Skandalen om hvidvask kan kaste Danmark i armene på EU's Bankunion

ANALYSE: Lars Løkke vil bruge sagen om Danske Bank som argument for, at et rent dansk finanstilsyn ikke er nok. Samtidig kan medlemskab af Bankunionen score tiltrængte point for Danmark i et post-Brexit-EU, hvor eurozonen dominerer alt.

Foto: Colourbox
Thomas Lauritzen

BRUXELLES: Nogle gange betaler det sig at hænge på helt til enden af den maratondebat, der åbner folketingsåret. Tag nu bare sidste torsdag 4. oktober, hvor statsministeren få minutter før afslutningen pludselig gav et glimt af en af Danmarks vigtigste europapolitiske beslutninger forude – og kædede den sammen med danmarkshistoriens største finansskandale.

Da Lisbeth Bech Poulsen fra SF spurgte til den gigantiske sag om hvidvask i Danske Bank, greb Lars Løkke Rasmussen (V) chancen for at kæde skandalens perspektiver direkte sammen med medlemskabet af EU’s Bankunion.

”Det er oplagt, at det her må føre til, at vi overvejer, om vores mekanismer er stærke nok,” sagde Løkke og fortsatte:

”Skal Danmark tiltræde Bankunionen? Det ser mere åbenlyst ud, at det skal vi nok, end det gjorde, før vi stod med den her skandale.”

Skal Danmark tiltræde Bankunionen? Det ser mere åbenlyst ud, at det skal vi nok, end det gjorde, før vi stod med den her skandale.

Lars Løkke Rasmussen (V)
Statsminister

Lars Løkke tilføjede, at sagen vil være et ”meget tungt lod” i vægtskålen, når regeringen næste år skal tage endelig stilling til, om Danmarks banker bør underlægges europæisk finanstilsyn.

Spørgsmålet er sprængfarligt for statsministeren, fordi både regeringspartiet Liberal Alliance og støttepartiet Dansk Folkeparti er imod dansk deltagelse i Bankunionen. På venstrefløjen er også Enhedslisten modstander.

Men nu har Danske Banks skandaleramte estiske filial måske givet Løkke – eller en kommende socialdemokratisk regeringsleder – det afgørende argument for at tage skridtet alligevel.

For det kan jo blive lidt svært for modstanderne fortsat at fremstille den danske banksektor som en ø af national stabilitet og retskaffenhed og det danske finanstilsyn som alt rigeligt, når landets største finansielle koncern nu er under efterforskning for otte års systematisk hvidvask af op til 1.500 milliarder kroner.

Danmark har behov for at sende et signal
Statsministeren er på jagt efter gode argumenter. Bag kulissen betragter regeringen og det danske embedsværk nemlig Bankunionen som en ekstremt vigtig beslutning, der får stor betydning for Danmarks indflydelse i fremtidens EU efter Brexit.

I et EU uden den skeptiske stormagt Storbritannien vil eurozonen komme til at fylde så meget, at det bliver svært for medlemslande uden for den fælles valuta at blive hørt.

Danske diplomater ser til med stigende bekymring, mens forbundskansler Angela Merkels dage som samlende kraft begynder at rinde ud – og den franske præsident, Emmanuel Macron, presser på for at koncentrere dagsordenen om et styrket økonomisk samarbejde i eurozonen. Der bliver mindre tålmodighed med forbehold og tøven i fremtidens EU.

I den situation ville det være et ”kanonstærkt” signal fra Danmark at melde sig ind i Bankunionen, som en diplomat formulerer det. Et potentielt afgørende bevis på, at også lande uden for euroen kan og vil engagere sig i samarbejdets videre udvikling.

Andre medlemslande uden for eurozonen er langtfra klar: Sverige har hidtil været skeptisk, og de central- og østeuropæiske lande uden for møntunionen er enten uvillige eller decideret uvelkomne set fra Élysée-palæet i Paris. Danmark har derfor chancen for at gå forrest, lyder ræsonnementet.

Disse mere langsigtede, diplomatiske og europapolitiske argumenter kan imidlertid være svære at få til at brænde igennem over for den brede danske befolkning, når Dansk Folkeparti og Enhedslisten står på hver sin fløj og kræver en folkeafstemning.

Ganske vist vurderede Justitsministeriet allerede i 2015, at en tiltrædelse af Bankunionen ikke behøver at udløse en folkeafstemning ifølge grundlovens regler. Men andre, både eksperter og politikere, betragter beslutningen som så stor en reel suverænitetsafgivelse, at vælgerne alligevel skal spørges.

På den ene eller den anden måde får regeringen og folketingsflertallet derfor behov for konkrete eksempler på, hvorfor Danmark har brug for Bankunionen. Sagen om Danske Bank er næsten det bedst tænkelige eksempel og kan derfor blive en gamechanger i dansk politik.

Milliardfond for Europas nødlidende banker
Faktisk er det ikke Bankunionen – styret af Den Europæiske Centralbank (ECB) – der har til opgave at håndhæve de europæiske regler om bekæmpelse af hvidvask. Selv i eurolandene, som automatisk er medlemmer af Bankunionen, er det stadig en opgave for de nationale finanstilsyn.

