Debat: Udflytningen af Miljøstyrelsen er et farvel til fagligheden

Af Suzanne Arup Veltze
Fhv. kontorchef i Miljøstyrelsen og direktør for Dakofa

I et åbent brev til Esben Lunde Larsen, bragt i Information 6. marts, skriver Marianne Bigum, tidligere medarbejder i Miljøstyrelsen, om situationen i styrelsen efter meddelelsen om udflytning til Odense og om, at 150 medarbejdere overflyttes til departementet. Det gør hun på vegne af sine tidligere kolleger, som af gode grunde har vanskeligt ved at komme frem med deres synspunkter.

Nu er det så heldigt, at vi er en hel skare af tidligere ansatte, som kan ytre os; dels fordi vi nu er blevet gamle nok til at sige vores mening, uden at det får konsekvenser, dels fordi vi har gjort hele turen med fra starten – fra oprettelse af Ministeriet for Forureningsbekæmpelse i 1971 og Miljøstyrelsen i 1972.

Et lille departement
Det er værd at repetere, hvordan Miljøstyrelsen opstod.

Det synes, som om den politik, Miljøstyrelsen skal føre, intet har at gøre med miljøbeskyttelse.

Suzanne Arup Veltze
Jurist og fhv. kontorchef

Ministeriet for Forureningsbekæmpelse var organiseret på en helt ny måde i forhold til de etablerede ministerier og styrelser. Her var det traditionen, at der var store departementer med tilhørende styrelser, og hvis man var en rigtig dygtig embedsmand, så var man netop placeret i departementet. Der var ikke meget prestige forbundet med at være embedsmand ”nede” i en styrelse.

Den nye organisation blev opfundet af Holger Lavesen, som blev departementschef i ministeriet, og Jens Kampmann, den første miljøminister. Det var visionære personer, som nutidens reformatorer udi det organisatoriske kunne lære meget af.

Organisationen gik ud på, at der blev etableret et lille departement med få "styringskontorer", som havde til opgave at servicere ministeren, baseret på styrelsernes faglige vurderinger og rapporter. Der opstod nemlig efterhånden flere styrelser, efterhånden som begrebet "miljøbeskyttelse" blev udvidet til også at omfatte blandt andet statsskovene, naturfredning og fysisk planlægning.

I Miljøstyrelsen foregik den faglige vurdering, som skulle videregives til departementet, således at ministeren kunne rådgives på basis af faglighed. Der blev også oprettet faglige laboratorier, som udarbejdede selvstændige rapporter om forureningstilstanden inden for luft, kemikalier og overfladevand.

Åben holdning til pressen
Noget nyt var også den åbne holdning til pressen. Det var nyt, at Miljøstyrelsen ansatte en journalist, som skulle sørge for, at pressen blev informeret om arbejdet i styrelsen. Pressen blev anset som en samarbejdspart, som kunne viderebringe faglige rapporter og synspunkter fra Miljøstyrelsen, og som derefter kunne informere om, hvilke politiske initiativer, ministeren igangsatte på baggrund heraf. 

Den holdning til pressen ligger meget langt fra det, som vi nu oplever som undrende publikum til Miljøministeriets evindelige slagsmål med medierne, hvor man har indtryk af at deltage i en eller anden sportsgren, hvor den, der kan afsløre mest rod og inkompetence i ministeriet, ser ud til at vinde.

Det politiske og faglige var adskilt
Organisationen havde navnlig den positive effekt, at der ikke blev stillet spørgsmål til, om de ansatte i Miljøstyrelsen havde handlet under pres fra ministeren til at komme med en faglig konklusion, som kunne passe ind i de politiske beslutninger. Den faglige vurdering og den politiske beslutning var adskilte.

Netop det forhold var der stor respekt for, både hos pressen og hos de politiske partier, idet miljøbeskyttelse var så vigtigt et emne i den offentlige debat, at faglige synspunkter var tungtvejende.

Samtidig var der aldrig tvivl om, at andre forhold, navnlig af finansiel karakter eller hensyn til erhvervslivet, kunne begrunde en anden politisk beslutning end det, som den faglige vurdering og anbefaling lagde op til. Denne nødvendige afvejning blev oven i købet nævnt i Miljøbeskyttelsesloven fra 1974 som et grundlæggende element i miljøbeskyttelsen.

Så der var langt fra tale om, at medarbejdere i Miljøstyrelsen, som måske kunne være af en særlig politisk observans, blot kunne tromle systemet med faglige synspunkter. Men der var tale om, at det fremgik helt klart i beslutningsprocessen, hvornår politiske beslutninger blev truffet, og hvilke begrundelser disse beslutninger havde.

Ingen røde lejesvende
Det var derfor også helt forkert, da Anders Fogh, da han kom til magten i 2009, som noget af det første startede nedslagtningen af alt det, som Svend Auken og tidligere ministre (af forskellig politisk observans) havde opbygget, med den begrundelse, at nu havde man fået nok af de røde lejesvende i Miljøministeriet.

Glemt var alle de initiativer, som ministeriet stod for til glæde for de dygtige danske virksomheder. Initiativer, som medførte, at danske virksomheders viden var efterspurgt over hele verden, blev med et enkelt pennestrøg fjernet fra finansloven. 

Ideen med at matche danske virksomheder, både rådgivere og teknologiproducenter, med embedsmænd i Miljøstyrelsen til gavn for dansk miljøeksport var opstået, da Jens Kampmann blev direktør for Miljøstyrelsen. Han oprettede et særligt ”miljøeksport-korps”, hvor de ansatte i styrelsen i skøn forening med det private erhvervsliv tog kontakt til udenlandske markeder med henblik på at opnå aftaler om leverancer af viden og udstyr.

Kontrol over sagsbehandlingen
Ved at flytte 150 medarbejdere fra styrelsen til departementet ønsker Esben Lunde Larsen tydeligvis at få mere kontrol over de væsentlige processer i Miljøstyrelsens sagsbehandling.

Det er et reaktionsmønster fra ministeren, som har været undervejs i et stykke tid, og det kan kun skyldes, at han ikke stoler på, at der findes en loyalitet hos embedsmændene i styrelsen over for den politik, han ønsker at føre.

Her er vi nok ved sagens kerne. Det synes, som om den politik, Miljøstyrelsen skal føre, intet har at gøre med miljøbeskyttelse.

De initiativer, som er taget, både hvad angår udflytning og overførsel af opgaver fra styrelse til departement, kan kun tjene ét formål: en afvikling af Miljøstyrelsen og miljøbeskyttelsen.

Om dét, som her er berettet om Miljøstyrelsens tidligere fortræffeligheder og om den formodede fremtidige skadevirkning og afvikling af miljøbeskyttelsen, kan gøre indtryk på ministeren, kan man have tvivl om.

Det skal dog ikke forhindre os i at sige det.