Analyse: Sidste udkald for en aftale om Brexit

BRUXELLES: Når den britiske premierminister i begyndelsen af oktober tager til Birmingham for at tale under det konservative regeringspartis årlige kongres, vil Theresa Mays chance for at skabe en aftale med EU om Brexit måske allerede være forpasset.

Selv om der stadig er et halvt års tid til, at Storbritannien formelt forlader Den Europæiske Union 29. marts 2019, så er tiden for reelle politiske forhandlinger mellem London og Bruxelles nu hastigt ved at rinde ud.

En række omstændigheder på begge sider af Den Engelske Kanal gør, at aftalen er nødt til at falde på plads i løbet af dette efterår, hvis briterne skal undgå at forlade EU uden nogen som helst aftaler om hverken skilsmissens betingelser eller fremtidens forhold til det europæiske samarbejde.

Formelt har Unionens chefforhandler, Michel Barnier, sat et EU-topmøde midt i oktober som deadline. Bag kulissen siger både Kommissionen og forhandlere blandt de 27 andre medlemslande, at forhandlingerne godt kan strækkes en måneds tid mere og eventuelt afsluttes med et ekstraordinært topmøde en gang i november. Men så er det også slut.

Klokken er ved at gå i slag nu. Hvis ikke vi får Nordirland på plads meget snart, så kan vi ganske enkelt ikke nå at færdiggøre alle de andre dele af aftalen i tide.

EU-diplomat tæt på Brexit-forhandlingerne

Det skyldes egentlig ikke manglende vilje – men at begge parter har malet sig op i hvert sit hjørne, hvor de nødvendige lovgivningsmæssige beslutninger og processer for udmeldelsen gør det umuligt at vente længere.

Nordirland skal klares først
På EU-siden skal Europa-Parlamentet bruge et par måneder eller tre på at behandle og vedtage de endelige tekster, og det britiske parlament skal på sin side bruge mindst lige så lang tid.

Faktisk er opfattelsen i Bruxelles nu, at den sværeste og mest langvarige godkendelse kan komme i det britiske Underhus, hvor der foreløbig ikke ser ud til at være flertal for nogen som helst aftale om Brexit.

Hvis alt det skal kunne nås, så skal alle aftaler være på plads i løbet af de næste otte-ti uger. Skal den tidsfrist holdes, så kræver det et afgørende gennembrud i forhandlingernes sværeste spørgsmål, Nordirlands status efter Brexit, allerede her i september.

”Klokken er ved at gå i slag nu. Hvis ikke vi får Nordirland på plads meget snart, så kan vi ganske enkelt ikke nå at færdiggøre alle de andre dele af aftalen i tide. Det hele hænger sammen,” siger en EU-diplomat tæt på forhandlingerne.

I praksis arbejder forhandlerne på to hoveddokumenter: Den grundlæggende ”tilbagetrækningsaftale” om de mange betingelser og regler for skilsmissen – og så en politisk aftale, der tegner rammerne for det fremtidige forhold mellem EU og Storbritannien efter Brexit.

Forholdet mellem de mange forskellige dele af de to aftaler er meget komplekst, og heri ligger problemet.

Mays mislykkede hvidbog
Groft sagt vil briterne have en række garantier for det fremtidige forhold, før de kan give sig på de sværeste spørgsmål om skilsmissen, herunder spørgsmålet om Nordirland. For EU er det omvendt: Der skal ligge en troværdig aftale om Nordirland og de andre dele af skilsmissen, før den politiske aftale om fremtiden kan laves færdig.

Sommerens sværdslag mellem London og Bruxelles har ikke affødt nogen gennembrud på de sværeste områder. Tværtimod. Modløsheden er mærkbar, nu hvor slutspurten er gået i gang.

Både EU og den britiske regering er i gang med at offentliggøre scenarier for en situation, hvor Storbritannien forlader EU uden nogen aftale eller overgangsordning 29. marts næste år.

Det skyldes ikke mindst, at Theresa Mays seneste store fremstød for en aftale er mislykkedes. Efter et drabeligt internt slag på premierministerens landsted Chequers i begyndelsen af juli fremlagde May en britisk hvidbog, der endnu en gang prøver både at blæse og have mel i munden.

