”Vi trak jo tæppet væk under en minister i løbet af mit første år som folketingsmedlem …”

Mette Abildgaard: ”Jeg kan huske en af mine første dage herinde, hvor jeg måske havde været energiordfører i ti minutter – der var lige blevet sendt en pressemeddelelse ud med nyheden – og så kom der et opkald fra et meget fagspecifikt medie, der hedder EnergiWatch. De ringede for at spørge, hvad jeg mente om sammensætningen af elreguleringsudvalget. Der tænkte jeg lige, ’Hold nu kæft, mand. Ud over at jeg har 14 områder, jeg skal sætte mig ind på de overordnede linjer, skal jeg også ned i så små detaljer som elreguleringsudvalget.’ Jeg var jo nødt til at starte med at google det.”

Jacob Mark: ”Fra det øjeblik jeg for første gang trådte ind i en forligskreds, blev der lyttet, også selvom jeg var ung og havde meget at lære, og der var respekt omkring, at jeg kom ind med mit eget mandat. Jeg havde forestillet mig, at man skulle kæmpe lidt mere for det. Men i stedet oplever jeg, at der er respekt omkring, at hvis man er folketingsmedlem, så er man folketingsmedlem.”

Peter Kofod Poulsen: ”Jeg er jo medlem af et ret stort parti, så jeg havde egentlig en lidt naiv forestilling om, at jeg skulle lige sidde lidt på bagerste række, fordi jeg var nyvalgt, og min folketingserfaring var ikke-eksisterende. Den forventning slog så lidt fejl, og det er jeg jo glad for, for jeg laver mange spændende ting herinde. Det er en generel ros til Folketingets partier, de er ret gode til at lade folk komme til.”

Når det bliver brutalt
Jacob Mark: ”Vi havde et landsmøde med en stor diskussion om asylpolitik. Og her gik jeg så ud specifikt og sagde, at SF skulle stemme for den såkaldte nødbremse, som man kunne sætte i værk, hvis Europas asylsystem brød sammen. Det gik så helt galt i pressen, hvor det fremstod, som om jeg ville afvise små asylbørn med bamser i favnen ved den danske grænse. Og så meldte Özlem Cekic sig ud samme dag, og det var altså den dag, hvor vores landsmøde startede, og som en del af ledelsen i SF var jeg ansvarlig for at håndtere hele den situation. Men man bliver dygtigere af sådanne situationer end en forsidehistorie, hvor alt spiller.”

Mette Abildgaard: ”Vi trak jo tæppet væk under en minister i løbet af mit første år som folketingsmedlem. Det var et meget højintensivt forløb, som man lærte rigtig meget af at være midt i. Man er meget bevidst om, at den minister har man måske mødt for 14 dage siden til et eller andet arrangement, hvor hun havde sine børn med. Derudover havde vi også nogle dage på Marienborg i døgndrift, hvor det hele var spidset til, og jeg nåede at tro, at vi skulle have et folketingsvalg. De situationer kan man ikke undgå at lære noget af, men man lærer også meget om sig selv undervejs, i forhold til hvordan man reagerer i situationer, og hvilke værdier der er vigtige for en.”

Huller i bukserne
Jacob Mark: ”Åh, det var en mandag, og jeg havde en hjemmearbejdsdag. Så skulle jeg bare lige over og hente min computer på Borgen. Så jeg havde bare nogle jeans på, hvor der var huller i, og en Ralph Lauren polo. Jeg har lignet en, der lige var kommet ud af gymnasiet. Og så ringer Pia (Olsen Dyhr, formand for SF, red.) og siger, ’Jacob, du er nødt til at gå op i Statsministeriet om fem minutter, fordi vi skal underrettes om grænsekontrollen’. Jeg var rundt på alle SF’s kontorer for at se om, der var nogen, der havde en skjorte. Men det var der bare ikke, og så måtte jeg gå derover, som jeg var. På det tidspunkt var jeg helt ny, så der var ikke en kæft, der vidste, hvem jeg var. Der sad så tre ministre, hvoraf den ene er statsministeren, mens jeg sidder ved siden af Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl, og så en af ministrene, der tydeligvis ikke har set mig før. ’Hvem fanden er du,’ spørger han. Han ringede så og undskyldte til Pia efterfølgende.”

Peter Kofod: ”Årh, det var pænt.”

Har I andre prøvet noget lignende?

Mette Abildgaard: ”Nej, jeg har lidt mere situationsfornemmelse.”

Peter Kofod: ”Jeg har ikke bukser med huller i. Ej, det lyder også helt frelst. Okay, jamen, så får I den. Det er simpelthen en forfærdelig historie: Jeg var ude af huset og skulle tilbage og til en forhandling, der resulterede ud i en aftale efterfølgende. Jeg troede, at jeg havde rigtig god tid den dag. Det, som jeg ikke havde forudset, var, at der var noget bøvl med trafikken, så jeg skulle faktisk have været hjem og klæde om inden, og det fik jeg så ikke gjort. Da vi skulle ud til doorstep, ja, der stod jeg så med en meget smart vindjakke og en T-shirt. Det vil jeg normalt aldrig gøre.”

