Søren Hove: Økonomiske eller politiske modeller?

DEBAT: Politikere fra alle partier bør være forsigtige med at forsøge at bestemme Finansministeriets økonomiske modellers indhold. Det kan hurtigt blive et skråplan, skriver Søren Hove Ravn.

Af Søren Hove Ravn
Adjunkt ved Økonomisk Institut, Københavns Universitet

Den seneste tid har budt på fornyet debat om Finansministeriets økonomiske modeller og regnemetoder. Det kan der være mange gode grunde til. Ministeriets modeller er bestemt ikke hverken ufejlbarlige eller indiskutable.

Lidt populært kan man tænke på modellerne som en afspejling af den viden om dansk økonomi, der er akkumuleret over årene – på godt og ondt, i den forstand at modellernes svagheder således ofte reflekterer mangler i den økonomiske videnskab.

Det er imidlertid vigtigt at fastslå, at Finansministeriets modeller ikke opbygges og udvikles i et ekkokammer isoleret fra omverdenen. Tværtimod diskuteres modeludviklingen løbende med eksempelvis De Økonomiske Råd, Nationalbanken og Danmarks Statistik, såvel som med universitetsøkonomer. Somme tider rejses her faglig kritik af ministeriet. Andre gange iværksættes tiltrængt udviklingsarbejde.

Men hvis modellerne led af så åbenlyse politiske skævheder, som den seneste tids debat har kunnet give indtryk af, så må man formode, at disse respekterede og uafhængige institutioner havde sagt det højt for længe siden. I forhold til de meget omdiskuterede dynamiske effekter af henholdsvis skatteændringer og velfærdsudgifter, så har Finansministeriet langt hen ad vejen rygdækning fra De Økonomiske Råds formandskab, i daglig tale vismændene – landets højeste økonomiske sagkundskab.

De opfordrede i 2017 ministeriet til at tilstræbe, at de dynamiske effekter, som måtte være forbundet med offentligt forbrug, efterhånden indarbejdes i modelværktøjerne. Men de har også påpeget, at der indtil videre ikke eksisterer tilstrækkelig forskning og evidens til, at ministeriet kan regne på disse effekter. Samtidig har vismændene erklæret sig enige i størrelsen af den arbejdsudbudseffekt, Finansministeriet anvender ved skatteændringer.

Hvorvidt der er empirisk dækning for en given modelantagelse, er et spørgsmål, som kan og bør udsættes for løbende faglig debat. Men det bør ikke være et spørgsmål, som afgøres af et flertal i Folketinget eller af den til enhver tid siddende regering. En given effekt bliver hverken større eller mindre af, at Folketinget vedtager det.

Politisk indflydelse på modellernes indhold kan således hurtigt blive et skråplan, hvor størrelsen på forskellige økonomiske effekter gøres til politiske forhandlingsobjekter: Partier kunne for eksempel finde på at stille som betingelse for at støtte en regering, at denne ændrer modellerne i en bestemt retning, uden at der findes de fornødne faglige og empiriske argumenter herfor. Man kunne også forestille sig, at partierne ville bestille rapporter fra forskere, tænketanke eller konsulenthuse, der viser, at lige præcis deres mærkesag har en række gavnlige økonomiske effekter, som bør medregnes i modellerne.

Den logiske konsekvens af en sådan udvikling vil i sidste ende være, at Finansministeriets modeller må laves om, hver gang regeringsmagten skifter. Dette er ikke noget ønskværdigt scenarie. Det ville eksempelvis gøre det svært at videreføre det mellem- og langsigtede fokus i finanspolitikken, som skiftende regeringer har forfulgt gennem de seneste tre årtier til stor gavn for de offentlige finanser og dansk økonomi generelt.

Dette fokus kommer blandt andet til udtryk gennem de såkaldte mellemfristede fremskrivninger, senest 2025-planen, som danner rammen om den løbende finanspolitik fra år til år. På dette punkt har Danmark været et foregangsland, siden denne type fremskrivninger første gang så dagens lys i 1990’erne. En høj grad af kontinuitet i den finansministerielle regnemaskine er en forudsætning for, at den type planer også i fremtiden kan udarbejdes troværdigt og overholdes. Der er derfor grund til at opfordre politikerne til at lade et armslængdeprincip råde, når det gælder detaljerne i Finansministeriets økonomiske værktøjskasse.

