Debat

Dansk Erhverv: Fra skrald til nye varer

DEBAT: Omstillingen mod en bæredygtig fremtid bør sikre, at vi får et konkurrencedygtigt marked for genanvendelse af affald i nye produkter. EU-Kommissionens oplæg for cirkulær økonomi er et skridt i den rigtige retning, skriver Jakob Lamm Zeuthen, miljøpolitisk chef i Dansk Erhverv.

Hvis vi skal sikre bæredygtighed i fremtiden, kræver det en mere cirkulær tankegang i forhold til, hvordan vi fremstiller vores produkter og agerer som forbrugere, skriver Jakob Lamm Zeuthen, miljøpolitisk chef i Dansk Erhverv. 
Hvis vi skal sikre bæredygtighed i fremtiden, kræver det en mere cirkulær tankegang i forhold til, hvordan vi fremstiller vores produkter og agerer som forbrugere, skriver Jakob Lamm Zeuthen, miljøpolitisk chef i Dansk Erhverv. 
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jakob Lamm Zeuthen
Miljøpolitisk chef i Dansk Erhverv

Vi genbruger, hvis der er en god og økonomisk grund til at gøre det. Men nu er vores råvareressourcer blevet så knappe, at miljøet og samfundet, som vi gerne vil have det, er direkte udfordret.

Derfor skal vi blive bedre til at genanvende materialerne i de udtjente sko, den gamle elkoger og det kasserede kontormøbel, der ellers ender deres liv på lossepladsen eller bliver brændt. Vi skal blive bedre til at lade genbrug, deleordninger og genanvendelse indgå i vores levevis. Og vi skal blive bedre til at tænke det ind i en økonomisk sammenhæng.

Cirkulær tankegang
Hvis vi skal sikre bæredygtighed i fremtiden, kræver det en mere cirkulær tankegang i forhold til, hvordan vi fremstiller vores produkter og agerer som forbrugere. Det handler ikke kun om, hvad der skal ske med produktet, når det er brugt, men at finde en effektiv vej til at forvandle skrald til nye varer.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Det handler lige så meget om produktion og mere bæredygtigt design og om, at vejen hen imod mere bæredygtighed ikke skader Europas samlede konkurrenceevne - men derimod øger den med flere jobs og vækst. 
 
Derfor er vi i Dansk Erhverv glade for EU-Kommissionens nye oplæg for cirkulær økonomi, der netop har været i høring. For det indeholder netop nogle af disse tanker. Oplægget skal erstatte den cirkulære lovpakke, som den forrige kommission barslede med i 2014. Den nye kommission mener imidlertid, at 2014-pakken var uambitiøs, fordi den fokuserede for lidt på vækst, job og inddragelse af små virksomheder som en del af løsningen.

EU-oplæg vil fjerne barrierer
Den nye EU-kommission mener, at omstillingen også bør sikre, at vi får et stærkt og konkurrencedygtigt marked for genanvendelse af affald i nye produkter. Det betyder, at man vil arbejde for at fjerne de barrierer, der forhindrer udviklingen af en sammenhængende infrastruktur for affaldshåndtering. Og man vil se på, hvordan man kan ændre og optimere produktdesign, produktion, teknologi og forbrug, så ressourcerne anvendes mere effektivt og i langt højere grad recirkuleres. 

Det handler ikke kun om, hvad der skal ske med produktet, når det er brugt, men at finde en effektiv vej til at forvandle skrald til nye varer.

Jakob Lamm Zeuthen
Miljøpolitisk chef i Dansk Erhverv

Dansk Erhverv er meget enig med EU-Kommissionen i, at der skal fokus på barriererne og en klar ansvarsfordeling i hele værdikæden fra design, fremstilling, anvendelse og bortskaffelse. For kun på den måde kan man styrke den innovation og forandring, der skal sætte gang i de cirkulære processer.

En af de største opgaver bliver en omfattende revision af en række affalds- og produktrelaterede direktiver og forordninger, så de er i tråd med en cirkulær frem for en lineær tankegang. Sideløbende er det helt afgørende at få alle de relevante retsakter harmoniseret og håndhævet ensartet i samtlige 28 medlemslande. Det bliver en kæmpe udfordring for Kommissionen og EU med sine vidt forskellige affalds- og forbrugskulturer.

Fuld opbakning fra alle lande
Men hvis vi ønsker et styrket Europa under en cirkulær økonomi, skal der være fuld opbakning fra alle landene, herunder Danmark, til de spilleregler, der skal styre processen hen imod de ønskede mål. Det nytter ikke at bygge videre på et tårnhøjt hus med nye principper og regler, hvis det hviler på et skrøbeligt og ujævnt fundament.

Det er samtidig vigtigt, at EU og de enkelte medlemslande afholder sig fra detailstyring – for eksempel ved at formulere produktspecifikke krav uden omtanke for miljø- og markedspotentialer. Det kan for eksempel være regler om, at elektronikprodukter kun må skilles ad og genanvendes på en bestemt måde. Den type regler bør i stedet aftales internationalt. Ellers risikerer vi, at EU afskærer sig fra det øvrige globale marked, bremser innovationen og forringer de europæiske virksomheders konkurrenceevne.

Dansk Erhverv er helt enig med EU-Kommissionen i, at ønsket om mere cirkulær økonomi ikke må gennemføres alene ud fra miljøidealistiske hensyn, men skal gennemføres i respekt for konkurrenceevne og arbejdspladser.

Inddrag små virksomheder
Her er det vigtigt at inddrage de små virksomheder. Meget af EU’s innovationskraft ligger netop hos de små virksomheder, og hvis deres konkurrenceevne stimuleres, kan de bidrage til et væksteventyr for EU. Omvendt er små virksomheder ofte mere sårbare over for forkerte tiltag, fordi det kræver investeringer og ressourcer at gennemføre større omstillinger.

Vi håber, at det lykkes for Kommissionen at udforme en handlingsplan, der tager højde for disse ting. Det skal være en handlingsplan, der stimulerer og belønner markedskræfterne til at udvikle innovativ teknologi, genanvendelse af ressourcerne til nye råvarer af høj kvalitet og samtidig skaber efterspørgsel hos både private, erhvervslivet og det offentlige.

Det vil være med til at bane vejen for en mere cirkulær økonomi i hele Europa.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00