Alle partier i Folketinget indgår aftale om skadelig kemi

Ny fireårig kemiaftale til 300 millioner kroner er netop faldet på plads. Aftalen sikrer blandt andet penge til bekæmpelse af skadelige stoffer, bedre forbrugeroplysning og bedre kontrol med virksomheder.

Folketinget har indgået aftale om en ny kemikalieindsats for 2022-2025.
Folketinget har indgået aftale om en ny kemikalieindsats for 2022-2025.Foto: Colourbox
Hjalte T. H. Kragesteen

Hele Folketinget er enige om en ny fireårig kemi-indsats.

Aftalen afsætter i alt 304 millioner til bekæmpelse af skadelige kemikalier, bedre forbrugeroplysning og bedre kontrol med kemiindholdet i forbrugerprodukter.

Miljøminister Lea Wermelin (S) er glad for, at alle partier står bag aftalen.

”Det skal være trygt at være forbruger, og man skal kunne stole på, at de ting, man putter i indkøbskurven og bruger i sin hverdag, ikke skader ens helbred eller ens børns sundhed,” siger hun i en skriftlig kommentar.

300 millioner kroner over fire år er stort set det beløb, som regeringen spillede ud med på finansloven. Et niveau, der nogenlunde svarer til den hidtidige kemikalieindsats, der udløb ved årsskiftet.

Den nye aftale sætte penge af til en lang række formål. Et af de mest centrale handler om, at sikre penge nok til, at Danmark kan gøre sig gældende, når der inden for overskuelige fremtid skal aftales en helt ny europæisk kemikalieregulering. Det er nemlig på EU-niveau, at kemikalier i forbrugerprodukter for alvor bliver reguleret. Ifølge Miljøministeriet er der nu afsat penge til, at Danmark har kræfter til at levere på sine mærkesager.

Aftalen øremærker desuden 26 millioner kroner til bekæmper allergifremkaldende stoffer. Og der går 36 millioner til forskning og regulering af hormonforstyrrende stoffer, der kan være årsag til blandt andet dårlig sædkvalitet og tidlig pubertet hos piger.

Derudover afsættes der 18,4 millioner kroner til Forbrugerrådet Tænk Kemi, som rådgiver forbrugerne om potentielt skadelig kemi. Det sker gennem test af forbrugerprodukter samt app’en ”Kemiluppen”.

Aftale om biocider
Foruden kemiaftalen er der samtidig indgået aftale om at mindske problemer fra biocider. Det er kemikalier, der blandt andet bruges i træbeskyttelse, håndsprit og til at bekæmpe alger. Til den afsættes der knap 39 millioner kroner over fire år. Her vil partierne blandt andet indfører en autorisationsordning for professionelle insektbekæmpere.

0:000:00