Søren Hove: Er lave renter kommet for at blive?

Af Søren Hove Ravn
Lektor ved Økonomisk Institut, Københavns Universitet

Efter finanskrisen i 2008 satte centralbankerne i først USA og siden en række andre lande deres renter ned til omkring nul. Senere satte lande som Schweiz og Danmark trumf på med negative renter.

I takt med det økonomiske opsving har centralbanken i USA siden 2015 sat renten gradvist op, men i både USA og især Europa er renteniveauet stadig meget lavt i en historisk sammenhæng.

Meget tyder på, at vi skal vænne os til lave renter også i fremtiden.

For at forstå dette er man nødt til at skelne mellem det, som økonomer kalder den nominelle og den reale rente.

Nominelle renter er dem, som centralbanken sætter, eller som bankerne fastsætter på vores ind- og udlånskonti.

Hvis renteniveauet er tæt på nul selv i neutrale konjunktursituationer, så indsnævres centralbankernes mulighed for at stimulere økonomien gennem rentenedsættelser i en lavkonjunktur.

Søren Hove Ravn
Lektor, Økonomisk Institut, Københavns Universitet

Den reale eller inflationsjusterede rente fremkommer ved at trække inflationen – altså prisstigningstakten i samfundet – fra den nominelle rente.

Hvis jeg indsætter 100 kroner på en konto til en nominel rente på fem procent, så kan jeg næste år hæve 105 kroner. Men hvis priserne i samfundet i mellemtiden er steget med to procent, så udgør den reale forrentning – stigningen i min købekraft – kun tre procent.

Det lyder formentlig bekendt for læsere, som kan huske 1970’erne, hvor tocifrede nominelle ind- og udlånsrenter blev udhulet af en inflationsrate i næsten samme størrelsesorden.

Ifølge gængs økonomisk teori vil den reale rente foretage udsving omkring et såkaldt naturligt langsigtet ligevægtsniveau.

Begrebet 'den naturlige realrente’ blev introduceret af den svenske økonom Knut Wicksell helt tilbage i 1898. Man kan tænke på den som det renteniveau, der er foreneligt med en neutral konjunktursituation, det vil sige, hvor økonomien hverken er i høj- eller lavkonjunktur.

To udfordringer knytter sig til den naturlige rente. For det første kan den ikke måles eller observeres, så økonomer må forsøge at estimere den. For det andet bestemmes den af faktorer uden for centralbankernes kontrol.

I de senere år har en række internationale studier fundet, at den naturlige realrente er faldet ganske kraftigt i de fleste industrialiserede lande gennem de seneste fire-fem årtier. I 2015 fandt Nationalbanken et lignende resultat for dansk økonomi.

Rentefaldet ser især ud til at kunne tilskrives to faktorer, som ikke umiddelbart ser ud til at gå væk.

For det første er realrenten uløseligt knyttet til økonomiens overordnede vækstrate. Lande med høje økonomiske vækstrater tilbyder flere profitable kapitalinvesteringer med et højt realafkast. Det er derfor ikke overraskende, at renteniveauet er faldet i takt med de aftagende vækstrater i produktivitet og bruttonationalprodukt, som har kunnet observeres i de vestlige lande de senere årtier.

For det andet spiller demografiske forhold en væsentlig rolle. Med den stigende levealder i de vestlige lande følger et større behov for at spare op til alderdommen. Større opsparinger betyder et øget udbud af kredit, hvilket alt andet lige reducerer prisen herpå, det vil sige renten.

Faldet i den naturlige realrente indebærer en række økonomiske udfordringer.

Hvis renteniveauet er tæt på nul selv i neutrale konjunktursituationer, så indsnævres centralbankernes mulighed for at stimulere økonomien gennem rentenedsættelser i en lavkonjunktur.

Det skyldes, at nominelle renter ikke kan blive meget lavere end nul, fordi indlånere så vil hæve deres indestående. I stedet må centralbankerne i stigende grad ty til ukonventionelle midler som opkøbsprogrammer af værdipapirer.

Derudover tyder helt ny forskning på, at lave renter kan have andre utilsigtede konsekvenser ved især at gavne de virksomheder, som er tæt på at opnå en monopollignende tilstand.

I så fald kan de lave renter være en del af forklaringen på den stigende markedskoncentration i visse brancher og måske på den svagere produktivitetsudvikling, som de senere årtier har budt på. På dette punkt er juryen dog stadig ude.