Debat

Dansk Akvakultur kritiserer forslag til ny strategi: "Det virker utroværdigt"

REPLIK: Et forslag til en ny akvakultur-strategi fra DN, Sportsfiskerne og Dansk Miljøteknologi fremhæver landbaseret akvakultur, selvom man gentagne gange har anket miljøgodkendelser af disse anlæg. "Der er tydeligvis en tvetydighed i ord og handling," skriver Brian Thomsen.

Et forslag til en ny akvakultur-strategi fremstår yderst kritisabel, fejlagtig og direkte utroværdig, mener Brian Thomsen.
Et forslag til en ny akvakultur-strategi fremstår yderst kritisabel, fejlagtig og direkte utroværdig, mener Brian Thomsen.Foto: /ritzau/Joachim Adrian
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Brian Thomsen
Direktør, Dansk Akvakultur

Dansk Akvakultur finder det yderst kritisabelt, at DN sammen med DSF foreslår en akvakulturstrategi, som fuldstændig forhindrer udvikling af økologiske dambrug og havbrug

Brian Thomsen
Direktør, Dansk Akvakultur

Dansk Miljøteknologi (DM), Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) og Danmarks Naturfredningsforening (DN) argumenterer i et debatindlæg 27. februar 2019 for en planøkonomisk tilgang, hvor al fiskeopdræt skal ske i investeringstunge og højteknologiske landbaserede anlæg.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Den nuværende danske strategi for bæredygtig udvikling af akvakultur blev fremlagt af den tidligere SR-regering, og den nuværende VLAK-regering har bidraget til at udmønte strategien med en række initiativer. I Folketinget var der bred opbakning bag strategien, indtil Socialdemokratiet for nyligt trådte ud af forliget om havbrug.

Strategien satser på vækst i både konventionel og økologisk akvakultur. De vigtigste elementer er et forbedret administrationsgrundlag, udpegning af egnede lokaliteter til nye anlæg, kompensationsopdræt til fjernelse af kvælstof (samme idé som minivådområder), etablering af landbaserede anlæg, uddannelse og omlægning til økologi.

Hvis DN og DSF mener det alvorligt med en ny akvakulturstrategi, så kunne de indledningsvis respektere de løsninger, som de tidligere har været med til at anbefale, og trække deres klager tilbage 

Brian Thomsen
Direktør, Dansk Akvakultur

Hos Dansk Akvakultur støtter vi en mangfoldig strategi. Det giver et godt afsæt for bæredygtig vækst i hele akvakulturklyngen med forskellige nye teknologier, og det respekterer forbrugernes ønske om et varieret udbud af sunde og ansvarligt opdrættede fiskeprodukter.

Tvetydighed i ord og handling
DM, DSF og DN påstår, at kun recirkulerede anlæg har patent på bæredygtighed. Dette er dog forkert, da bæredygtighed er et kompliceret begreb, som ikke kan indrammes af én teknologi. Det tætteste, vi kommer på bæredygtig akvakultur, er ASC-mærket for ansvarlig akvakultur, som blandt andet støttes af WWF Verdensnaturfonden.

Dansk akvakultur er førende på området, og en lang række dambrug og havbrug er i dag ASC-certificerede. Der er også behov for et ASC-mærke for de landbaserede anlæg med intensivt opdræt, og det vil glæde os, hvis DN og DSF vil støtte Dansk Akvakultur i arbejdet med dette. 

Det virker utroværdigt, at DN og DSF i deres debatindlæg fremhæver landbaseret akvakultur, når begge organisationer gentagne gange har anket miljøgodkendelser af disse anlæg med henvisning til blandt andet habitatdirektivet og kvælstofudledning.  

Der er tydeligvis en tvetydighed i ord og handling hos DN og DSF. DN bør også præcisere, hvor på de danske kyster byggerierne af de landbaserede anlæg med saltvandsindtag kan placeres, når organisationen nu ellers fører an i kampen mod kystnært byggeri.

Læs også

Træk klagerne tilbage
Dansk Akvakultur har tidligere drøftet fælles strategier for akvakultur med DN og DSF. Sidste gang var i 2010 i Akvakulturudvalget, som blandt andet anbefalede kompensationsopdræt og havbrug på åbent hav.

Kompensationsopdræt blev en del af SR-regeringens akvakulturstrategi. VLAK-regeringen muliggjorde kompensationsopdræt med en lovændring og udpegede egnede områder for havbrug, hvor havbrugsdrift ikke ville forhindre opnåelse af god økologisk tilstand i vandplansområderne.

Flere havbrugsvirksomheder investerede i kompensationsopdræt i tillid til Akvakulturudvalgets og skiftende regeringers anbefalinger. I stedet for at følge de fælles anbefalinger har DSF og DN anket og forhindret miljøgodkendelser af både kompensationsopdræt, havbrug og landbaserede anlæg igennem flere år.

Hvis DN og DSF mener det alvorligt med en ny akvakulturstrategi, så kunne de indledningsvis respektere de løsninger, som de tidligere har været med til at anbefale, og trække deres klager tilbage.

Mindre økologi
Dansk Akvakultur finder det yderst kritisabelt, at DN sammen med DSF foreslår en akvakulturstrategi, som fuldstændig forhindrer udvikling af økologiske dambrug og havbrug. De højteknologiske landbaserede anlæg med intensivt opdræt kan i sagens natur ikke efterleve hverken danske eller EU-regler for økologisk akvakultur. Altså vil deres forslag medføre mindre økologi.  

Dansk Akvakultur mener, at der er behov for en mangfoldig og inkluderende akvakulturpolitik med plads til teknologiudvikling på flere områder som for eksempel økologi, intensivt og ekstensivt opdræt og ASC. Dansk Akvakultur kan ikke støtte en ekskluderende politik baseret på en teknologi, som tilfældigvis passer til Krüger A/S' produktsortiment.

Bæredygtighed er andet og mere end vandmiljø. Der er fordele og ulemper ved alle teknologier, og derfor må vi arbejde med løsninger, der alle har det til fælles, at de hver på sin måde fremmer en bæredygtig udvikling.  

Dansk Akvakultur støtter visionen om at skabe et nyt erhvervs- og eksporteventyr for den danske akvakulturklynge, og vi bidrager gerne til grundlaget for at skabe en sådan udvikling.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Brian Thomsen

Chefkonsulent, Dansk Akvakultur Producent Organisation, medlem, DTU Aqua’s advisory board, formand, EU Kommissionens Rådgivende Udvalg for Akvakultur, formand, Agri-Aqua Innovation Denmark, vicepræsident, Federation of European Aquaculture Producers
HD i organisation og ledelse (Aarhus Uni. 2013), MBA (Heriot-Watt Uni. 1999), cand.polyt. (DTU 1985)

0:000:00