Smileyordning skal løse vandforurening

FORURENING: Vandforurening kan undgås med en smileyordning. Det mener vand-professor. Regeringen varsler stramninger.
Smileyordning kan forebygge drikkevandsforureninger. Det mener Erik Arvin, professor ved DTU.
Smileyordning kan forebygge drikkevandsforureninger. Det mener Erik Arvin, professor ved DTU.Foto: Colourbox
Kristian Aaskov Nielsen

Kampylobaktor og kogt drikkevand. Nu skal det være slut med drikkevandsforurening som den, der stadig skaber problemer i Tune ved Greve. De tilbagevendende problemer ved Tune Vandværk får professor ved DTU Erik Arvin til at forslå en smileyordning.

"Forebyggelsen er det vigtigste. Jeg har kritiseret, at man har den elendige kvalitetskontrol. Jeg foreslår derfor, at man laver en vandværkernes smileyordning, hvor man systematisk prøver at forbygge tingene, som man gør i levnedsmiddelindustrien," siger Erik Arvin.

Erik Arvin mener, at det er vigtig, at man finder en ordning, som ikke er for bureaukratisk, og dermed tager arbejdet fra de ansatte ved vandværkerne. Det mener han også er muligt.

"Hvis en slagterforretning kan finde ud af det, så kan vandforsyningerne, som er den vigtigste levnedsmiddelindustri, selvfølgelig også," siger han.

Venstre: Stramninger på vej
I regeringspartiet Venstre er miljøordfører Eyvind Vesselbo ikke afvisende over for en smileyordning.  

"Jeg synes, det er en udmærket ide med smileyer. Hvis det er den måde, man giver stemplet på, så synes jeg, det er fint," siger han, men understreger, at 
hyppigheden af tilsynene med vandet er det vigtigste.

Eyvind Vesselbo påpeger, at regeringen allerede er ved at kigge på området, og at der inden 1. oktober vil blive fremlagt stramninger på området.

S: Nej til smileyordning
Socialdemokraternes miljøordfører, Mette Gjerskov, mener derimod ikke, at en smileyordning løser problemerne.

"Jeg er ikke sikker på, at en smileyordning er særlig god. Folk kan jo ikke flytte fra det ene vandværk til det andet. Vandet skal bare være i orden," siger hun.

Hun mener i stedet, at en række minimumskrav skal sikre, at kontrollen er i orden. Hun påpeger, at Socialdemokraterne allerede i foråret fremsatte et forslag til om skærpet kontrol.

"Nu vil vi fremsætte det igen, og så må vi se, om regeringen ikke er ved at blive moden. Det er jo ikke acceptabelt, når vi ved, at der er procedurer, som ikke er gode nok rundt omkring på vandværkerne," siger hun.

Danva: Ledelsessystemer skal styrke overblik
Dansk Vand- og Spildevandsforening hilser Erik Arvins forslag velkomment. Direktør i Danva, Carl-Emil Larsen forklarer, at man tidligere har foreslået en såkaldt skorstensfejer-ordning.

"Vi kaldte det skorstensfejer-ordningen, hvor et smedeværsksted er ude at kontrollere, at installationerne ved de kritiske forbrugere er i orden," siger Carl-Emil Larsen.

Han mener dog også, at man skal kigge på ledelsessystemerne på vandværkerne. På den måde kan man sikre, at der er et overblik, og man nemt kan lave risikovurderinger.

"Vi kalder det dokumenteret drikkevandssikkerhed, hvor man ud fra sit kendskab til hele sit forsyningsområde har en vurdering af, hvem der er tilkoblet hvor," siger Claus-Emil Larsen.

Redegørelse på vej
For to år siden var der også store problemer ved Køge, hvor et rensningsanlæg forurenede drikkevandet. I den forbindelse nedsatte miljøminister Troels Lund Poulsen (V) en gruppe, som skulle kulegrave problemerne.

Gruppen fremsendte i november en redegørelse til Folketingets miljøudvalg med fire overordnede anbefalinger inden for vandforsyningsstrukturen i Danmark, omfang og årsager til forurening, regelgrundlag samt erfaringer med tekniske tilsyn.

Der arbejdes stadig på anbefalingerne i By- og Landskabsstyrelsen, oplyser kontorchef Inger Bergman.

Altinget logoMiljø
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget miljø kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00