Jacob Mark: ”Aldrig!”

Peter Kofod: ”Det er simpelthen et no-go. Vores påklædning er en væsentlig del af at være med i TV eller andre steder, fordi vælgerne skal se, at vi gør os umage – ikke bare med vores stof – men også med os selv, at vi prøver ligesom at respektere deres tillid til os. Og det, man ikke kunne se på News, var, at et af de steder, jeg havde været, der havde været mange katte. Og så tror jeg, at jeg har sagt rigeligt.”

Jacob Mark: ”Jeg har sjældent set min formand så glad, som dengang vi skulle til et arrangement med dronningen, hvor jeg så mødte op i mit stiveste puds med slips og det hele. Så kiggede hun på mig sådan inderligt, lidt ligesom en mormor, og sagde, ’hvor er du nydelig. SF’er med slips’.”

Den fedeste fornemmelse
Jacob Mark: ”Dér, hvor jeg var gladest, var en dag, hvor det gik op for mig på et gruppemøde, at der var ingen, der ville være bedre til at være gruppeformand i SF end mig. Det lyder sådan lidt arrogant. Men altså, jeg blev gruppeformand efter ni måneder og følte overhovedet ikke, at jeg var klar til at være det, og jeg følte heller ikke, at jeg havde kompetencerne til at være det. Så det der med lige pludselig at sidde der en dag, og det så gik det op for mig, at det var det, som jeg skulle, det var nok den fedeste følelse, jeg har haft i de tre år, jeg har været her.”

Mette Abildgaard: ”En af de gange, hvor jeg har haft den allerfedeste fornemmelse, var, da jeg skulle holde tale på vegne af mit parti i forbindelse med afslutningsdebatten i 2017. Jeg havde skrevet en tale, som fungerede godt, og som folk morede sig over. Jeg kan huske, da jeg kiggede ned på den ene side, sad statsministeren, udenrigsministeren og justitsministeren side om side og gav mig deres udelte opmærksomhed. Der er også taget et ret fedt billede, hvor de sidder alle sammen og slår i bordet af grin.”

Work. Life. Balance?
Jacob Mark: ”Det sværeste er det, som man skal vælge fra. Jeg kan sidde med fire sager på et af mine områder og vide, at jeg kun har tid til én af dem. Jeg ved, at de tre andre også er vigtige, men det er bare vilkårene. Man bliver virkelig god til at prioritere herinde, men man går også lidt med en dårlig samvittighed hele tiden. Jeg har lige siddet til et møde, hvor de kom med en skidegod idé, og der ved jeg allerede nu, at det vil jeg først kunne løfte efter et valg. For frem mod næste folketingsvalg har vi nogle prioriterede sager, som vi kører som perler på en snor. Og så er der alt det i privaten, man også skal vælge fra. Man ser venner og familie mindre.”

Mette Abildgaard: ”Hvis man arbejder solen sort og bruger alle timer herinde og samtidig får dårlig samvittighed over, at der er endnu mere, man burde have nået, bliver livet simpelthen bare for surt. Da jeg var ny handicapordfører, skrev alle de danske handicaporganisationer, at deres formand gerne ville komme til hilse-på-møde, og jeg lærte meget hurtigt, at jeg hader begrebet hilse-på-møder, fordi jeg kunne bare konstatere, at jeg kunne fylde det første år som folketingsmedlem ud med hilse-på-møder på alle mine fagområder. Hvis man nogensinde selv skulle nå at være med til at sætte en dagsorden, så kan man ikke sætte al sin tid af til, at andre skal præsentere, hvad der er på deres dagsorden.”

Er der noget i privatlivet, som I har været nødt til at opgive?

Mette Abildgaard til Peter Kofod: ”Du går lidt mindre på Nationalmuseet?”

Peter Kofod: ”Ja, det er rigtigt. Det er faktisk lang tid siden. Men jeg må indrømme, at jeg bilder mig ind, at jeg har en fordel i forhold til jer andre, fordi jeg bor i Jylland. Så arbejder man igennem herovre, og så tager man hjem i to-tre dage, hvor man holder fri, for man er alligevel 250 kilometer væk. Det er ret meget luksus, fordi jeg kan tillade mig, når folk så alligevel ringer i weekenden, at sige, at ’vi må tage den, når jeg er tilbage i København’. Det er et kæmpe plus.”

Mette Abildgaard: ”Det er sådan meget kønsspecifikt. Men jeg tror, at der er en udfordring for unge, kvindelige politikere, når man ikke har fået de børn, man skal have, fordi det er bare en periode, hvor man er væk, og man ikke kan passe ens hverv. Det betyder, at når perioden er gået, og regnskabet skal gøres op, har man bare været mindre på end nogle af ens mandlige kollegaer, som har været der i hele perioden.”

Jacob Mark: ”Fordelen ved at være ung er, at man, som jeg, ikke har så mange forpligtelser. Jeg kan bruge rigtig meget tid på at tage ud og besøge folk og være på institutionsbesøg og lignende. Nu snakker jeg med en af mine andre unge kollegaer, som har børn, og han har bare ikke lige så meget tid til at komme rundt omkring, som jeg har nu. Jeg bruger det meste af mit liv lige nu på at være i politik.”

