Søren Hove: Ny økonomisk teori er for god til at være sand

KOMMENTAR: En ny økonomisk teori har fået stor opmærksomhed i den amerikanske debat de seneste måneder. Modern money theory lyder besnærende, skriver Søren Hove Ravn, men hvordan vil den bekæmpe den inflation, den selv skaber?

Af Søren Hove Ravn
Lektor ved Økonomisk Institut, Københavns Universitet

I Danmark er den finanspolitiske debat normalt relativt udramatisk. Der er naturligvis uenigheder mellem rød og blå blok, men der tegner sig ikke radikale forskelle i den førte finanspolitik uanset udfaldet af det kommende folketingsvalg.

Mindre fredsommeligt ser det ud i USA, som da også har nogle lidt anderledes finanspolitiske udfordringer: Underskuddet på det amerikanske statsbudget udgjorde i 2018 cirka fire procent af landets bruttonationalprodukt (BNP), og landets enorme statsgæld nærmer sig så småt 100 procent af BNP.

De seneste måneder har en ny økonomisk tænkning sat sit præg på den amerikanske debat, såvel blandt politikere som økonomer og især i den økonomiske blogosfære. Teorien kaldes modern money theory (MMT).

Tilhængere af MMT tæller blandt andre økonomiprofessor og tidligere Bernie Sanders-rådgiver Stephanie Kelton samt Demokraternes nyvalgte kongresmedlem Alexandria Ocasio-Cortez.

Derimod er MMT blevet mødt med en kold skulder og hård kritik af det økonomiske establishment i form af eksempelvis nobelprismodtageren Paul Krugman og den øverste chef for Den Amerikanske Centralbank, Jerome Powell.

Lad os se nærmere på teoriens indhold.

MMT starter fra den observation, at nationer med deres egen suveræne valuta (som USA eller Danmark, men modsat for eksempel medlemslandene i Eurozonen) aldrig kan løbe tør for netop den valuta.

Med andre ord: Danmark vil altid kunne honorere sine forpligtelser og betale sin gæld, forudsat at gælden er udstedt i danske kroner og ikke i fremmed valuta. Det er i sig selv korrekt.

MMT-tilhængerne udleder derfra, at offentlige udgifter ikke er finansieret af offentlige indtægter som skatter og afgifter, som de fleste af os tror, men derimod simpelthen af de kroner, som staten udsteder og sender i omløb i form af enten statsobligationer eller rede penge.

Det leder til to oplagte spørgsmål: Hvorfor ikke øge de offentlige udgifter uendeligt, og hvorfor overhovedet opkræve skatter? Svaret på begge spørgsmål er i sidste ende "for at undgå hyperinflation", det vil sige en ødelæggende spiral af galopperende prisstigninger, som MMT-tilhængerne (og alle andre) naturligvis vil undgå.

Ikke desto mindre tilsiger MMT, at staten sagtens kan øge sine udgifter markant for at opnå politiske mål som for eksempel en offentlig jobgaranti.

Her begynder problemerne for MMT: Hvordan skal finanspolitikken på én og samme gang sikre fuld beskæftigelse og stabil inflation – to mål, som til tider kan være i direkte modstrid med hinanden?

I mere konventionel økonomisk teori samt i de fleste industrialiserede lande er ansvaret for stabil inflation uddelegeret til en politisk uafhængig centralbank. Denne vil have en tendens til at sætte renten op, hvis politikerne lemper finanspolitikken og bruger flere penge.

MMT antager derimod, at centralbanken vil holde renten så lav, at statens renteudgifter stiger langsommere end BNP. Det er nemlig en forudsætning for, at statsgælden ikke vil vokse i det uendelige. Men hvordan ved vi, at centralbankerne vil affinde sig med denne passive rolle? Jerome Powells kritik af MMT indikerer netop det modsatte.

Endvidere er der gode grunde til at tvivle på politikernes vilje til om nødvendigt at reducere inflationen, hvis dette kræver højere skatter og lavere offentlige udgifter – specielt hvis et valg nærmer sig.

Dette troværdighedsproblem er netop årsagen til, at ansvaret for stabil inflation ligger hos en centralbank, hvis ledelse ikke er på valg.

MMT kan ses som et ønske om at forskyde magtbalancen mellem finans- og pengepolitik til finanspolitikkens fordel, som vi senest så i 1970’erne.

Men MMT-tilhængerne skylder en forklaring på, hvordan dette skulle forøge samfundets økonomiske råderum frem for blot – som dengang – at føre til højere inflation. Umiddelbart lyder det for godt til at være sandt.

Forrige artikel Søren Hove: Økonomisk nedtur bliver værre, når vi lever på klods Søren Hove: Økonomisk nedtur bliver værre, når vi lever på klods Næste artikel Fremtidsforsker: Virtual reality gør det muligt at rejse i tiden Fremtidsforsker: Virtual reality gør det muligt at rejse i tiden
Søren Hermansen om den grønne omstilling: Vi har ikke lært en skid

Søren Hermansen om den grønne omstilling: Vi har ikke lært en skid

FEATURE: Eventyret om Samsøs transformation fra oliehungrende lokalsamfund i knæ til hele verdens grønne solstrålehistorie kan ikke fortælles uden Søren Hermansen. Hans opskrift på den grønne omstilling handler om lokal forankring og medejerskab. Politik giver han til gengæld ikke meget for.