Debat: Landbrugets jagt på natur- og kulturværdier skal stoppes

Af Peder Størup
Naturbeskyttelse.dk

De beskyttede gravhøje, diger og naturarealer er ofte den sidste rest af natur og kulturhistorie, der er tilbage i mange områder af Danmark - resten er gået tabt. Alene for digernes vedkommende er mere end 70 procent i dag ødelagt.

Fortællingen om naturområderne er lige så dramatisk, og de vilde dyr og planter kvitterer for måden, vi behandler dem på, ved at forsvinde fra store dele af landet.

Siden 1950 har vi mistet 12 af vores dagsommerfuglearter, og en række andre er meget tæt på at følge trop. Det er en direkte konsekvens af, at vi har taget deres levesteder fra dem, både i det åbne land og i skovene.

I dag står det så skidt til, at 90 procent af naturtyperne og 39 procent af arterne under EU’s Habitatdirektiv har ugunstig bevaringsstatus, og det til trods for, at det er dem, der er strengest beskyttet. 

Landbruget beskytter ikke det åbne land
Trods det forsøger Landbrugets topfolk ihærdigt at få svækket beskyttelsen i det åbne land yderligere. Det fremgår eksempelvis af debatindlægget her.

Natur er ikke noget, man bare kan flytte, for så at genskabe efter forgodtbefindende. Det kræver evner, der rækker lidt udover, hvad vi almindelige dødelige formår!

Peder Størup

Viceformand Lone Andersen fra Landbrug & Fødevarer taler i debatindlægget for en svækkelse af beskyttelsen af både kulturhistoriske og naturmæssige værdier i vores landskab, og selvom viceformanden uden tvivl selv sætter pris på naturen, ændrer det ikke ved, at konsekvenserne af det, der lobbyes for, vil skade naturen og forringe beskyttelsen. 

Viceformanden forsøger at præsentere forslagene som værende for naturens og digernes skyld. Men det kræver ikke megen indsigt at blive klar over, at det ikke er bekymring over tabet af natur-, kultur- og landskabsværdier, der driver landbrugets interesseorganisation, men primært et ønske om at gøre det lettere at etablere industrilandbrug i landområderne. 

Viceformanden taler direkte mod bedrevidende, når det påstås, at "det er et stort problem for mange lodsejere, at der reelt ikke findes nogen let tilgængelig og overskuelig oversigt over, hvor de beskyttede diger ligger”.

Det passer ikke. Stort set alle de sager, der bliver rejst om ulovligt fjernede diger, drejer sig om diger, der tydeligt er registreret på både historiske og digitaliserede kortinformationer, som eksempelvis kan ses på Danmarks Miljøportal eller hos kommunen.

Er man som lodsejer i tvivl, skal myndighederne inden for tre uger oplyse, om et areal er omfattet af en beskyttelse. Er den gode vilje tilstede, kan man altså let få adgang til information om, hvor der er udpeget diger og andre kulturhistoriske elementer i landskabet. Der er altså ingen undskyldning for at komme til at pløje et dige væk.

Derudover har alle de professionelle landmænd konsulenter fra landbrugsorganisationer til at udarbejde markplaner og til at søge om de mange milliarder, erhvervet hvert år modtager i støtte.

Konsulenterne kan på landmandens vegne godt finde ud af at søge om hektarstøtte, men når man skal finde ud af, hvad der er beskyttet, så er det pludselig meget svært!

Erhverv er vigtigere end naturen for landbrugstoppen
Det er trist, at landbrugstoppen i stedet for at tage skarpt afstand fra lovovertrædelserne tværtimod forsøger at udnytte ødelæggelserne til at svække beskyttelsen yderligere under dække af, at landmændene ikke vidste, hvad de gjorde.

Landbruget forsøger ikke kun at slippe af med de diger, erhvervet ikke mener har værdi. Erhvervet kaster sig nu også over de beskyttede naturarealer, de mener ligger i vejen for markdriften. Dem vil man have lov til at flytte for så at placere dem på et for landbruget mere bekvemt sted. Hvad naturen og naboerne synes om det, lader ikke til at bekymre erhvervet.

