Blå blok: Ingen nye vandløb i vandplanerne

VANDLØB: Det skal ikke være muligt at inddrage nye vandløb i de nuværende vandplaner, fastslår partierne i blå blok. Dybt skuffende, mener sportsfiskerne.

Foto: colourbox
Hjalte T. H. Kragesteen

Vandløb skal udtages og ikke tilføjes til vandplanerne.

Det er partierne i blå blok enige om. Dermed bliver et centralt ønske fra de grønne organisationer – blandt andet Danmarks Sportsfiskerforbund – ikke imødekommet.

Årsagen til diskussionen er et lovforslag fra regeringen, som skal skabe rammerne for en ny vurdering af vandløb i 2. generation af vandplanerne, der gælder for perioden 2015-2021. Det er mindre vandløb med et opland på under 10 km2, der skal revurderes, hvilket udgør omkring 8.500 af de i alt 19.000 kilometer vandløb, som er en del af vandplanerne.

Lovforslaget er 1. behandlet og skal efter planen vedtages mandag i næste uge. Forslaget er en konsekvens af de blå partiers aftale om Landbrugspakken (læs om sagen i faktaboks).

Det er dybt skuffende.

Verner Hansen
Formand, Danmarks Sportsfiskerforbund

Under behandlingen i Folketingssalen i slutningen af oktober blev netop spørgsmålet om at inddrage vandløb diskuteret, og Konservative og Dansk Folkeparti var ikke afvisende over for idéen, som de røde partier slog til lyd for.

”Principielt er jeg enig i, at det selvfølgelig bør være sådan, at man også kan tage vandløb ind,” sagde fødevareordfører Rasmus Jarlov (K) dengang, dog uden at love at ville stemme for et ændringsforslag.

Men trods de positive meldinger, så har ingen af de blå partier villet støtte et ændringsforslag om at inddrage nye vandløb, fortæller Dansk Folkepartis miljøordfører Pia Adelsteen. Alle røde partier bakker op.

En klokkeklar aftale
Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Rasmus Jarlov, men Pia Adelsteen, der også udtrykte sig positivt under 1. behandlingen, tager dem begge i forsvar.

”Vi har en klokkeklar aftale i blå blok om, at det her handler om at tage de vandløb ud, som ikke hører til i vandplanerne. Jeg tror, hverken at Rasmus Jarlov eller jeg havde tænkt på det, da vi blev spurgt,” siger Pia Adelsteen.

Hun henviser dermed til, at der i aftalen om Landbrugspakken står, at øvelsen handler om at udpege vandløb, der ikke bør indgå i vandområdeplanerne.

Derfor må man ifølge Pia Adelsteen vente med at inddrage nye vandløb til tredje planperiode, der løber fra 2021-27.

Afventer kriterier
Hvorfor udtalte du dig positivt om spørgsmålet under behandlingen i Folketinget?

”Selve idéen er jo ganske glimrende. Når vandrådene alligevel skal i gang med at se på vandløb, så giver det også mening at se på, om der skal vandløb ind i vandplanerne. Men i første omgang har vi aftalt kun at se på, hvad der skal ud,” siger Pia Adelsteen.

De grønne organisationer er ret bekymrede over, at der kun skal tages vandløb ud?

”Der er ingen grund til, at man skal være så bekymret. Jeg forstår faktisk ikke, hvad man er så bange for,” siger Pia Adelsteen.

Man er bange for, at der bliver fjernet vandløb, som bør beskyttes?

”Nu skal vi først have en teknisk gennemgang af de faglige kriterier, som Aarhus Universitet har stillet op. Vi ved jo stadig ikke, hvor mange vandløb, der måske skal tages ud. Og det ved de grønne heller ikke,” siger Pia Adelsteen.

Hun fortæller, at partierne bliver præsenteret for de nye kriterier onsdag eftermiddag.

Dybt skuffende
Danmarks Sportsfiskerforbund er ikke imponeret over de to blå partier.

”Det er dybt skuffende, at Konservative og DF er løbet fra sine udtalelser. Det må være et udtryk for, at de to partier er blevet banket på plads,” siger formand Verner Hansen.

Han retter i særdeleshed skytset mod Konservative.

”Vi havde håbet på, at Konservative nu vil være det grønne parti i den nye regering. Og det gør det ekstra skuffende,” siger Verner Hansen.

Det hører med til historien, at V-regeringen op til landbrugs-forhandlingerne faktisk spillede ud med, at alle små vandløb som udgangspunkt skal tages ud af vandplanerne. Men Konservative fik forhandlet hjem, at der skulle være tale om en revurdering af vandløbene.

Så er det fair at klandre Konservative nu?

”Vi har sat stor pris på, at det lykkedes Konservative at forhindre en massakre på vandløbene. Men det ændrer ikke ved, at det nu bliver en øvelse, som udelukkende går ud på at forringe indsatsen i en eller anden grad,” siger Verner Hansen.

Dokumentation

Sagen kort

Som en del af Landbrugspakken besluttede blå blok, at alle vandløb, der har et opland på under 10 km2, skal revurderes. Det skal ske på baggrund af nye faglige kriterier, som Aarhus Universitet er ved at udarbejde. Det er besluttet, at vandrådene bliver inddraget i arbejdet.

Forhenværende miljøminister Eva Kjer Hansen (V) lagde i første omgang op til, at alle de ”forhadte vandløb” skal ud af vandplanerne. Udgangspunkt var de vandløb, der har et opland på under 10 km2, hvilket svarer til omkring 8.500 kilometer. Hun lagde dog op til at fastholde mindre vandløb, hvor man allerede har nået miljømål, eller hvor vandrådene sammen med kommunerne har foreslået en konkret indsats.

I den endelig landbrugsaftale blev alle 19.000 kilometer dog fastholdt, og i stedet skal flade, smalle og gravede vandløb eller vandløb, der har begrænset miljømæssig værdi, ikke medregnes. Derudover skal man se på udpegningen af kunstige og stærkt modificerede vandløb, hvor miljøkravene er mindre.

Aarhus Universitet er ved at udarbejde nye kriterier, som forventes præsenteret for politikerne onsdag.

Miljøminister Esben Lunde Larsen (V) har fremsat lovforslag, der skal danne baggrund for øvelsen.

Arbejdet forventes færdig inden udgang af 2017.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pia Adelsteen

Restauratør, fhv. MF (DF)
butiksassistent

Verner Wismar Hansen

Forbundsformand, Danmarks Sportsfiskerforbund
socialrådgiver

0:000:00