Regeringen har allerede glemt, hvad den lærte af EU-valget
Efter det skuffende EU-valg konkluderede regeringens tre partier, at de skulle blive bedre til at markere sejre. Så hvor er den landsdækkende kampagne med den grønne trepart, spørger kommunikationsrådgiver Morten Reimar.
Morten Reimar
Selvstændig kommunikationsrådgiver, Reimars Bureau, fhv. rådgiver i Venstre og RadikaleDet er paradoksalt, at de vælgere, der går allermest op i naturen, er dem, der bor længst fra den. Byboerne får til dagligt deres naturoplevelser i velfriserede parker, faunaen er primært duer, og træerne står på alléer. Men i sommerferien er det anderledes.
For her kører de i karavane fra brokvarterne til sommerhusene. De tager toget til hver en afkrog af landet og får på den måde syn for sagen. Nu skal de ud at opleve Danmarks natur. Og det er en oplagt mulighed for dem at minde om den triste forfatning, den er i.
Det burde regeringens partier have forudset. Og udnyttet.
For de bakser nemlig stadig med at overbevise vælgerne om, at den ”historiske” brede midterregering giver mening og var nødvendig. Den grønne trepart, som allerede føles som længe siden, var deres store chance for at bevise deres eksistensgrundlag.
Efter det mildest talt skuffende EU-valg for SVM’s partier lød konklusionen, at de skulle være bedre til at fortælle danskerne om de helt store linjer, der bliver tegnet i disse år. Vælgerne blev nemlig lovet, at hvis bare de voksne partier satte sig sammen, så var det bare om at holde på hat og briller. Men for de fleste at se er det endt i noget værre skuddermudder og en afskaffet helligdag.
Den grønne trepart var anderledes. Hvis nogen skulle være i tvivl om, hvor stor en præstation det var at få alle fra Dansk Landbrug til Danmarks Naturfredningsforening til at blive enige, skulle man bare prikke en af de tre partiers politiske ordførere på skulderen, og så ville der komme en storm af plus-ord ud af munden på dem.
Når ferien er forbi, er der ingen der kan huske, om den grønne trepart var en god eller en dårlig aftale. Så starter slagsmålet forfra.
Morten Reimar
Der var ingen grænser for, hvor ambitiøs og altomvæltende en aftale det var, og Danmarkskortet skulle tegnes om og alt muligt, lød det. Men nu er der gået ferie i den.
Danskerne tænker mere på nedbør end på udledning, de gør sig flere tanker om to eller tre kugler is end om den ene eller den anden kvote per tons CO2. Og det er noget lort, for når ferien er forbi, er der ingen der kan huske, om det var en god eller en dårlig aftale. Så starter slagsmålet forfra.
Det havde været smart af dem at prime i løbet af sommerferien. Simpelthen have mindet vælgerne om det store stykke arbejde hele juli måned.
Hvad med en busstoppesteds-kampagne målrettet forskellige lokationer i sommerlandsskabet?
Det kunne eksempelvis have været på Bornholm, hvor fiskeriforeningen nedlagde sig selv i foråret, fordi iltsvindet i Østersøen gør det umuligt at drive erhvervsfiskeri. Det er da alligevel noget at tænke over, når man spiser buffet på et af røgerierne, at det hele er importeret, fordi vi ikke har passet godt nok på vores natur.
Man kunne også have lavet reklamer på togstationerne eller i Ud&Se, så de, der kører på tværs af landet, får noget at tænke over, mens de ser det danske landskab passere forbi. Hvad med en plakat på Københavns Hovedbanegård, hvor der står ”Hvor mange skove ser du på vej i sommerhus?” og så et svar på stationerne ude i landet, hvor der står ”Nu rejser vi skove på størrelse med Fyn. Kh regeringen.”
Eller en anden aha-oplevelsestekst i stil med ”Velkommen til Skagen. Her plejede du at kunne se så-og-så mange fugle, men de seneste ti år er så-og-så mange forsvundet. Nu afsætter vi 40 milliarder kroner til biodiversitet.”
Det handler om at minde danskerne om et alvorligt problem og samtidigt frame regeringen som løsningen på det.
Morten Reimar
Det handler om at minde danskerne om et alvorligt problem og samtidigt frame regeringen som løsningen på det. Igen og igen understrege, hvor stor en forandring, Danmark står overfor, og at det aldrig nogensinde kunne være sket uden de ansvarlige partier.
I virkeligheden kunne den selv samme kampagne bruges imod regeringen af grønne partier, der ønsker at italesætte aftalen i den grønne trepart som en uambitiøs omgang kompromis-grød uden smag.
For når deres grønne byvælgere kommer ud i landet og oplever den natur, vi har smadret, og de bliver mindet om det enorme genoplivningsprojekt, vi står overfor, vil det være muligt at tegne et billede af, at der slet ikke er tempo nok på, at landbruget igen-igen bliver tilgodeset, og der er brug for virkeligt grønne partier, hvis det skal gøres ordentligt.
Det Konservative Folkeparti omtaler sig selv som det grønne, blå parti. Her har de chancen for at vise det. I stedet har de kastet penge efter reklame på siderne af busserne i byen, hvor der ved siden af Mona Juul (K) står ”Vi holder Juul hele året.”
Uanset vinklen er alle partier gået glip af en oplagt mulighed for at prime forhandlingerne. Sætte tonen an for, hvilken dækning medierne kommer til at lave, og hvad det politiske udgangspunkt bliver: Er det her en genial plan eller endnu et kompromis, der ikke gør nogen tilfredse?
Nu er august kommet, og snart ringer klokkerne ind.