Inden man politisk føjer landbrugets interesser, skal man dog være klar over, at muligheden for erstatningsnatur vil trække tæppet væk under beskyttelsen mange steder, og ofte de steder, hvor naturen og arterne allerede har det svært. 

Muligheden for erstatningsnatur vil give de lodsejere og landmænd, som ikke har passet på naturen, lov til at flytte natur af dårlig kvalitet, mens de, der har passet på naturen og dermed sikret en høj naturværdi, ikke kan få lov.

Der skabes altså endnu et incitament til ikke at beskytte, og det incitament er selvfølgelig ikke gået landbrugets næse forbi.

Landbruget flankeres af en række kommuner, der også vil af med naturbeskyttede områder, der ligger i vejen for vindmøller, veje, industri og nye boligområder. Også her er man mere optaget af at svække beskyttelsen end af at gøre noget for at stoppe artstabet.

Dansk bevaringslov er unik
I forhold til udlandet er det enestående for Danmark, at man ikke kan få lov til at fjerne natur eller kulturhistorie af privat- eller erhvervsøkonomiske grunde. Det siger sig selv, at bliver det muligt at trække det økonomiske kort, så taber naturen meget hurtigt til de økonomiske interesser.

Det er kort sagt fortællingen om naturtabet verden over - fra regnskoven, der fældes for at blive til tømmer, og sojamarken i Amazonas, til landmanden eller bygherren, der fjerner natur eller kulturhistorie i Danmark.

Da man lavede Naturbeskyttelseslovens §3 og besluttede, at økonomi ikke var en undskyldning for at ødelægge natur, var det netop, fordi man var fremsynet og var klar over, at naturen ville tabe, hvis den skulle konkurrere med en byggegrund, golfbane eller kornmark.

Natur er ikke noget, man bare kan flytte, for så at genskabe efter forgodtbefindende. Det kræver evner, der rækker lidt udover, hvad vi almindelige dødelige formår!

I en tid, hvor vi oplever et artstab uden sidestykke i historien, er der brug for en styrket beskyttelse og ikke en svækkelse, som den landbruget ønsker. Der er brug for ordninger, som belønner de lodsejere og landmænd, der har beskyttet, og ikke dem, der ødelægger samfundets natur- og kulturværdier. 

Mange landmænd vil gerne gøre en fornuftig indsats for naturen, men tiltagene skal være de rigtige, og de skal i så vid udstrækning som overhovedet muligt være permanente. Her har landbrugets organisationer igen et stort ansvar, så det hele ikke ender i blomsterstriber og andre tiltag, der måske dufter godt og giver presseomtale, men for de vilde arter reelt er spild af plads.

Det skal være attraktivt at beskytte naturen
I dag er det sådan, at en landmand i den ene ende af marken kan få tilskud til at så blomsterstriber ud til vejen, mens han i den anden skader naturen som følge af en markdrift, der sker alt for tæt på truede arter. Det skal selvfølgelig være mest attraktivt at beskytte og genoprette fra den ende af, hvor de vilde arter har mest brug for det. 

Hvis landbruget virkelig mener det alvorligt med naturen, stopper man med at modarbejde stort set hvert eneste tiltag, der kan hjælpe og beskytte naturen, og man støtter op om, at en større andel af EU-midlerne kan bruges på tiltag til gavn for naturen og de truede arter i den. 

Vi mangler viden om arterne, men vi har rigelig med viden til at kunne handle, men så længe tiltagene syltes og modarbejdes, taber arterne terræn hver dag, og opgaven bliver større og dyrere. 

Politikerne er nødt til at begynde at tage naturens parti og ikke lade landbruget og andre, der prioriterer økonomi højere end naturens trivsel, sætte dagsordenen, hvis den negative udvikling skal stoppes, og vi skal få noget af den tabte artsrigdom tilbage.