Kommentar af 
Mikkel Vedby Rasmussen

Vedby: En Merkel-Trump-Putin-alliance vil være alvorlig for Danmark

ANALYSE: For mindre lande som Danmark vil en Merkel-Trump-Putin-alliance være meget alvorlig, fordi det vil give Rusland handlemuligheder i Østersøområdet og Arktis, som vi ikke vil have opbakning til at stå imod, skriver Mikkel Vedby Rasmussen.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mikkel Vedby Rasmussen
Professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet

Ved første øjekast er resultatet af den amerikanske, franske og britiske bombning af mål i Syrien 14. april 2018 et dramatisk forværret forhold mellem Vesten og Rusland. Men i reaktionerne på angrebet tegner der sig et noget andet billede.

EU’s reaktion på angrebet på Syrien var at konstatere, at det havde fundet sted, og så i øvrigt tale om en syrisk fredsproces, som primært eksisterer på papir. Oversat fra diplomatisk var EU’s udmelding en kritik, og en temmelig hård kritik, al den stund at EU netop plejer at sætte humanitære værdier, som vel må inkludere at slå til mod regeringer, der bruger kemiske våben, højt.

Den tyske præsident var kritisk på samme diskrete måde, da han advarede mod, at Vesten stødte Rusland fra sig og dermed lukkede mulighederne for fremtidige forhandlinger. På overfladen var det svært at være uenig i, men netop derfor var det en kritik, ikke blot af missilangrebene mod Syrien, men også af truslerne om flere og mere målrettede sanktioner.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden – vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Institutionerne i Bruxelles siger i stigende grad, hvad de regner med, Berlin gerne vil høre, så de to udsagn kan på den måde siges at være forbundne. Men de afspejler også en grundlæggende skillelinje mellem de europæiske stormagter. Frankrig og Storbritannien ser deres sikkerhedspolitik i globale termer, mens Tyskland ser sin sikkerhed i regionale termer. De tre landes analyse af Rusland og Mellemøsten er formentlig ikke væsentlig forskellig, men den rolle, som landene føler, at de kan og skal spille, er forskellig.

Tyskland ser ikke sig selv som et land, der skal foretage missilangreb eller føre en hård sanktionslinje. Det er ikke, fordi tyskerne nødvendigvis er bløde, selvom den tyske opinion vitterlig er mere pacifistisk end den franske, britiske og danske, men snarere fordi tyskerne ikke ser deres vitale interesser være på spil. En konsekvens af, at SPD kom i regering i Berlin, er, at partiets tætte bånd til Moskva (symboliseret af den tidligere kansler Schröders plads i Gazproms bestyrelse) kan supplere de tyske industriinteresser i et pres for ikke at belaste forhold til Rusland for meget.

Merkel er langt mere nervøs for Trumps ønske om at mindske konkurrencen fra tysk industri gennem told. Så man kan forestille sig, at Merkel undgår handelshindringer, og Trump til gengæld får støtte til en mildere linje over for Rusland.

Mikkel Vedby Rasmussen
Professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet

Denne politiske forsigtighed over for Rusland synes ikke at begrænse den omfattende oprustning, som er begyndt af de tyske væbnede styrker. De samme erhvervsinteresser har intet imod at udvikle et nyt kampfly med Frankrig, eller at tysk industri søger at samle ordrer op, som den britiske forsvarsindustri taber ved Brexit.

Tilbage står, at Berlin sikkerhedspolitisk er et andet sted end London og Paris. Det er der for så vidt ikke meget nyt i. Det nye er, at efter Brexit og finanskrisen er Tysklands rolle i EU blevet så meget større, at det i større omfang end før er det tyske verdenssyn, der præger EU’s udenrigspolitik. Det kan være, at EU’s udmelding om Syrien passer dårligt med de missiler, som franske og britiske fly sendte mod Syrien, men det passede fint med, hvad man synes i udenrigsministeriet i Berlin.

Er der to vestlige ledere, som deler syn på Rusland, er det derfor Merkel og Trump. Merkel har aldrig realiseret Trumpmodstandernes drøm om hende som ’den frie verdens leder’, fordi ingen tysk statsleder ville vide, hvad de skulle stille op med den rolle. Fra Bismarck og frem har tyske kanslere været ganske uinteresserede i globale værdifællesskaber og det diplomati, som det kræver at holde store alliancer sammen.

Kansleren vil ikke udfordre Putin. Hun vil snarere støtte ham imod de dele af den europæiske og amerikanske opinion, som i stigende grad ser Rusland som en trussel. Som tidligere DDR-borger forstår Merkel så udmærket, hvordan en tidligere KGB-officer som Putin fungerer. Men hun har også prøvet at leve med hans slags. Merkel er langt mere nervøs for Trumps ønske om at mindske konkurrencen fra tysk industri gennem told.

Så man kan forestille sig, at Merkel undgår handelshindringer, og Trump til gengæld får støtte til en mildere linje over for Rusland. I det scenarie vil Frankrig og Storbritannien formentlig føle sig kørt ud på et sidespor, og det vil kun forstærke Paris og Londons ønske om at holde et tæt udenrigspolitisk samarbejde efter Brexit.

For mindre lande som Danmark vil en Merkel-Trump-Putin-alliance være langt mere alvorlig, fordi det vil give Rusland handlemuligheder i Østersøområdet og Arktis, som vi ikke vil have opbakning til at stå imod.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mikkel Vedby Rasmussen

Professor og dekan, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1997), MSc International Relations (London School of Economics 1995), ph.d. (Københavns Uni. 2000)

0:000:00