Brøndby betaler spildevandsrabat i Rudersdal

TRAPPEMODEL: Husejere i Brøndby Kommune mærker de største konsekvenser af regeringens trappemodel for spildevandsbetaling, som favoriserer store virksomheder. Derimod står priserne til at falde i eksempelvis Rudersdal. *Se rettelse i bunden af artiklen
Trappemodellen for spildevandsrabatter rammer ikke kun forbrugerne. Brancheorganisation for slagtermestre klager over, at deres større konkurrenter favoriseres.
Trappemodellen for spildevandsrabatter rammer ikke kun forbrugerne. Brancheorganisation for slagtermestre klager over, at deres større konkurrenter favoriseres.Foto: www.colourbox.com
Klaus Ulrik Mortensen

Regeringens ændring af betalingsregler for spildevandsselskaber, som skal styrke konkurrencevilkårene for store virksomheder, har social slagside.

Det viser en beregning fra Naturstyrelsen, som blev præsenteret under en teknisk gennemgang af lovforslaget for Folketingets Miljøudvalg.

Heraf fremgår det, at spildevandsbetalingen for en gennemsnitlig husstand i Brøndby Kommune stiger 35 procent fra 3.250 til 4.400 kroner årligt. Til sammenligning kan husejere i Rudersdal Kommune i Nordsjælland se frem til et prisfald på 6 procent - fra 3.000 til 2.800 kroner.

"Det er et helt horribelt lovforslag, som der desværre er bred politisk enighed om," siger gruppeformand i Enhedslisten Per Clausen.

Man har haft et ønske om at forbedre konkurrencevilkårene for en lille gruppe virksomheder - herunder især store slagterier som Danish Crown og så Carlsberg. Og i den proces har man fuldstændig glemt at se på de sociale, men også konkurrencemæssige skævvridninger.

Per Clausen (EL)
Gruppeformand

Bred enighed i Folketinget
Lovforslaget om indførsel af en trappemodel, som blev præsenteret i forbindelse med regeringens vækstpakke, mønstrer opbakning af alle partier i Folketinget undtagen Enhedslisten. Per Clausen kæmpede da også en brav, men håbløs kamp under 1. behandlingen tidligere på måneden.

Målet med tiltaget er at lette spildevandsregningen for slagterier, bryggerier og andre virksomheder med højt vandforbrug med i alt 700 millioner kroner årligt.

Men fordi antallet af virksomheder i kommunerne varierer voldsomt, er der også enorme forskelle på, hvor store andele af spildevandsregningen der løftes af virksomhederne.

I Brøndby betales hele 60 procent af regningen i dag af erhvervslivet, mens den tilsvarende procentdel i Rudersdal blot er 5.

"Man har haft et ønske om at forbedre konkurrencevilkårene for en lille gruppe virksomheder - herunder især store slagterier som Danish Crown og så Carlsberg. Og i den proces har man fuldstændig glemt at se på de sociale, men også konkurrencemæssige skævvridninger, der er opstået," siger Per Clausen.

I håbet om at afkræve regeringen, hvad han anser som et gyldigt svar, har han stillet et hav af spørgsmål til vikarierende miljøminister Pia Olsen Dyhr (SF).

Se en oversigt over samtlige spørgsmål her

Olsen Dyhr: Prisstigninger opvejer tidligere rabatter
Miljøministeren afviser, at der kan forekomme stigninger på op mod 80 procent, som Per Clausen ellers havde hørt tale om. Men erkender, at stigninger i størrelsesordenen 35-40 procent kan forekomme.

"Regeringen er selvfølgelig optaget af, at de mindre vandforbrugere også er med i overvejelserne ved indførslen af en trappemodel," siger Pia Olsen Dyhr i et skriftligt svar.

Hun har dog ikke i sinde at ændre ved konsekvenserne af lovforslaget.

"Det er vurderingen, at hvor stigningerne er størst, vil prisen blive bragt tættere på den pris, som tilsvarende forbrugere i kommuner med færre store vandforbrugere allerede har betalt i flere år," skriver hun.

Debatten om rimeligheden i spildevandsrabatterne har kørt, siden Venstre i efteråret 2012 gjorde dem til et krav for at stemme for regeringens lovændringer på klimatilpasningsfronten.

Slagtemestre taler om konkurrenceforvridning
Det er dog ikke kun husejere og venstrefløjen, der kæmper imod rabatterne. I slutningen af maj beklagede brancheforeningen Danske Slagtermestre sig over, at trappemodellen favoriserer store slagterier.

