Kommentar af 
Steen Gade

Steen Gade: Arbejdspladser har skygget for vigtig miljøkamp

ANMELDELSE: Mindebogen over Aage Hansens liv og kampen mod giften fra Cheminova er måske en af vores tids vigtigste miljøkampe fortalt på skrift, skriver Steen Gade, klummeskribent og tidligere SF-miljøpolitiker.

Foto: Colourbox
Steen Gade
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

”Fisk kan ikke tale, så jeg har gjort mig til talsmand for både fisk og fugle.” Sådan sammenfattede Rav-Aage selv sin livslange kamp mod Cheminovas forurening.

Og det er netop titlen på den mindebog over Aage Hansens liv samt over mere end et halvt århundredes kamp mod giften fra Cheminova, der netop er udkommet på forlaget Rebild: Fisk kan ikke tale – en fiskers kamp mod Cheminovas forurening skrevet af Jens Østergaard i tæt samarbejde med stifteren af Cheminovagruppen, Flemming Højgaard Madsen.

Rav-Aage, som han blev kaldt, fordi han samlede rav, er den eneste danske miljøaktivist, der har modtaget ridderkorset for sin indsats.

Og selvom han er så alene, siger det mere om Kongehusets aktuelle mangel på at holde trit med virkeligheden, og det betød uendeligt meget for fisker Aage Hansen fra Thyborøn. Og det gjorde jo hans livsindsats kendt som den første – og alt, alt for længe den eneste – der advarede og kæmpede mod det, der blev Danmarks største giftforurening og udviklede sig til den største miljøskandale i Danmark.

Det er en dramatisk historie om store økonomiske interesser, myndighedssvigt, om sammenspisthed og lysten til at lukke øjnene, når arbejdspladser er i spil.

Steen Gade
Klummeskribent

Det er en dramatisk historie om store økonomiske interesser, myndighedssvigt, om sammenspisthed og lysten til at lukke øjnene, når der er arbejdspladser på spil. Men også om grønne ildsjæle, vedholdenhed og at det kan nytte at holde fast. Og så selvfølgelig om sund fornuft og troen på, at hvad du ser og lugter er afgørende i et samspil med frie eksperter, der tør sige fra.

Bogen handler om den dygtige og visionære initiativtager Gunnar Andreasen, fyldt med efterkrigstidens fremtidstro på kemiens strålende århundrede og skruppelløse evne til at sno sig, der møder fisker Aage Hansens sunde fornuft, viljestyrke og naturlige forbundethed med fugle og fisk samt hjemstavnen.

De to personers kamp er et drama i sig selv. Man sidder som læser i en konstant oplevelse af, at det virkelig er David, der møder Goliat.

Vel at mærke en Goliat, der er urørlig og har støtter overalt. Myndighederne ser gennem fingrene med, at giften siver ud, og de er sammenspiste med firmaet.

Miljøstyrelsens rolle er i perioder skræmmende og utilgivelig, og de lokale myndigheder er fra starten uden nogen som helst kompetence til at håndtere en stor kemikaliefabrik.

Gunnar Andreasen har oven i det foræret fabrikken til Aarhus Universitets Forskningsfond, så faglig kritik blev også gjort vanskelig. Overskuddet gik jo til forskning – og i meget lange perioder vaskede Aarhus Universitets Forskningsfond hænder.

Dertil kommer, at de lokale myndigheder i lange perioder modarbejder og chikanerer Aage og hans familie. Og så måske det værste: Aages egne – fiskerne i Thyborøn – var længe så bange for giftig omtale og dermed deres erhverv, at de ønskede, at han skulle tie stille og frøs ham ud. Ligesom hans andre naboer, arbejderne på Cheminova, som accepterede risikoen – også for eget helbred – mod et arbejde og en god løn.

Selv fabrikken ligger ikke et tilfældigt sted. Nej, Harboøre Tange blev i 1953 valgt, fordi det lå langt fra København og mediernes søgelys, tæt på det store hav, og fordi det var fattigt og med voldsom mangel på arbejdspladser.

Den flyttede fra Måløv, Gladsaxe, hvor den var ved at blive lukket af myndighederne, fordi den forurenede voldsomt. Så det var ikke, fordi viden om risici ikke var kendte.

