Anmeldelse af 

Tarek Hussein: Ny bog om vrede unge mænd i ghettoen er pligtlæsning for enhver

ANMELDELSE: Sociologen Aydin Soei har skrevet en fremragende bog om de udsatte boligområders beboere og deres oplevelse af modborgerskab, skriver forfatter og debattør Tarek Ziad Hussein.

Aydin Soei skriver køligt, klogt og upolemisk om de udsatte boligområder, skriver Tarek Hussein.
Aydin Soei skriver køligt, klogt og upolemisk om de udsatte boligområder, skriver Tarek Hussein.Foto: Ritzau/Scanpix

Af Tarek Ziad Hussein
Forfatter og debattør

Landets udsatte boligområder har i snart to årtier været på politikernes dagsorden og gang på gang dannet rammerne for samtalen ved middagsbordet.

Det har igennem årene ført til adskillige ghettopakker med det seneste udspil her i foråret: Ét Danmark uden parallelsamfund – ingen ghettoer i 2030. Men på intet tidspunkt har de skiftende regeringer forsøgt at forstå de omstændigheder, følelser og bekymringer, som ghettoens beboere er dannet af, og som har ført til et udbredt modborgerskab.

Aydin Soei skriver køligt, klogt og upolemisk på tidspunkter, hvor andre – mig selv inklusive – kunne fristes til det modsatte.

Tarek Ziad Hussein
Forfatter og debattør

Netop det formår Aydin Soei i sin seneste bog ”Omar – og de andre” med undertitlen ”Vrede unge mænd og modborgerskab”. Bogen handler om baggrunden for den udbredte følelse af modborgerskab, som man finder i mange udsatte boligområder, og som tidligere har gødet jorden for optøjer og konfrontationer med politiet i 2008 og deraf følgende bandekonflikter.

Det er en delikat opgave, som Soei begiver sig ud i, da et forsøg på at forstå disse unge meget hurtigt kan blive opfattet som en retfærdiggørelse af den vold og uro, som spredes i deres lokalområde. Den opgave løser han dog til UG med kryds og slange, da han intet sted forsøger at skjule voldsomheden eller konsekvenserne af deres kriminelle handlinger.

Soei begår desuden en anden genistreg, da hans baggrund som sociolog meget hurtigt kunne have betydet, at man som læser sad med en akademisk afhandling, som var ulæselig for den almindelige dansker. Det løser han ved, at vi igennem hele bogen følger en gruppe af venner, som Soei interviewede for ti år siden, og som han så møder igen i dag.

To af hovedpersonerne hedder begge Omar og havde begge en fortid i det kriminelle miljø. Men mens den ene Omar endte med at lægge det kriminelle liv bag sig og i dag har et job som udviklingskonsulent, så endte den anden Omar med at dræbe to mennesker ved terrorangrebene på Krudttønden og den jødiske synagoge.

Vi får her en yderst detaljeret beskrivelse af de omstændigheder, som var stærkt medvirkende til de to Omarers kriminelle løbebaner, men måske vigtigere endnu også de omstændigheder, som førte til, at den ene i dag er veluddannet og et forbillede for lokalområdet, mens den anden døde i en alder af 22 år.

I den forbindelse frembringer Aydin Soei helt nye oplysninger om Omar El-Hussein, som viser, at PET og myndighederne modsat tidligere oplysninger faktisk var blevet informeret om en begyndende radikalisering og derfor burde have sat en stopper for hans løsladelse.

Hovedet på sømmet 
Lige så interessant er Soeis beskrivelse af de mere strukturelle barrierer i de udsatte boligområder: ”Oplevelsen af modborgerskab og manglende anerkendelse blandt unge mænd i udsatte områder består således i, at de føler sig pålagt ekstra gebyrer for hudfarven, socialklassen, bopælen, kønnet, alderen og religionen, når de skal vælge og sammensætte det gode liv for sig selv”.

Her rammer han fuldstændig hovedet på sømmet i sin beskrivelse af de ”gebyrer”, som mange nydanske unge føler, at de skal betale, på trods af at de opfylder alle de objektive krav om uddannelse, beskæftigelse og sprog, som samfundet stiller.  

Soei frembringer derudover et andet interessant indspark til debatten. Den offentlige debat om ikkevestlige indvandrere er mestendels kendetegnet af en subtil – hvis ikke direkte – sammenkobling imellem manglende beskæftigelse og kriminalitet med etnicitet, kultur og religion. Derfor bliver det rigtig interessant, når Soei skriver:

”Kun to procent af de amerikanske muslimer befinder sig i samfundets laveste indkomstgruppe, mens det i Storbritannien drejer sig om 22 procent. Forklaringen på den markante forskel er enkel: uddannelse. To ud af tre muslimer i USA har en bachelor eller en højere eksamen på CV’et. Det er ikke bare betragteligt flere end i Europa. De amerikanske muslimer er også bedre uddannede end den gennemsnitlige amerikaner, og i målinger på holdninger til køn, seksualitet og religiøs tolerance udviser de mere liberale holdninger end den amerikanske befolkning som helhed, mens det omvendte historisk har været gældende blandt europæiske muslimer.”

Det bør derfor mane til eftertanke, når vi i den danske offentlighed insisterer på, at ikkevestlige indvandrere (læs muslimer) er præ-programmeret til at være kriminelle og arbejdsløse.

Hvad med provinsen? 
Aydin Soei formår at give et detaljeret indblik i Københavns udsatte boligområder, herunder de forskellige mekanismer, som gør sig gældende for bandemiljøet. Men det er samtidig også en lille svaghed ved bogen, som netop er centreret ved særligt Nørrebro i København og i et enkelt kapitel Aarhus i forbindelse med LTF’s forsøg på at gøre indtog i det udsatte område Bispehaven.

Soei lægger da heller ikke skjul på, at han som beboer på netop Nørrebro har været særligt optaget af udviklingen i det område, som alt andet lige også har dannet rammerne for de største optøjer, bandekonflikter m.v.

Man kunne dog godt have ønsket sig, at Soei havde givet et nærmere indblik i nogle af mekanismerne i provinsens udsatte boligområder, og hvorvidt/hvordan de eventuelt måtte adskille sig fra Nørrebro og Aarhus.

I forlængelse heraf kunne det også have været interessant med et dybere indblik i følelsen af modborgerskab blandt unge, som ikke har en plet på straffeattesten eller er medlem af en bande, da vi i disse år oplever fremkomsten af en veluddannet nydansk middelklasse, hvoraf mange fortsat føler sig sat uden for det gode selskab på grund af et etnisk og/eller religiøst gebyr.

Men det er og forbliver i småtingsafdelingen, da bogen alt i alt er fremragende. Aydin Soei skriver køligt, klogt og upolemisk på tidspunkter, hvor andre – mig selv inklusive – kunne fristes til det modsatte. ”Omar – og de andre” bør være pligtlæsning for enhver politiker og meningsdanner, som forsøger at kloge sig på de udsatte boligområder og dertilhørende beboere. Samtidig er den også oplagt læsning for socialpædagoger, klubmedarbejdere, politi og andet fagpersonale.

Aydin Soei: Omar – og de andre: Vrede unge mænd og modborgerskab, 361 sider, Gads Forlag, udkommer 27. august

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Tarek Ziad Hussein

Direktør, Dfunk, debattør og forfatter
cand.jur. (Københavns Uni. 2019)

0:000:00