Aftale sikrer midler til økologi, lavbundsjorde og ny teknologi

AFTALE: En ny finanslov for 2021 prioriterer penge til flere grønne fødevaretiltag. Desuden slår aftalepartierne fast, at nye teknologier "er afgørende for at opnå væsentlige reduktioner af udledningen af drivhusgasser fra landbrugssektoren".

Finansminister Nicolai Wammen (S) præsenterede søndag finanslovsaftalen for 2021 sammen med SF, Radikale Venstre, Alternativet og Enhedslisten.
Finansminister Nicolai Wammen (S) præsenterede søndag finanslovsaftalen for 2021 sammen med SF, Radikale Venstre, Alternativet og Enhedslisten.
Sine Riis Lund

Fødevaresektoren får med søndagens finanslovsaftale en række skub i en grønnere retning.

Sammen med SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet har regeringen afsat 660 millioner kroner til udtag af lavbundsjorde over de næste fire år. Forventningen er, at de afsatte midler kan udtage cirka 5.000 hektar landbrugsjorde, hvilket skønnes at bidrage med en samlet klimaeffekt på knap 75.000 tons CO² i 2030.

Partierne noterer sig, at der ved det kommende landbrugsudspil i starten af 2021 desuden vil "blive taget stilling til implementeringen af den næste reformperiode af den fælleseuropæiske landbrugspolitik (CAP)".

Dokumentation

Nedslag fra finanslovsaftalen for 2021

Økologisk indsats
Aftalepartierne er enige om at afsætte 45 millioner kroner årligt i 2021 til 2024 til fremme af økologi. Herunder prioriteres 20 millioner kroner årligt 2021 til 2024 i regi af Fonden for Økologisk Landbrug, mens 25 millioner kroner afsættes som en ramme til styrket økologi, herunder omstilling af offentlige køkkener, styrket innovationsindsats på økologiområdet med videre.

Rådet for Grøn Omstilling
Der afsættes tre millioner kroner i 2021 til Rådet for Grøn Omstilling, som er en uafhængig miljøorganisation, der arbejder for en bæredygtig omstilling af samfundet.

Støtte til 92-gruppen
92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling - er et samarbejde mellem 23 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i 1992. 92-gruppen arbejder blandt andet med at påvirke Danmarks, EU's, WTO’s og FN’s politik med relevans for global bæredygtig udvikling. Der afsættes en million kroner årligt i 2021 og 2022.

Nye teknologier
Der etableres en tilskudspulje til teknologier med stort reduktionspotentiale inden for landbrugssektoren. Puljen skal bidrage til fremme og demonstration af nye teknologier, der har til formål at nedbringe udledningen af drivhusgasser fra landbruget for eksempel inden for brun bioraffinering. Der afsættes 100 millioner kroner årligt i 2021 og 2022 til puljen.

Udtagning af lavbundsjorde
Aftalepartierne er enige om at afsætte i alt 660 millioner kroner i perioden 2021-2024 til udtagning af kulstofrig landbrugsjord. For de afsatte midler kan der udtages cirka 5.000 hektar landbrugsjorde, hvilket skønnes at bidrage med en samlet klimaeffekt på knap 75.000 tons CO2e i 2030. Partierne noterer sig, at der ved det kommende landbrugsudspil i 2021 vil "blive taget stilling til implementeringen af den næste reformperiode af den fælleseuropæiske landbrugspolitik (CAP)".

Havne- og landsbypuljer
Finanslovsaftalen afsætter 25 millioner kroner i 2021 til grøn omstilling af havne og omstillingsindsatser inden for for eksempel fiskeri og relaterede følgeerhverv.
Blandt andet oprettes en pulje, der kan søges af havne-, fiskeri- og følgeerhverv til at medfinansiere projekter vedrørende for eksempel omstilling og grøn udvikling af erhverv.

Grøn efteruddannelse og opkvalificering
Der afsættes 100 millioner kroner årligt i 2021-2022 til en ansøgningspulje til opkvalificering og efteruddannelse inden for klimatilpasning og grøn omstilling i bred forstand.

Støtte til oplevelsesindustrien
I 2021 indføres midlertidigt en særskilt skattefritagelse af gavekort til restaurationsydelser med en beløbsgrænse på 1.200 kroner årligt, som kan bruges til hoteller, restauranter og forlystelser, herunder teater- og biografforestillinger med videre. Der afsættes i alt 250 millioner kroner efter tilbageløb og adfærd i 2021 til formålet.

Natur- og biodiversitetspakke
Aftalen afsætter 888 millioner kroner i perioden 2021 til 2024 til en natur- og biodiversitetspakke, der blandt andet skal fremme udlæg af urørt skov, etablering af nye naturnationalparker og udarbejdelse af en strategi for forvaltning af truede arter. Pengene skal gøre det muligt at nå et samlet areal på knap 75.000 hektar urørt skov og etablering af skønsmæssigt 13 nye naturnationalparker, så der samlet set vil være 15 naturnationalparker.
Der afsættes ti millioner kroner i 2021 til at forbedre havmiljøet, der prioriteres til at genetablere stenrev og opsamle tabte fiskeredskaber i Øresund.
Desuden er parterne enige om at etablere et biodiversitetsråd, hvortil der afsættes fire millioner kroner årligt i 2021-2024.

Kilde: Finanslovsaftalen for 2021


Altinget logoMiljø
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget miljø kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00