Men det store Vesterhav skulle fortynde giften, og afløbet mod høfde 42 blev straks etableret. Fortynding blev i årtier den såkaldt ”faglige” grund til manglende handling fra myndighedernes side. De reelle grunde hedder arbejdspladser, koste hvad det vil, ligegyldighed over for natur og miljø samt nul respekt for udkanten.

Bogen handler, foruden om miljøskandalen, også bredt om Aages historie og liv, hvor kampen mod giften fik en uventet hovedrolle.

Nu fortsætter hans søn, Bjarne, selvom han lovede sin far ikke at fortsætte, fordi det var for fyldt med menneskelige omkostninger. Bogen, derimod, er et løfte til Aage, som nu på bedste vis er blevet opfyldt.

I den indholdsfyldte bog er der desuden et spændende afsnit om hele den kemiske sprøjterevolution, der voksede ud af Anden Verdenskrig med Cheminova og Gunnar Andreasen som en vigtig figur på linje med de største kemivirksomheder i verden. En historie i sig selv.

Altså flere bøger i en og dermed lidt for mange gentagelser, hvad der indimellem kan gøre den mindre læsevenlig. De mange facts er derimod en guldgrube, der også indimellem kan være vanskelige af få has på, hvis man ikke har fulgt forløbet. Helt forståeligt.

For da miljøminister Erik Holst i 1981 satte arbejdet i gang med at udarbejde en hvidbog om Cheminovas forurening, endte rapporten på 700 sider og med 240.000 siders tekst bagved.

En tidslinje hjælper heldigvis med til at holde styr på forløbet og de mange sager fra 1938 og til dagens kamp for at få fjernet giften i depotet ved høfde 42. En diskussion, som et flertal i Folketinget i 2014 desværre besluttede skulle udsættes til 2019. Så det er ikke slut endnu.

Men bogen er heldigvis også en stor fortælling om, at det nytter at kæmpe. Den viser på smukkeste vis, hvordan unge studerende på Aarhus Universitet, Cheminova-gruppen, stiftet af den ene af forfatterne Flemming Højgaard Madsen, samlede viden og faglig ammunition imod Cheminovas bortforklaringer.

De blev ganske givet afgørende. Hvordan der i voldsomme politiske kampe og stille kontakter blev bygget alliancer op med andre fiskere og med et par politikere, der ikke ville lukke øjnene.

Eksempelvis bliver Margrete Aukens forespørgselsdebat i Folketinget 27. marts 1981 et vendepunkt, og lokalt gør Knud Jacobsen det samme.

De får fortjent en meget stor rolle sammen med fiskeriformænd som Kaj Rosenkvist og Johannes Noer. Undervejs – og også afgørende – med gode, pålidelige embedsmænd som Hans Ulrik Riisgaard, der turde råbe op og fortalte, hvad de faktisk kunne måle, og så den utrættelige kemiprofessor Finn Bro Rasmussen.

Skridt for skridt blev der grebet ind og sat en helt ny oprydningsdagsorden, politianmeldelser mod Miljøstyrelsen, Ringkøbing Amt og Thyborøn Kommune samt ny skærpet lovgivning. Og der kom nye folk til. Alt sammen med Aage og Cheminovagruppen som omdrejningspunkt.

Aage var selv helten, der heldigvis nåede at opleve en lille del af æren. Hans egne helte var to gange Margrete. På hans dagligstuevæg hang to store portrætter. Et af Dronning Margrete og et af Margrete Auken. Den sidste fik lov at begrave ham.

Det er efter min mening den vigtigste danske miljøbog i meget lang tid. Der er på en måde en lige linje mellem denne bog og Carsons bog fra 1962, Silent Spring, der for første gang advarer mod vor tids kemikaliebombardement, og som samtidig skabte grundlaget for det, vi i dag kalder miljøpolitik.

”Fisk kan ikke tale – En fiskers kamp mod Cheminovas forurening” af Jens Østergaard og Flemming Højgaard Madsen, Forlaget Rebild.

--------

Steen Gade er miljøklummeskribent, tidligere mangeårig SF–miljøpolitiker og tidligere direktør i Miljøstyrelsen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Steen Gade

Foredragsholder, skribent, fhv. formand, Regeringens Råd for Samfundsansvar og Verdensmål
Lærer (Herning Seminarium 1969)

0:000:00