"Nødvendigheden i lettelse af spildevandsafgiften er ikke større hos de store end hos de små. Derfor er det med meget stor forundring, at vi i lovudkastet må konstatere, at der lægges op til en meget betydelig afgiftslettelse hos de helt store slagterier og en decideret fordyrelse hos vore medlemmer i den modsatte ende af skalaen," skriver brancheforeningen.

Bekymringen går på, at rabatten på spildevandet bliver større, jo mere vand man forbruger. Danske Slagtemestre skønner, at alene Danish Crown, Tican samt to-tre private slagterier får den fulde effekt af trappemodellen, mens de resterende virksomheder vil tabe konkurrencekraft.

Et udregningen viser således, at vandafledningsbidraget efter rabatterne er ca. 2,50 kroner højere pr. slagtedyr på et mindre slagteri ved indførelse af den foreslåede trappemodel.

Minister: Tager ikke hensyn til særlige brancher
Alligevel ønsker Pia Olsen Dyhr ikke at ændre modellen, så alle slagterier stilles ens.
          
"Jeg mener ikke, at trappemodellen, der bygger på en større grad af kostægthed, bør skævvrides i forhold til specifikke brancher," skriver hun til Danske Slagtermestre.

Heller ikke Per Clausens ændringsforslag, som i højere grad er tænkt til ære for forbrugerne, kommer hun i møde. Enhedslistens gruppeformand ville vide, om en højere fast bidragssats kunne skabe grundlag for en mere retfærdig model.

Miljøministeren vurderer, at både trappemodel og højere fast bidrag vil flytte omkostninger fra store til mindre vandforbrugere og dermed gøre betalingen mere kostægte. Men at forøgelsen af faste udgifter vil gå ud over husstandenes motivation for at spare på vandet.

Men hvad så med regnvandsbidraget, som blandt andet Danva har efterlyst, ville Per Clausen vide? Tanken er her, at man ved at afkoble vand- og spildevandsregning får et mere kostægte system.

"Jeg har ikke umiddelbare planer om at indføre et regnvandsbidrag. Jeg er dog åben over for input til en konkret og målrettet model, der kan fremme lokal afledning af regnvand," skriver Pia Olsen Dyhr.     
          
 

Dokumentation

*Rettelse:

Det var ikke korrekt, da Altinget.dk fredag 14. juni skrev, at husejerne i Brøndby kommer til at opleve voldsomme stigninger i spildevandspriserne.

Artiklen var baseret på tal fra Naturstyrelsen, som viser konsekvenserne ved indførslen af en såkaldt trappemodel for spildevandsbetalingen, som har til formål at forbedre konkurrencevilkårene for virksomheder med højt vandforbrug.

I en teknisk gennemgang af lovforslaget, som Naturstyrelsen havde forberedt for Folketingets Miljøudvalg, indgik en tabel, som viser, at Brøndby vil opleve de største konsekvenser af ændringerne, mens borgere i eksempelvis Rudersdal og Sorø til gengæld ville slippe med lavere regninger som følge af trappemodellen.

Baggrunden for dette er, at 60 procent af vandet i Brøndby forbruges af store vandforbrugere.

En henvendelse fra direktør i Brøndby Kloakforsyning, Frank Brodersen, viser imidlertid, at en betragtelig del af disse store vandforbrugere er boligselskaber og kommunale institutioner, som ikke er omfattet af trappemodellen og derfor ikke kan se frem til rabatter på spildevandsregningen.

Faktisk er kun 3 ud af 16 aktører på listen med forbrug over 10.000 kubikmeter årligt private. Og samlet tegner de sig blot for 39.000 ud af 1.100.000 kubikmeter.

Naturstyrelsen bekræfter fejl i tal
I Naturstyrelsen bekræfter kontorchef Jakob Møller Nielsen, at tallene er fejlagtige.

Men, slår han fast, misforståelsen mellem Naturstyrelsen og Brøndby Kloakforsyning har ingen konsekvenser for beregningsforudsætningerne bag trappemodellen.

Og det ændrer dermed ikke på, at problemstillingen stadig er relevant for resten af landets vandselskaber med høj andel af virksomheder med stort vandforbrug.

Endvidere gør han opmærksom på, at trappemodellen omfatter samtlige virksomheder med forbrug fra 500 kubikmeter og opefter. De angivne tal for Brøndby på 10.000 kubikmeter og opefter giver således ikke et retvisende billede af, hvor mange der er omfattet af modellen i Brøndby.

Altinget.dk beklager naturligvis fejlen.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00