille land. Der skal flere partier til," siger han i dag.

Nu lukker Schlüter så døren til det offentlige liv. Hans efterfølgere på begge sider af det politiske skel fortsatte reformerne og justeringerne af økonomien, man genindførte ikke dyrtidsreguleringen eller fjernede arbejdsmarkedspensionerne. Og selvom gode tider indimellem er blevet værre, har vi aldrig siden været tæt på den afgrund, hans regering styrede landet væk fra.

Men den afklaring om udenrigspolitikken, han taler om, står i et andet lys. EU har været plaget af krise efter krise. Den amerikanske præsident virker helt igennem vaklende i sin opbakning til Nato. Hvilken sindsstemning lukker Schlüter døren med?

  "Med stor uro i sindet. Der er så mange sikre holdninger, som er blevet usikre. Trump i USA er et meget mærkeligt fænomen. Nu kan man ikke bebrejde ham alene, men også vælgerne, som stemte på ham, og det bliver spændende at se, om han vinder om to år. Det håber jeg inderligt ikke, at han gør, for han er så uberegnelig. Og så lyver han. Det er skrækkeligt. Brexit er et andet fænomen, og spændingerne mellem USA og Kina er uløste. Det er en svær tid, vi har foran os."

Alligevel slutter han med en understregning af optimismen som nødvendighed og ikke mindst som ledelsesstil.

"Som politiker må man nødvendigvis bekende sig til optimisme. Den skal være del af ens arbejdsredskaber. Man skal tro på det, man selv stiller op som målsætning, så kan det forhåbentlig smitte af på vælgerne."

Lad det være arven.

Det sidste punktum er sat.

 

"Schlüters politiske testamente" udkommer 19/3 på Gyldendal.

 

Husk at du kan bestille dit abonnement på Altinget: magasin lige her



Forrige artikel EU's største fjender vil ikke længere ud af klubben – de vil smadre den indefra EU's største fjender vil ikke længere ud af klubben – de vil smadre den indefra Næste artikel Fukuyama: Populismen peger på ægte problemer, men har forkerte svar Fukuyama: Populismen peger på ægte problemer, men har forkerte svar
Ambassadøren

Ambassadøren

KARRIERE: ”Man lever livet lidt mere intenst, når man skal forholde sig til sine egne vaner. Når Netto ikke lige ligger rundt om hjørnet, og kødpølsen ikke ligger på hylde tre, hvor man plejer at finde den,” lyder det fra Danmarks nye ambassadør i USA, Lone Dencker Wisborg.