Dansk Akvakultur: Havbrug skal vokse både til lands og til vands

Af Brian Thomsen
Direktør, Dansk Akvakultur

I et debatindlæg 5. januar kritiserer Verner W. Hansen, sportsfiskernes formand, havbrug og kalder det en forældet produktionsform. Det er helt forkert. Moderne havbrug på åbent hav gennemlever på internationalt plan en rivende teknologisk udvikling, som Danmark også kan deltage i. 

En øget havbrugsproduktion vil ifølge Verner W. Hansen skade både miljøet og samfundsøkonomien. Han peger på, at den eneste bæredygtige løsning er at hive havbrugene op på land. 

Disse påstande er faktuelt forkerte, og det er trist, at en ellers ansvarlig interesseorganisation udtaler sig mod bedre viden. 

Regeringen og aftaleparterne fortjener ros for at lancere en vækstplan, der balancerer hensynet til både miljø og erhverv. Det er nemlig en afgørende kursændring i forhold til de seneste 25 års forgæves forsøg på at skabe vækst i det danske opdrætserhverv. 

I alle disse år har vores produktion ligget konstant på cirka 40.000 tons fisk, men den nye plan rummer et helt andet potentiale, fordi regeringen nu afsætter et miljømæssigt råderum på 800 tons kvælstof til nye havbrug.

Fakta er, at det endnu ikke er lykkedes at opdrætte store laksefisk i landbaserede anlæg på en konkurrencedygtig og økonomisk bæredygtig måde. 

Brian Thomsen
Direktør i Dansk Akvakultur

Kommer behændigt udenom kritikken
Verner W. Hansen anfører, at havbrug er en forældet produktionsform, der sker på bekostning af miljøet, og at der alene skal satses på landbaserede, recirkulerede anlæg. 

Argumenterne er dels en henvisning til et tidligere debatindlæg fra 30. oktober sidste år fra tre forskere på Aarhus Universitet og dels en norsk analyse, der viser, at ”teknologiudviklingen ved landbaserede anlæg kan blive en ny industrisucces.”

Vi har tidligere tilbagevist kritikken fra de tre forskere i et indlæg 6. november 2015. Pointen er, at nye havbrug bør placeres uden for den kystzone, som er defineret i den danske implementering af EU’s vandrammedirektiv. 

Ingen grund til bekymringer
Miljø- og fødevareministeren besvarede i september 2015 et folketingsspørgsmål om kilder til kvælstof og fosfor. For kvælstof oplyste hun blandt andet: 

”Således udgør den danske andel i de mere lukkede fjorde og kystnære områder op imod 100 procent, mens der i de åbne dele af for eksempel Øresund, Storebælt og den østlige del af Kattegat, som er områder med stor vandudveksling med Skagerrak og Østersøen, vil være en mindre påvirkning fra danske tilførsler – ned til 1 procent.” 

Den totale mængde kvælstof, der gennemstrømmer disse områder, er i størrelsesordenen af en halv million tons om året. Derfor er der ikke grund til bekymring over, at der nu afsættes et miljømæssigt råderum på 800 tons kvælstof til nye havbrug. 

Miljøpåvirkninger fra havbrug vurderes med avancerede økologiske modeller, og alle resultater viser entydigt, at de nye havbrug ikke vil have en væsentlig effekt på miljøet, hverken lokalt eller regionalt. Konklusioner fra modelberegninger understøttes af faktiske data, der samstemmende viser, at havbrug placeret i strømfyldte farvande er uden betydning for miljøet. 

Derfor er etablering af såkaldte offcoast-havbrug en miljørigtig vej til vækst. Det fremgår også af den tidligere regerings akvakulturstrategi fra januar 2015. 

De tekniske udfordringer er for store
Verner W. Hansen henviser i sit indlæg til en norsk analyse, der viser, at landbaserede anlæg kan blive en ny industrisucces. Men han undlader at nævne, at det i analysen også anføres, at ”Landbasert oppdrett blir ikke et substitutt for sjøbasert oppdrett, men et tillegg”. 

Vi kan supplere med en nylig irsk undersøgelse, bragt i The Irish Times 4. januar 2016, der konkluderer, at landbaserede havbrug ikke vil være økonomisk rentable i Irland.  

Vi deler opfattelsen af, at landbaserede havbrug på sigt kan vise sig at være en del af fremtidens produktionsformer. Langsand Laks i Hvide Sande og Danish Salmon i Hirtshals er eksempler på virksomheder, der har valgt at investere i recirkulering. Desværre har begge anlæg haft en særdeles svær start. 

Der har været og er fortsat en række tekniske udfordringer, og virksomhederne har haft store økonomiske tab. Fakta er, at det endnu ikke er lykkedes at opdrætte store laksefisk i landbaserede anlæg på en konkurrencedygtig og økonomisk bæredygtig måde. 

Også internationalt diskuteres det ivrigt, om fremtidens store laksefisk skal produceres på lands eller til vands. Det er i vores optik en falsk modsætning. Det er nemlig ikke et spørgsmål om enten/eller, men om både/og. Derfor skal havbrug vokse både til vands og til lands.