Hvidbogen går et stykke vej for at fortsætte med at respektere det indre markeds regler om handel med varer. Men den undtager for eksempel handelen med tjenesteydelser, som blandt meget andet omfatter Storbritanniens enorme finanssektor.

I løbet af juli stod det ret hurtigt klart, at EU’s forhandlere og de 27 andre medlemslande ikke vil acceptere den fremgangsmåde. Frankrig, Tyskland, Italien, Holland, Belgien og Danmark går i front blandt de lande, der klokkeklart afviser, hvad de opfatter som endnu et britisk forsøg på at gøre det indre marked til et tag-selv-bord.

Og hvad værre er: Mens hvidbogen var for lidt for EU, så var den samtidig for meget for mange af Brexit-hardlinerne i Theresa Mays egen regering og det konservative parti. Både udenrigsminister Boris Johnson og Brexit-minister David Davis har forladt regeringen og sluttet sig til det voksende antal konservative, der nu skyder løs på May og hendes forslag i Underhuset.

Dyb splittelse i britisk parlament
Derfor er der i realiteten ingen, der ved, om premierministeren overhovedet har opbakning til sit eget udspil. Eller om hun vil kunne få nogen som helst Brexit-aftale vedtaget i sit eget parlament, hvis det lykkes hende at lave sådan en aftale med EU.

Hendes eget parti er dybt splittet, det store oppositionsparti Labour virker mere interesseret i et magtskifte end en Brexit-aftale, og Mays afhængighed af stemmer fra de nordirske unionister i partiet DUP forhindrer premierministeren i at gå på kompromis om Nordirland.

Dermed er vi tilbage ved det afgørende spørgsmål om grænsen mellem republikken Irland og det britiske Nordirland. May forsøger at overbevise Bruxelles om, at britiske myndigheder godt selv kan håndtere en fortsat åben grænse på EU’s vegne, selv om Nordirland forlader det indre marked og toldunionen sammen med resten af Det Forenede Kongerige.

Den tillid eksisterer bare ikke blandt de 27 tilbageværende EU-lande. Danmark og mange andre lande betragter Theresa Mays irske model som et ”500 kilometer langt hul i det indre marked”, som en kilde siger.

Derfor kræver EU’s forhandlere en britisk garanti for, at Nordirland som sidste udvej kan blive i det indre marked efter Brexit, medmindre der kan findes en anden tilfredsstillende løsning. Men det vil betyde kontrol i nordirske havne og lufthavne, som i realiteten skaber en slags intern toldgrænse mellem Nordirland og Storbritannien. Det har May for længst afvist.

Det er nu eller aldrig
Af den grund forsøger de britiske forhandlere desperat at afkoble spørgsmålet om Nordirland fra resten af aftalerne om Brexit. Foreløbig er der bare intet, der tyder på, at det vil lykkes.

Imens løber tiden. Og bekymringen blandt virksomheder på begge sider af kanalen vokser.

For godt nok er 80 procent af aftalen om Brexit forhandlet på plads – men hvis der ikke kommer en aftale om Nordirland, falder alt det andet på gulvet. Også den planlagte overgangsordning, der skulle give luft til forberedelserne af en ny handelsaftale frem til udgangen af 2020.

Men hvorfor så ikke simpelthen flytte selve datoen for udmeldelse? EU-traktaten giver faktisk mulighed for, at Storbritannien og de 27 andre lande enstemmigt beslutter at forlænge forhandlingsperioden ud over de to år, der er forudset.

Der er bare lige det problem, at briterne også i løbet af sommeren har skrevet ind i deres nye lov om tilbagetrækningen fra EU, at det skal ske præcis klokken 23.00 den 29. marts 2019. Nu ville det altså kræve nye debatter og en britisk lovændring at forlænge forhandlingerne.

Heller ikke det er der tid til længere. Derfor er det nu eller aldrig, hvis Theresa May og EU vil undgå et kaotisk Brexit og en uvis fremtid.

Nogle mener, at det allerede er for sent.