Politikerlede
Jacob Mark: ”Jeg tænker, at Mette altid plejer at sige noget begavet, når vi når til det her punkt.”

Mette Abildgaard: ”Hvad plejer jeg at sige?”

Jacob Mark: ”Det ved jeg ikke, nu får jeg præstationsangst. Men Peter var der jo, da vi skulle behandle det i folketingssalen. Så Peter er i virkeligheden ekspert på det her punkt.”

Peter Kofod: ”Mette fandt en bog, som var meget gammel, og læste op, at allerede for mange år siden havde der været mistillid til det politiske system. Så kan man diskutere, er det blevet forstærket? Ja, helt klart. Tager befolkningen så altid fejl? Nej. Det er ikke nødvendigvis altid forkert at være kritisk indstillet over for systemet.”

Mette Abildgaard: ”Jeg tror, at politikerleden altid har været der. Og den bog, som jeg læste op fra, var vist fra 1963. Men der ses også en udvikling, og den er stigende, det kommer vi ikke uden om. Men det er interessant, at det ikke er, fordi folk i lavere grad genvælger politikere, og det tager jeg som udtryk for, at det ikke er den enkelte Peter, Jacob eller Mette, der findes lede imod. Det er standen som sådan.”

Peter Kofod: ”Det pudsige er, når man læser de målinger, så tænker man, at det var godt nok deprimerende. Men når man så kommer hjem til, hvor man er valgt og bor, oplever jeg ikke, at folk er sure. Tværtimod oplever jeg, at folk er meget interesserede i, hvad jeg går og laver, og ofte har meget stor respekt for, at det tager mange timer, og man er væk hjemmefra.”

Jacob Mark: ”Jeg tror, der er to ting på spil. For det første er jeg enig i, at folk stadig har tillid til dem, som de stemmer på. Det er de andre, den er gal med. Der har vi et ansvar som folkevalgte for at vise, at det er ikke de andre, den er gal med. Vi kan godt være politisk uenige, men de er ordentlige mennesker, der tror på det, som de kæmper for. Det er vi for dårlige til. Det leder mig til den anden del, som jeg ikke rigtigt har luftet før, men som hænger sammen med en anden interesse, jeg har i kraft af min bachelor i journalistik. Jeg mener, at kombinationen af 24 timers nyheder og kritisk journalistik, hvor man vil have konflikter, har været gift for den saglige og gode debat.”

Peter Kofod: ”Jeg har et konkret eksempel fra for nylig, hvor en journalist ringer og præsenterer en historie, og spørger, hvad man tænker om det? Jeg syntes som udgangspunkt ikke, at der var det store problem. Konklusionen var, at så var jeg ikke interessant. Så ringer han til en af de andre, som er sure og måske vil indkalde til et samråd.”

Jacob Mark: ”Det har jeg også prøvet mange gange.”

Så kommer I ikke med i artiklen?

Peter Kofod: ”Jeg kom ikke med, og jeg tænkte, skal jeg indkalde til et samråd for at komme med i en artikel? Og nej, jeg er ikke spor bedre end alle mulige andre og er også før hoppet lige i fælden. Men journalister skal også tænke over, om man ringer og har den tilgang, at der skal indkaldes til et samråd, eller om man ringer for at høre, hvorfor vi mener det, som vi gør.”

Jacob Mark: ”Hvis de er ude efter en kritisk vinkel, og man skulle lave den overraskelse som den sure venstrefløj og sige, jamen, det er jeg ikke kritisk over for, så går de over til et andet surt venstrefløjsparti. Det er vilkårene.”

Mette Abildgaard: ”Det bedste, man kan gøre i forhold til at modarbejde den politikerlede, er dybest set at opføre sig ordentligt. Jeg tror især, at i de to gamle, traditionelle partier, Socialdemokratiet og Venstre, bliver man som ung politiker opdraget til, at man skal være en terrier, der hænger meget i haserne på de politiske modstandere. Det er ikke sådan, jeg har lyst til at være som politiker, og det tror jeg også er det bedste, vi kan gøre for at påvirke det der politikerlede.”

Hvor længe bliver I i politik?
Peter Kofod: ”Det kan jo være slut om et år.”

Jacob Mark: ”Der kan ske to ting. Vælgerne gider mig ikke mere, eller jeg gider ikke mere.”

Mette Abildgaard: ”Hvad sker først?”

Jacob Mark: Lige er det her det fedeste i verden at lave, og jeg føler mig meget privilegeret. Men det er de to scenarier, der er. Man skal stoppe, når man ikke synes, at det er fedt mere.

Mette Abildgaard: ”Jeg tror ikke, at jeg kan svare på det her spørgsmål om, hvor lang tid man har lyst til at blive i politik, før jeg har prøvet at skulle kombinere et almindeligt liv med tilværelsen som politiker. Der er jeg bare spændt på at finde ud af, når jeg får børn, om det kan kombineres og på en tilfredsstillende vis, for det er det, der bliver afgørende for mig for, hvor mange år jeg bliver herinde.”