Vedby: Næste gang der er krig i Korea

ANALYSE: Når Danmark først er en del af en amerikansk koalition, hvor uforpligtende den end måtte synes at være i starten, så har vi rigtig svært ved at sige nej, når mødet på sigt viser sig at være et fælles felttog, skriver Mikkel Vedby Rasmussen.

Af Mikkel Vedby Rasmussen
Professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet

Du skal være undskyldt, hvis du ikke har opdaget det, men Danmark har lovet at deltage i den næste Koreakrig. Du ville nok have opdaget, hvis Nordkorea havde sendt en atomraket mod Tokyo eller åbnet ild med de 12.000 artilleripjecer, som landet har opstillet langs våbenstilstandslinjen, så det er helt korrekt, at Koreakrigen ikke er begyndt. Derfor er det selvfølgeligt en tilsnigelse.

Udenrigsminister Anders Samuelsen vil sikkert mene, at det er direkte usandt, at han ved sin deltagelse i et møde med den amerikanske og 18 andre udenrigsministre i Vancouver 16. januar 2018 skulle have forpligtet Danmark til mere end at sende stabsofficer til en FN-kommando og betale en million kroner til FN’s atomenergiagenturs arbejde med at begrænse Nordkoreas adgang til atomvåben.

Når først USA kalder
Sagen er bare, at når Danmark først er en del af en amerikansk koalition, hvor uforpligtende den end måtte synes at være i starten, så har vi rigtig svært ved at sige nej, når mødet på sigt viser sig at være et fælles felttog.

Da Danmark pludselig i forbindelse med Nato’s Wales topmøde i 2014 blev inviteret med til et møde i anti-IS-koalitionen – et forum, som ikke havde eksisteret, før det amerikanske udenrigsministerium indkaldte til mødet – så var det begyndelsen på en militær indsats i Syrien. Ikke fordi det var på mødets dagsorden, men fordi når amerikanerne én gang havde inviteret os til middag, så virkede det uhøfligt ikke at tage opvasken.

Dermed ikke sagt, at den danske regering følte sig tvunget til at sende kampfly, trænere og specialstyrker til Syrien. Ikke alene passede det regeringen godt; det passede regeringen endnu bedre, at denne indsats kunne ses som en del af en diplomatisk proces, der var startet lang tid før, således at den militære indsættelse var en fortsættelse af den hidtidige politik og ikke et brud med den.

Magtspillet i Asien
Når anmodningen om at sende en fregat til det koreanske hav kommer, vil den være en naturlig fortsættelse af dansk politik. Noget, som regeringen faktisk ikke rigtig kan sige nej til. Men vil Anders Samuelsen eller hans efterfølger være lige så glade for det, som Danmark har været for at sende styrker med amerikanerne til Mellemøsten?

Vores Asien-politik i almindelighed og Kina-politikken i særdeleshed har været styret af økonomiske interesser. Danmark har så vidt muligt forsøgt ikke at forholde sig til, hvordan regimet i Beijing behandler sin befolkning og sine minoriteter, og har ladet, som om Kina ikke er slået ind på en egentlig strategi for at blive en global stormagt under præsident Xi Jinping.

Derfor har vi håbet, at Kinas konfrontatoriske politik i det Sydkinesiske hav gik over. Derfor har vi også valgt at se konflikten omkring Nordkoreas atomvåben som et spørgsmål om en både ulige- og overvægtig despot med sygelig trang til at udvikle masseødelæggelsesvåben.

Har vi egentlig en Nordkorea-strategi?
Men Nordkorea er blot en brik – vælg selv, om det er bonde eller springer – i det geostrategiske skakspil om magten i Asien. Lige så bekymret, som Beijing kan være over Nordkoreas våbenprogram, lige så nyttigt har det været for Beijing, at Nordkorea har udfordret Trump og illustreret grænserne for twitter-diplomati, samtidig med den udfordring har bevist for præsidenten, at han har brug for kineserne.