Men det er ECB, der har det overordnede ansvar for tilsynet med alle bankerne, og centralbanken i Frankfurt fører selv direkte tilsyn med Europas største og vigtigste banker. Hvis Danmark tiltræder Bankunionen, får ECB derfor direkte ansvar for som minimum Danske Bank, Nykredit, Nordea Danmark, Jyske Bank og BRF Kredit.

Bankunionen består ikke blot af et fælles tilsyn, men også en europæisk myndighed for afvikling af nødlidende banker. Der er en afviklingsfond, som skal træde til med penge, hvis ikke banken selv er i stand til at betale omkostningerne ved et krak. Det er de europæiske banker selv, der frem til 2024 skal indbetale de omkring 410 milliarder kroner, som fonden til den tid skal råde over.

Kun som allersidste udvej – hvis der ikke er flere penge i afviklingsfonden – skal regeringerne i Bankunionen kunne træde til med statslige penge. Den del af aftalen er ikke helt på plads endnu, men den forventes at blive forhandlet færdig under et topmøde for eurolandene i december. Det er blandt andet betingelserne for at bringe skattekroner i spil, som den danske regering venter på at se i den endelige form.

Hidtil har de danske modstanderes mest hyppige kritik været, at Danmark kan blive tvunget til at være med til at betale for nødlidende banker i andre lande. Danskerne har haft svært ved at forestille sig, at det modsatte også kunne blive tilfældet.

Det er den situation, der måske er ved at ændre sig.

Bankunionen kan afværge en dansk tillidskrise
Skandalen om hvidvask i Danske Bank er så enorm, selv i et internationalt perspektiv, at den afslører en hidtil ukendt sårbarhed i landets største bank. Hvis netop den bank i de kommende måneder og år bliver ramt af sanktioner, mistillid og kundeflugt i stor stil, så kan det få store konsekvenser for hele Danmarks økonomi.

Danske Bank er for stor til, at den danske stat med sikkerhed ville kunne redde den eller sikre alle kundernes penge ved en kontrolleret afvikling af banken. Derfor er det farligt, hvis der på internationalt plan rejser sig en tillidskrise over for Danske Bank og over for det danske Finanstilsyns evne til at håndtere situationen.

Den tillidskrise kan afværges, hvis Danmark melder sig ind i Bankunionen og dermed bringer landets største banker ind under Den Europæiske Centralbanks vinger.

Indtil videre ligger beslutningen om Danmarks deltagelse i en syltekrukke, der først bliver hentet frem igen efter næste års folketingsvalg. I sommeren 2017 bad regeringen et udvalg under ledelse af Finansministeriet om at analysere situationen og levere et grundlag for politisk beslutning i efteråret 2019.

Udskydelsen skete officielt for at give EU tid til at bygge Bankunionen færdig og vurdere de første års erfaringer med dens funktion. Uofficielt var det uden tvivl også for at undgå en intern regeringskonflikt med Liberal Alliance i denne valgperiode.

Nu begynder beslutningen imidlertid at nærme sig. Bankunionen kunne godt blive et væsentligt emne i næste års valgkampe op til både europaparlamentsvalget og folketingsvalget.

Set fra statsminister Lars Løkke Rasmussens stol har Danmark alt at vinde og intet at tabe – både politisk og økonomisk – ved at tage det skridt næste år.

Andre vil være rygende uenige. De vil hævde, at Bankunionen vrister finanskontrollen ud af danske hænder, åbner en ny bagdør til euroen og stikker sydeuropæiske snabler ned i den danske statskasse.

I den debat kommer skandalen om Danske Bank til at spille en ny og potentielt afgørende rolle.

Dokumentation

HVAD ER BANKUNIONEN?

Under den internationale finanskrise fra 2008 og frem måtte en række af EU’s medlemslande bruge enorme offentlige beløb på at redde en række store banker fra kollaps.

I årene efter besluttede EU-landenes regeringer at skabe en europæisk Bankunion, der skal forhindre den situation i at gentage sig.

Bankunionen består af fælles regler for alle EU’s cirka 8.300 banker (bl.a. krav om størrelsen på bankernes reserver), samt et fælles banktilsyn og en fælles myndighed for afvikling af nødlidende banker.

De første forslag om Bankunionen kom fra EU-Kommissionen i 2012.

Det fælles tilsyn trådte i kraft i 2014 under ledelse af Den Europæiske Centralbank (ECB), fulgt af den fælles afviklingsmekanisme i 2016.

I 2016 begyndte Bankunionen at opbygge en fælles afviklingsfond, betalt af bankerne selv, som i løbet af otte år skal nå op på cirka 410 milliarder kroner til indgreb over for nødlidende banker.

Under forhandlingerne om Bankunionen insisterede ikke mindst Danmark på, at systemet også skulle være åbent for lande uden for eurozonen. Det blev det, men foreløbig er det kun de 19 eurolande, der er med.

I sommeren 2017 besluttede regeringen at nedsætte et udvalg under ledelse af Koordinationsgruppen for Finansiel Stabilitet, som skal aflevere en analyse i efteråret 2019.

Den analyse bliver grundlaget for Danmarks endelige beslutning om at deltage i Bankunionen eller ej. Justitsministeriet har vurderet, at en eventuel tiltrædelse ikke kræver en folkeafstemning ifølge grundloven.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00