Forrige artikel Søren Hove: Boligpriserne kan falde, uden at der har været en boligboble Søren Hove: Boligpriserne kan falde, uden at der har været en boligboble Næste artikel Søren Hove: Den grumsede økonomiske krystalkugle Søren Hove: Den grumsede økonomiske krystalkugle
  • Anmeld

    Claus Sønderkøge · Socialistisk økonom

    Forsvar for systemfejl

    Det var en gentagelse af de argumenter vi har hørt til bevidstløshed. Vi skal holde fast ved de forkerte principper vi har fulgt i 30 år fordi vi kan ikke finde ud af at bruge noget der er anderledes og relevant. Vores model bygger på amerikansk reaktionær politik og regnemodellen er den enkleste metode for et lydland til at følge trop.

    Det vigtigste for en regnemodel der skal udsige noget om fremtiden er at den bygger på et fremtidsscenarie. Økonomerne burde forlængst have forklaret politikerne at forkert økonomisk politik kan ikke finde finde forklaringer. Den falske melodi må de selv spille efter uden støtte.

  • Anmeld

    Tommy Jensen, Vollerup

    Hvilke krav kan man stille til den tilfældige pålidelighed?

    Jeg giver min fulde støtte til Søren Hove Ravns synspunkter i ovenstående artikel. :-) Velskrevet kommentar!

    Jeg mener hr. Sønderkøge er mere socialist end økonom.

    God weekend :-)

  • Anmeld

    Krister Meyersahm

    Samfundsøkonomiens lumske dræber.

    Vi overser den ubekendte, uberegnelige og uforudsigelige faktor der altid ligger på lur, for som et rovdyr, at kaste sig over samfundsøkonomien. Den politiske dimension.

    Så længe det politiske bestemmende flertal ikke tæmmes af et snævrere forfatningsmæssigt mandat, end tilfældet er, så må vi affinde os med evigt tilbagevendende op- og nedture.

    Det der skal til for at skabe forudsigelige og trygge rammer er at, to for politikerne, uoverkommelige forhindringer, bygges ind i vor Grundlov.

    Et forbud mod at det offentlige stifter gæld og et loft for, hvor meget den enkelte borger må plukkes for i skat og hvilke objekter der må beskattes.

    Når disse forudsætninger er tilstede kan vi sende makroøkonomerne på aftægt.

  • Anmeld

    Claus Christensen · Lektor

    Jamen de nuværende modeller er politiske...

    Når der i forvejen er indbygget politisk funderede antagelser i modellerne, bør man helt luge ud i disse antagelser og kun anvende modeller, der ikke regner med dynamiske effekter. Styrende for politikken bør være de visioner politikere og vælgere har om et fremtidigt samfund. Disse visioner kan også udmærket omfatte samfundets velstand. De politiske beslutninger bør være et resultat af demokratiske diskussioner, der omfatter så mange aspekter som muligt af, hvordan velstand skabes. Derved får man et bedre beslutningsgrundlag end de økonomiske modeller, der giver sig ud for at være videnskab, men i virkeligheden er politiske modeller, som netop er påvirket af, hvem der har den politiske og økonomiske magt og ikke af virkeligheden.

  • Anmeld

    Jørgen Jørgensen

    Dynamiske effekter gælder kun for skattelettelser,


    men ikke for udhulingen af 9/10 af befolkningens faldende realindtægter.

    Som Claus Sønderskøge skriver :

    "et lydland følger trop."

Fotoreportage fra Christiansborg: Magtens malerier

Fotoreportage fra Christiansborg: Magtens malerier

PORTRÆTTER: 16 statsministre er portrætteret uden for Landstingssalen. Det er en rejse gennem næsten 100 år, gennem forskellige kunstneriske paradigmer og gennem de dilemmaer og valg, som både kunstner og statsminister har været igennem i hvert eneste portræt.