Altinget.dk og DR laver kandidatdatabase over kommunalvalget

13. juni 2013 kl. 15:30
KANDIDATMATCH: I et samarbejde mellem Altinget.dk og DR skabes landsdækkende database over kommunal- og regionsrådskandidater.
| Flere
For første gang samles oplysninger om samtlige kandidater til både kommunal- og regionsrådsvalget på landsplan i en offentligt tilgængelig service for alle vælgere. 

Formålet er, at vælgerne skal kunne få bedre kendskab til kandidaterne og blive guidet til at finde ud af, hvem de er mest enige med ved at svare på en række politiske spørgsmål, som kandidaterne har haft mulighed for også at svare på.

Kandidatdatabasen opdateres løbende op til valget, og når listerne lukker 22. oktober, vil samtlige omkring 10.000 kandidater være at finde. Vælgerne kan matche sig op imod de kandidater, der har svaret, og finde oplysninger som mærkesager, cv og link til personlig hjemmeside og facebookprofil.

Kandidatmatch vil blive lanceret på DR's hjemmeside sidst på sommeren. Derudover får Danske Regioner regionsrådskandidaternes profiler, som vil blive tilgængelige på regionernes fælles valgsite www.rv13.dk i august. 

MODTAG ET DAGLIGT NYHEDSBREV FRA ALTINGET.DK