Danske Småøer efter finansloven: Vi kan ikke sætte os ned og vente på vandet

Af Dorthe Winther
Formand, Sammenslutningen af Danske Småøer 

S-regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet har med finansloven 2021 aftalt at afsætte ekstra 350 millioner kroner i tilskudspuljen til kystbeskyttelse frem mod 2023.

Det er fint, at regering og forligspartier nu tager hul på de udfordringer, som vi allerede står i, men på de små øer er vi i tvivl, om de afsatte midler reelt batter med det scenarie for vandstigninger, som vi ser ind i, og spørgsmålet om, hvem og hvad der skal reddes, rejser sig selvfølgelig også. 

Udfordringer med stigende vandstand
På småøerne har vi allerede mærket både den stigende vandstand og 100 års-hændelserne, som kommer hyppigere end med 100 års mellemrum.

Mange øer syner ikke højere på Danmarkskortet end en omvendt dyb tallerken, og dermed er småøerne ekstremt udsatte for vandstigninger og stormflod.

Det har vi selvfølgelig vidst på småøerne i mange år, og på en lang række småøer har lodsejerne bygget kystsikring i form af diger for at værne ejendom og jord. Disse lodsejere imødeser nu yderligere forhøjninger og ekstra omkostninger ved den hyppigere vedligeholdelse af digerne.

Som det er nu, skaber de tilbagevendende stormfloder og højvande usikkerhed og utryghed hos både nuværende og kommende øboerne og dermed skabes i sidste ende tvivl om øsamfundenes fortsatte overlevelsesmuligheder

Dorthe Winther
Formand, Sammenslutningen af Danske Småøer 

På andre øer, for eksempel Anholt og Omø, har stormflod gennem de sidste 20 år sat markante aftryk. På Anholt forsvandt vigtig infrastruktur i form af en vej fra Anholt by til havnen, og på Omø blev knap 40 huse sat under vand ved stormfloden i 2006.

Begge steder er nu bygget kystbeskyttelse og højvandssikring efter flere års kamp fra øboernes side, men det var ikke sket uden hjælp fra Folketinget og de kommuner, som de to øer ligger i.

Lav en statslig ø-pulje
Med finanslovsaftalen lægges der op til at kystsikring og højvandsbeskyttelsen skal klares lokalt, det vil sige af de lodsejere, der nyder gavn af beskyttelsen og så formentlig kommunen.

Det kan måske nok være et rigtigt princip, men på de små øer er der i sagens natur forholdsmæssigt meget mere kystlinje i forhold til øernes samlede areal og ikke ret mange lodsejere til at betale.

Ydermere er flere af de kommuner, hvor de små øer er hjemmehørende, i forvejen vandkantskommuner med lange kyststrækninger, som de også skal kystsikre.

Derfor må man afsætte en statslig pulje over en årrække, som kan være med til at hjælpe kommuner og øer i gang med kystbeskyttelsen på de små øer.