Men tilnærmelsen mellem Washington og Beijing er ikke et udtryk for andet end et midlertidigt overlap af interesser. På langt sigt regner hverken Beijing eller Washington med, at de kan undgå en konfrontation. Den nye amerikanske forsvarsstrategi fra december 2017 identificerer udfordringen fra Kina og Rusland som det største sikkerhedspolitiske problem. Terrorbekæmpelse, som har sat dagsorden siden 2001, er ikke længere øverste punkt. Det er den nye dagsorden, som Danmark blev en del af i Vancouver. Måske skulle vi allerede nu tage diskussionen om, hvad det kan og skal betyde.

  • Anmeld

    Bertel Johansen · Maskinmester

    Systemkampen på globalt plan

    Da verdenspolitikken ikke længere drejer sig om at erobre egentlige imperier, men mere er gået over i en kulturkamp og en kamp imellem politiske systemer, skal Danmark naturligvis aktivt holde sig til de store lande der deler vores positive syn på parlamentarisk demokrati og den enkelte borgers frihedsrettigheder overfor Staten.

    Så valget er let: Vi skylder os selv og vores ligesindede at deltage aktivt på USA´s side i de konflikter der måtte opstå imellem disse modpoler.

    Og jo tættere på DK konflikterne opstår, jo mere materiel og personel bør vi naturligvis yde, og da der er langt til Det Sydkinesiske Hav, bliver det vel primært et skib i en sådan situation.

    Men som Professor Mikkel Vedby Rasmussen ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet så rigtigt skriver, vil det være godt at få renser luften i god tid forinden, så vi kan få "skilt fårene fra bukkene."

    Til ethvert Folketingsvalg vil det jo være godt at vide, hvem der vil være med til at forsvare vores politiske system og hvem der vil relativere alting ned til det rene pacifistiske medløberi og endeløse eftergivenhed.

  • Anmeld

    Kim Kaos

    Hvad er problemet?

    Hvad er problemet, Mikkel Vedby Rasmussen?

    Er du en femtekolonne fodnote flipper der er genopstået i en 2018 version?

    Selvfølgelig står vi sammen med vores venner og allierede og kommer hvis de kalder.

    Kryb tilbage under din 70´er sten eller ret ryggen og vedstå dig det ansvar vi har som medlem af en forsvarsalliance.

  • Anmeld

    Stig Wørmer · historiker

    Krigen skal undgås med alle midler.

    Undertegnede har besøgt Den Demokratiske Folkerepublik Korea (Nordkorea), der ikke er så demokratisk så det gør noget, i alt fire gange fra 1981- 1990. Jeg har "udvidet" mit gamle Kinahistoriespeciale til studiet af Nordkoreas politiske system og dets udvikling og særlige karakteristika siden 1945. I denne situation, hvor der måske-måske er muiigheder, skal intet lades ugjort/uprøvet. Man kan forestille sig et så pludseligt first strike, at NK bliver taget på sengen, men ellers vil Seoul lide frygteligt, når reaktionen kommer i tilfælde af et amerikansk angreb på grund af en "særligt opstået situation". Vil man betale den pris? Det ville være en god ide at følge den sydkoreanske regerings kurs overfor NK. Ved USA/Trump bedre end Seoul, når det angår NK? Vedbys artikel er relevant. Kort og godt. Lad warmongers tildele sig selv guldmedaljer. Men andre betaler prisen. Men kommer den ultimative situation er det klart at DK som NATO.medlem er forpligtet. Hvad ellers? Også den pris skal betales. Men vendt lige til efter OL og se, hvordan det forløber. Der er mange uprøvede muligheder. Må jeg sluttelig anbefale Scott Snyders bog: "Negotiating On The Edge. North Korean Negotiating Behaviour". En amerikansk bog om både det forudsigelige og det uventede i nordkoreansk diplomatisk m.v. politik

  • Anmeld

    Bo Richardt

    vores allierede er den største bølle

    krigsliderlige lakajer er der masser af som mener vi skal være ven med den væste bølle af dem alle. USA hvis ledere tjener milliarder på at skabe konflikter fordi de har solide velpolstrede aktier i våbenproduktion mm.
    De er inhabiler så det vil noget, men nej 'valget er let': når voldsbøllen her skudt kampen igeng skal vi holde med bøllen fordi han er den stærkeste.
    KÆFT hvor er i dumme og godtroende