Simon Emil Ammitzbøll-Bille: Jeg blev valgt alt for tidligt

I sin jagt på at revitalisere den pragmatiske, socialliberale midte i dansk politik har Simon Emil Ammitzbøll-Bille stiftet og nedlagt to partier og forladt to andre. Nu står han ved endestationen for en politiske karriere, hvor nederlagene er flere end resultaterne. Altinget har mødt den tidligere minister, kræftoverlever og nu familiefar til en snak om, hvad der gik galt, og hvad han skal nu.

Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Jacob Pedersen

 

I skyggen af coronarestriktioner fulgte venstrefløjen debatten fra sine kontorer. Til gengæld var der fyldt i højre side af salen. Her kunne Simon Emil-Ammitzbøll-Bille fra sin plads alleryderst i Grebningen – den bagerste del af salen, som er forbeholdt Folketingets løsgængere og nye medlemmer – høre blå blok endevende sig selv, mens primært rigsretsmodstandere skiftedes til at tage ordet.

To timer inde i den tre timer lange diskussion gik han selv med korte, raske skridt den lange vej til talerstolen. Alex Ahrendtsen havde netop kaldt forsamlingen et ”Jantelovsting”, inden Simon Emil Ammitzbøll-Bille udtalte, at DF og Nye Borgerlige forvrængede sagen ved at spille på ”den falske melodi” og forklæde ulovlig administration i udlændingepolitik.

I selvbebrejdelse indvendte han dog også, at han som minister og fremtrædende del af flertallet fra 2015-2019 ”måske bør kigge lidt indad”. Det mente han også, at nogle af hans kolleger burde. Venstres Hans Christian Schmidt replicerede, at sagen havde fået ”alt for meget opmærksomhed”, før vintermørket faldt på bag mundbind og den dystre stemning i salen.

Vi gik jo og bildte os selv ind, at historien var afsluttet. Alt var godt, vi havde sejret og så kun tusindårsriget foran os med liberalisme, markedsøkonomi og evigt demokrati.

Simon Emil-Ammitzbøll-Bille
Vi mødes på hans kontor i Proviantgården efter et par missede aftaler og noget børnesygdom. For dem, der ikke kender stedet, er det en af Folketingets yderste kontorfløje, der ligger afskåret fra hovedbygningen og har sin egen indgang fra Bibliotekshaven. Proviantgården er også hjemsted for journalister. På den anden side af gangen sidder for eksempel Politikens Christiansborg-redaktion, der var med til at afsløre Støjbergs ulovlige instruks. Selv ville han længe gerne være journalist, indtil han som 27-årig blev valgt til Folketinget. ”For tidligt, vil nogle sige,” siger han og griner.

Proviantgården er dog ikke ukendt for ham. Faktisk sad han her også, da han fra 2005-2008 var medlem af Radikale. Han er tilbage, hvor han startede, medgiver han og griner igen.

Han er afslappet klædt, iført tynd striketrøje og sætter skoene før interviewet, som han klarer i strømpesokker. Under hans rolige fremtoning og lette, muntre bemærkninger gemmer sig dog en alvorstung bekymring, når han tænker tilbage på debatten i starten af februar; Instrukskommissionen og dens efterspil er den sag, han har brugt mest tid på, siden han skrinlagde sit og Christina Egelunds midterparti Fremad. Han kalder den historiske afstemning ”meget symptomatisk” for en forrykket balance på højrefløjen.

”Da Ninn-Hansens rigsretssag blev rejst, var der ingen debat og kun én kort bemærkning fra Pia Kjærsgaard. Grunden til at der var så stille i 1993 var måske, at Fremskridtspartiet dengang stod alene. Det var, før der var konkurrence om det yderste højre,” siger han.

Forandringens vinde blæser omkring ham; Støjberg-sagen har blotlagt skillelinjer, der har ligget i læ af to årtiers storhedstid, men nu kløver højrefløjen i to lejre, en liberal og nationalkonservativ. Sidstnævnte har vundet valg og indpas, men ikke længere er lig med regeringsmagt.

0:000:00