Debat

Dansk teknologi kan løse vandkonflikter

DEBAT: Danske virksomheder skal samarbejde om at tilbyde samlede løsninger på vandproblemer ude i verden. Det vil kunne styrke eksporten, mener miljøminister Karen Ellemann (V).
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Af Karen Ellemann (V)
Miljøminister

Selvom alle danskere har en holdning til vores drikkevand - og ofte stærke holdninger - så giver vand sjældent anledning til de helt store konflikter i Danmark. Sådan er det ikke altid andre steder i verden, hvor vand eller mangel på vand er baggrunden for alvorlige konflikter.

I Kina er det planen, at der de kommende år skal flyttes mere end 200.000 mennesker, som er kommet i vejen for de nye kanaler, der skal lede vand fra Yangse i syd mod nord, hvor man er ramt af vandmangel og hastigt grundvandsfald. Mange steder i verden falder grundvandsspejlet. I Spanien er man for længst nået til, at de fredede 'vådområder' må kunstvandes. Og mange steder er det ved at være en sjældenhed, at der fortsat er vand i floderne, når de når havet, fordi vandet er brugt til kunstvanding. En ulykke for naturen - men det kan naturligvis også føre til konflikter om, hvem der må bruge vandet. Udnyttelsen af Nilens vand er således allerede i dag en potentiel kilde til konflikt mellem Etiopien, Sudan og Ægypten.

Stor dansk ekspertise
Vandkonflikter opstår, fordi man lokalt og nationalt ikke er gode nok til at beskytte vandmiljøet, eller fordi man bruger mere vand, end der er til rådighed. Konfliktpotentialet på vandområdet består først og fremmest i, at vandmangel og forurening af drikkevandsressourcer sammen med andre forhold fører til fattigdom, sult og flygtningestrømme i ulandene. Løsningen er bedre beskyttelse af vandet - bl.a. må man ikke bruge mere af vandressourcen end naturen skaber. Det kræver planlægning, teknologi og samarbejde. Og det er ting, vi i Danmark har stor ekspertise i. 

I Danmark har vi været gode til at lave en integreret indsats, hvor vi udnytter vores viden om vandmiljøet til at lave en helhedsorienteret planlægning, som samtidig tager hånd om de enkelte problemstillinger. Den intensive overvågningsindsats giver os viden om vandmiljøets tilstand og om, hvordan tingene vil udvikle sig i fremtiden. Derved har vi mulighed for at lave en langsigtet planlægning. Samtidigt har vi i Danmark udviklet nogle af de teknologiske løsninger, som i dag bruges alle steder i verden - f.eks. teknologi til rensning af spildevand.

Fakta
BLAND DIG!
Deltag i debatten - send dit indlæg til [email protected]

Der er et kæmpestort globalt marked for vandteknologi. Det erfarede jeg selv så sent som i september, hvor jeg sammen med danske virksomheder var i Canada og Kina. Her var der stor interesse for de danske løsninger, og jeg ser derfor en unik mulighed for de danske virksomheder, der besidder ekspertisen til at udnytte momentum og gribe vækstpotentialet nu.

Miljøministeriet har bl.a. gennem Miljøteknologisk Handlingsplan sat fokus på udvikling af teknologiske løsninger til nogle af de problemer, der kan skabe konflikter. Her tænker jeg bl.a. på forskellige teknikker til rensning af regnvand og spildevand, så det kan genbruges i husholdning og til produktion, IT-redskaber til at forudsige oversvømmelsesrisici og metoder til måling af drikkevandskvalitet.

Men de danske virksomheder har også haft et stort engagement i at udvikle løsninger til brug for globale problemer inden for vandområdet.

Derfor har vi allerede i dag avancerede danske modelværktøjer, som kan bruges til at planlægge indsatsen, når vandstanden stiger, når ekstrem regn øger risikoen for oversvømmelser, eller når ørkenen spreder sig til nye områder. Vi har også udviklet teknologi, som gør det muligt at genbruge det rensede spildevand de steder i verden, hvor vandmangel er et stort problem, lige som vi har udviklet teknologi til avanceret rensning af stærkt forurenet spildevand fra f.eks. industri og hospitaler. Men der er ikke kun tale om avancerede teknologier. Ofte er den rigtige løsning en simpel teknik som et kulfilter til at fjerne sprøjtegifte fra drikkevandet, eller et simpelt renseanlæg til rensning af spildevand lokalt. Så samlet set har vi en stor dansk know how, som giver mulighed for planlægning og for at vende konflikter til noget positivt, der hvor ressourcerne er til rådighed.

Vejen frem er mere samarbejde
Danmark og danske virksomheder gør det allerede godt - således eksporterede vi alene i 2008 for 43 mia. kr. miljøteknologi, hvoraf mange af dem bidrager til at beskytte vandressourcen. Danmark har virksomheder og forskningsinstitutioner i verdensklasse, som til sammen kan dække en stor del af de løsninger, der er behov for, hvis vandressourcen skal beskyttes. Fra pumper og ventiler over vandrenseteknologi og teknologi til analyse af vandkvalitet til viden om, hvordan de enkelte teknologier og metoder sættes sammen til en samlet løsning. Denne bredde skal vi blive bedre til at nyttiggøre ved at styrke samarbejdet mellem danske virksomheder ude på de store eksportmarkeder.

Derfor er jeg også meget glad for det nye initiativ, vi har etableret i Indien, hvor de danske virksomheder via et partnerskab med Miljøministeriet og den danske ambassade arbejder sammen med de lokale myndigheder, om mulighederne for at effektivisere et indisk renseanlæg ved en kombination af forskellige danske færdigheder. Jeg er også glad for, at danske virksomheder i samarbejde med det danske miljøministerium og det kinesiske vandressourceministerium vil hjælpe med at finde løsninger til de store problemer i Nordkina med vandmangel og overudnyttelse af grundvandsressourcen. 

Jeg tror, at samarbejde er vejen frem. Derfor mener jeg også, at danske virksomheder skal blive endnu bedre til at erobre nye markedsandele ude i verden ved sammen at tilbyde hele løsninger på vandproblemer i stedet for, at hvert enkel kun fokuserer på sit delelement. At tilbyde samlede nøglefærdige løsninger giver en stor konkurrencefordel, og udnytter danske virksomheder de muligheder, der ligger i at gå sammen, vil det også kunne betyde flere eksportkroner og flere arbejdspladser til Danmark.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karen Ellemann

Generalsekretær, Nordisk Ministerråd, fhv. minister, MF (V) og medlem af Folketingets Præsidium
lærer (N. Zahles Seminarium. 2004)

0:000:00