#Selfiemødet: En gør-det-selv-guide til Allinge

Affolkningssituationen er desperat på Allinge, Bornholm.

Udbuddet matcher simpelthen ikke efterspørgslen. De, som vil og skal snakke, er flere end dem, som kan og vil lytte.

Det har sin egen desperate konsekvens. Pinligt deltagertiggeri er udbredt for høj som lav. Det er derfor hverken sjældent eller mærkeligt at møde en kommunikationsdirektør, der lokker for nordbornholmske pensionister om at møde op i et hvidt telt for at diskutere spildevandssituationen i Varde. Naturligvis altid med et skjult tilbud om gratis øl og mad. Dette er ulovligt ifølge Folkemødets regler, men er den eneste sande valuta i Allinge. 

Tiggeriet er ofte kombineret med et socialt pres på ens netværk. Det er en bytteøkonomisk transaktion, og fremmøde er den sociale valuta og vigtigste vennetjeneste. Ergo: Du sidder og keder dig i dine venners hvide telt, for så kommer de senere og keder sig i dit hvide telt. Deltagelse giver adgang og er en bekræftelse af netværkets gensidige forpligtelser over for hinanden. Din placering i det hvide varme debattelt er signalet om anerkendelse. Ikke blot af teltets mennesker, men den måde, teltet ser samfundet og vil ses af samfundet.

Som i enhver mangelsituation er parallelimport en lokkende løsning. Avisen Information har som mange andre i år valgt at importere et panel af almindelige mennesker helt åbent og iscenesat som et nyt spændende borgerpanel. Det er human trafficking med et demokratipositivt navn, hvilket med et snuptag løser det uløselige problem.

Ingen tør sige det højt, men den logiske konsekvens er at markedsudsætte folk i en egentlig pengeøkonomi. Hvad er problemet? Konsulentfirmaer og griske fiskere har allerede finansieret alt fra telte til pølser, forsamlingshuse og fadøl i byen. Den neoliberale organisering af Folkemødet bør gennemføres 100 procent, så deltagelse og fremmøde prissættes korrekt og kan udveksles på et marked. 

Man burde derfor oprette en service, hvor man kunne købe folk til sin debat. Altså i al hemmelighed og fuld anonymitet for både køber af “folk” og sælger af sig selv som “folk”. På samme måde, som der findes services, der sælger likes og venner på sociale medier. Markedet er der uden tvivl, og det vokser. I reklamebranchen har man en måleenhed i kroner og øre, som hedder kontaktpris. Det er den pris, det koster at komme i kontakt med en kunde. Folk er Folkemødets kunder. 

Mit bud er, at kontaktprisen er 55.000 kroner per kontakt med et medlem af folket. Det er de enhedsomkostninger, som er forbundet med at få de mange medarbejdere til at stå og drikke fadøl rundt om det hvide telt i Allinge, når folket er gået efter fem minutter i det alt for varme telt.

Befolkningskrisen er dog også en mulighed. Problemet er også en del af løsningen og løsningen en del af problemet. Lad mig forklare. Et sygehus’ egentlig problem er patienterne. De koster, og det tager tid fra forskning og jagten efter frie fondsmidler. Uden patienter ville ingen være stressede, og alle ville få skrevet deres videnskabelige artikler. 

På samme måde er det med Folkemødet. Her skal der gøres plads til utopi og en drøm om det perfekte samfund uden folket. Hvor alle folkets tjenere får tid til det, som egentlig optager dem. At forestille sig et bedre folk skabt i deres billede. Som Churchill engang skrev: “Det bedste argument imod demokrati er fem minutters konversation med den gennemsnitlige vælger.” Ergo, lex Folkemødet. Det bedste argument for demokrati er fem minutters konversation med en departementschef medieret af en djøf’er i et panel af akademikere.

For uden folk kører det hele bedre og hurtigere. Mange og forkerte folk stiller ofte de forkerte spørgsmål. Folk har svært ved at være med, når der kommer post-its på banen eller tænkehatte. Ja, de bliver ofte en smule skræmte af al den facilitering og procestænkning. Ja, folk har det med at kvæle den gode energi i rummet. Det vigtige er jo også mere ens ansatte og venner – at de forstår ens fromhedsfremvisende signaler og selfier.

Et panel kun omgivet af tidligere paneldeltagere som “folk” giver alt andet en bedre debat. En tale om verdensmålene forstås bedre af folk, som har verdensmållogoet i deres knappenål. En fadøl drikkes og nydes bedre i selskab med folk, som er folkets forbillede. Ergo og indlysende er folk nu bedst som et ord og en PowerPoint i teltet.

Det allerbedste ved affolkningen er, at netværket genbefolker byen. Hvad der gør Folkemødet til en kæmpestor hyggelig fætter-kusine-fest i Mediedebatdjøfdanmark. En unik årlig arena for anerkendelse af hinanden. Vi har hinandens ryg, råbes der fra cirkuspladsen til Gæstgiveren og tilbage igen. Ethvert hej og nik er en hilsen, som viser, du er kendt og anerkendt af dem, du gerne vil kendes ved. Det er pissesjovt og pissehyggeligt, fordi det bekræfter alle i, at “netværket“ er virkeligt. Lidt som Lars Løkkes løbetur med Overdanmark. Her er der ingen, som kan, må eller vil løbe fra de andre. Alle løber i samme retning, nemlig med det fælles mål at binde og beskytte ressourcer mod folkets luner og vrede. I begge tilfælde for at skabe et system, hvor man giver noget til fællesskabet, for at fællesskabet engang, når man mindst venter det, giver noget tilbage. Alting sker i fremtidens skygge. Man opbygger en social kapitalkredit til bytte og konvertering engang i fremtiden.

I Allinge kan man derfor beruse sig af glæde over al den sociale kapital, som flyder rundt i gaderne og ned i ens fadøl. Skål for det! For her materialiseres netværket, og man slapper helt af sammen. Tænk engang, nu behøver du ikke frygte arbejdsløshed, uvidenhed eller social udelukkelse. Du bærer altid et andet menneskeliv i dine hænder, skrev Løgstrup. Folkemødets netværker bærer altid hinandens karrierer opad og videre frem. Bag det hele gemmer sig en oplevelse af densitet. Synliggørelse og virkeliggørelse af, at dem, du kender, kender hinanden og vil alle kendes ved dig. Det er netværkets sociale kontrakt, hvor vi lover at beskytte hinandens adgang til ressourcer, viden og venner. Alt sammen noget, som rituelt sker i Allinges små gader, hvor vi for et kort øjeblik en del af landsbyen og den organiske, men midlertidige bystat. Sammen om byen, som et slogan lyder. Folkemødet er skabt for folket i kærlighed til folket. Desværre er enhver kærlighedshistorie også en spøgelseshistorie. Men er det ikke kun de døde, de glemte, de dumme og de udsatte, som spøger? Jo, og heldigvis. I Allinge slår forbilledet, formynderiet og formidlingen folket. Det er derfor, det er værd at elske for dig og dem, som du kender. Vi ses, venner #selfie.

Dette er en artikel fra Altingets trykte månedsmagasin. Du kan bestille dit årsabonnement (500 kroner) her.