Tamilsagens lange skygger

ANALYSE: Det dramatiske udfald af tamilsagen fik både konsekvenser for udlændingedebatten og forholdet mellem politikere og embedsmænd. Ikke alle konsekvenser var lige positive.

Resultatet af tamilsagen var som udgangspunkt en god udvikling, men der viste sig hurtigt negative bivirkninger, mener Altingets politiske kommentator, Erik Holstein. Læs, hvordan han begrunder det.<br>
Resultatet af tamilsagen var som udgangspunkt en god udvikling, men der viste sig hurtigt negative bivirkninger, mener Altingets politiske kommentator, Erik Holstein. Læs, hvordan han begrunder det.
Foto: /ritzau/Bjarke Ørsted
Erik Holstein

En departementschef, der blev degraderet, og en justitsminister, der kun slap for en tur bag tremmer på grund af alder. Det var et forløb, man ikke havde set lignende, siden justitsminister Alberti blev dømt for svindel i 1910. Og konsekvenserne af tamilsagen blev betydeligt større.

Kernen i tamilsagen var en minister, der af politiske grunde ville bøje loven i en grad, så det blev kriminelt. Og ikke mindst: At embedsmændene i det prestigefulde og hæderkronede justitsministerium ikke sagde fra over for ulovlighederne.

Med degraderingen af departementschefen og embedsmandskarrierer, der lå i ruiner – blev det slået fast med meterstore typer, at en embedsmand ikke alene har ret, men også pligt til at sige fra over for ulovlige ordrer. Ikke kun i teorien, men også i praksis.

Det var som udgangspunkt en god udvikling, men alle problemer blev langt fra løst. Og der viste sig hurtigt negative bivirkninger.

Ninn-Hansens kriminelle handlinger bundede i ønsket om at forhindre, at de tamilske flygtninge blev til permanente indvandrere i Danmark. Akkurat samme tema, som man diskuterer i disse måneder.

Erik Holstein
Redaktør og politisk kommentator, Altinget

For det første er der stadig den indbyggede svaghed i systemet, at man kun kan få stillet en minister til ansvar, hvis der er et politisk flertal for det.

Det var kun på grund af Erik Ninn-Hansens (K) selvdestruktive optræden, at det endte i en rigsretssag, hvor det hele blev oprullet.

Bare i det sidste år har man set (tidligere) fiskeriminister Esben Lunde Larsen (V) og udlændingeminister Inger Støjberg (V) i mildt sagt tvivlsomme sager. Men der kunne ikke mobiliseres et politisk flertal for at komme til bunds i tingene.

For det andet har magtforskydningen til fordel for embedsmændene taget overhånd i helt centrale ministerier som Finansministeriet og Justitsministeriet.

Da Justitsministeriets departementschef Poul Lundbæk Andersen som direkte følge af tamilsagen blev forflyttet, kom en ny stærk departementschef til.

0:000:00