Tamilsagen fylder 25 år: ”Det er Danmarks Watergate”

TAMILSAGEN 25 ÅR: Tamilsagen fylder 25 år. Det bliver næppe fejret med lagkage og lys i Statsministeriet. Snarere tværtimod. Tamilsagen er en sort plet i den borgerlige danmarkshistorie.

Tidligere
statsminister Poul
Schlüter (K) holdt sin berømte gulvtæppetale
25. april
1989. Små fire år
efter gik han og regeringen af på
grund af tamilsagen.
Tidligere statsminister Poul Schlüter (K) holdt sin berømte gulvtæppetale 25. april 1989. Små fire år efter gik han og regeringen af på grund af tamilsagen.Foto: /ritzau/Jens Dresling

Af Anne Lea Landsted
Journalist

På søndag er det er det præcis 25 år siden, højesteretsdommer Mogens Hornslet afleverede sin beretning om tamilsagen i Statsministeriet.

Beretningen væltede regeringen og sendte den daværende justitsminister, Erik Ninn-Hansen, i Rigsretten, hvor han et par år senere blev idømt fængselsstraf for ulovligt at have nedprioriteret tamilske familiesammenføringssager. Dengang havde flygtninge med asyl i Danmark retskrav på at få deres familier herop.

”Tamilsagen er Danmarks Watergate. Det er den største politik-administrative skandale, vi har haft. Ligesom Watergate fik den meget store konsekvenser for både politikere og embedsmænd. Den var stærkt ødelæggende for deres karrierer og helbred. Og så fældede den regeringen. Poul Schlüter sagde bagefter, at Ninn-Hansen havde knust hans livsværk. Det var det udtryk, han brugte,” siger Hans Engell, der var minister flere gange i Schlüter regeringer fra 1982 til 1993 og i dag er politisk kommentator.

Poul Schlüter sagde bagefter, at Ninn-Hansen havde knust hans livsværk. Det var det udtryk, han brugte.

Hans Engell
Forhenværende minister (K) og nuværende politisk kommentator

Det var en kritisk ombudsmandsundersøgelse, der for alvor satte skub i sagen. 1. marts 1989 kom den daværende ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, med en redegørelse. Her kaldte han justitsminister Erik Ninn-Hansens beslutning om at nedprioritere af de tamilske familiesammenføringssager for ”overordentligt kritisabel” og ulovlig, dog uden at skrive det sidste eksplicit. Siden er der blevet spekuleret en del i, hvorfor ombudsmanden ikke gjorde det.

”Jeg mente selv, at jeg havde skrevet det. Jeg fremhævede to betingelser, der skulle være opfyldt, før en prioritering kunne betragtes som forsvarlig og lovlig, og konstaterede, at de betingelser ikke var opfyldt. Havde jeg kunnet forudse dengang, at det ville give anledning til så megen tvivl, havde jeg tilføjet 'derfor var prioriteringen ulovlig,'” siger Hans Gammeltoft-Hansen, der gik på pension i 2012.

Ombudsmanden tog sagen op af egen drift efter at have modtaget en række klager fra tamilske asylansøgere, der havde ventet imellem 7 og 16 måneder på svar på deres ansøgninger om familiesammenføring. Da han kom med sin redegørelse i marts 1989, havde de alle sammen fået tilladelserne. Han mente derfor, at han ikke havde grundlag for at foretage sig yderligere.

Hans Engell undrer sig over, at du ikke anbefalede, at der blev lavet en dommerundersøgelse?

”Dengang lå det ikke inden for ombudsmandens rammer at anbefale yderligere undersøgelser. Det gjorde jeg senere i forbindelse med nørrebrosagen i 1993. Men under tamilsagen lå denne mulighed ikke inden for ombudsmandens rammer,” siger Hans Gammeltoft-Hansen til Altinget.

I anledning af 25-året genfortæller vi historien om tamilsagen i den nye udgave af Altinget: magasin med hjælp fra retsbogen og nogle af hovedpersonerne fra dengang: Højesteretsdommer Mogens Hornslet, der var udpeget som undersøgelsesleder, udspørger Henrik Holm-Nielsen, der blev kendt og frygtet for sin barske og direkte facon, den tidligere leder af Centrum-Demokraterne, Mimi Jacobsen, der til sidst skabte flertallet for en undersøgelse, og Hans Engell, der i dag er politisk kommentator.

Tamilsagen var ikke uden omkostninger for de implicerede. Den højeste pris betalte tamilerne. To mistede livet i Sri Lanka, mens de ventede på at få opfyldt deres retskrav på familiesammenføring.

Højesteretsdommer Mogens Hornslet modtog trusler, så han i en periode måtte have politipatruljer ved hjemmet i Holte, og Henrik Holm-Nielsen blev af Venstres daværende formand, udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, beskyldt for at lede vidnerne i undersøgelsesretten på afveje ved at stille ledende spørgsmål.

”Normalt vaskede jeg tavlen ren om aftenen, så jeg var frisk igen om morgenen. Men det her generede mig. Det er jo ikke hver dag, man bliver angrebet for uredelighed, og det blev jeg altså, så det basker. Selvom han ikke havde ret, påvirkede det mig,” siger han.

Den blodige og bitre borgerkrig i Sri Lanka, der i midten af 1980'erne sendte en strøm af tamilske flygtninge til Danmark, varede i 26 år. Den sluttede officielt 18. maj 2009.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00