Kommentar af 
Rune Engelbreth Larsen

Den gode, den onde og den grusomme natur-vandalisme

KLUMME: Et smeltet Dannebrog i akrylmaling har skabt stor debat om, hvordan man behandler naturen. Det til trods for, at vi dagligt mishandler den i langt højere grad en Aros' kunstværk kan få skylden for. Måske kan det ligefrem skabe ny artsrig bynatur, skriver Rune Engelbrecht Larsen.

Foto: Mikkel Berg Pedersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Røgen har så småt lagt sig, og eftertanken lejret sig oven på den store forargelses-tsunami, vi var vidner til, da Aros for nylig satte kunst og natur på plakaten med et opsigtsvækkende udendørs-værk af den tyske kunstner Katharina Grosse.

Akrylmaling hældt ud over et hjørne af Mindeparken, der lignede et smeltet Dannebrog i kæmpeformat, flød ud over lidt af parkens vegetation i røde og hvide plamager.

Selv om det hele bliver fjernet igen og har minimal destruktiv effekt, har det rejst et ramaskrig, mens de daglige naturdestruktioner, som finder sted under den hverdagsagtige tømmerhugst eller den hyppige nedpløjning af naturbeskyttede naturperler, kun sjældent fører til en notits i medierne.

Forargelsen var med andre ord en monumental markering af den proportionsforladte naturforståelse, som desværre er fremherskende herhjemme, hvor en sulten hest eller en aflivet giraf i Zoo kan få mange op i det røde felt. Derimod anfægter det stort set ikke nogen, at mennesket direkte og indirekte udrydder arter på Jorden med en svimlende hastighed, der ikke er set værre siden dinosaurenes uddøen for 65 millioner år siden. De færreste aner det.

Træffende svarer Aros’ direktør Erlend G. Høyersten kritikerne: "I disse dage, hvor der er kort vej mellem hjerte og tastatur, kan det også være nødvendig at tvinge tanken forbi hovedet. (…) Det handler om at skabe indsigt i, hvordan mennesker har tænkt igennem tiderne, men også et skrigende behov for kundskab og forståelse for, hvordan naturen påvirkes af os."

Hovedet på sømmet.

Naturmaleri sætter miljøet til debat
Takket være Aros og Katharina Grosse er der sprængt lidt hul i debatten, og naturforskere og naturformidlere har kunnet sætte tingene i perspektiv i det ene indslag efter det andet – måske ikke afværge hele forargelsen, men i hvert fald få dyrebar medietid til at oplyse og informere om proportioner og natursammenhænge i en grad, de ellers alt for sjældent bliver tilbudt.

Endelig et kunstmuseum, der tør udfordre og oplyse os om naturdestruktionen på samme tid, endelig et inddragende kunstværk, der trækker paradokserne helt frem i lyset – og endelig en borgmester, som midt i en shitstorm tør stå ved det og oven i købet invitere til offentlig debat på ’gerningsstedet’.

I stedet for at løbe bort eller underkaste sig forargelsens (for)dom troppede Aarhus’ borgmester, Jacob Bundsgaard, således op i parken for at drøfte værket med fremmødte borgere: "Kan naturen være kunst? Eller skal naturen kun være natur? Og hvor meget må vi så ændre på den? Vi kan ret meget i Aarhus. Tænk, at værket i Mindeparken kunne være med til at skabe en debat, hvor der var plads til at diskutere, være uenige og faktisk sætte et meget relevant emne på dagsordenen. Det er da ret fedt?"

Det er jo det, det er.

Måske kan denne kunsteriske akrylbombe i naturdebatten få endnu flere positive effekter? 

Naturindgreb kan skabe artsrig bynatur
Når der skal ryddes op efter kunstværket, er der hul igennem til mineraljorden, og det, der var en temmelig livløs græsplæne, kan blive til et vildere hjørne i parken med vilde danske blomster – et minde om et værk, der banede vejen for en mere artsrig bynatur? Man kunne jo ønske sig, at Katharina Grosses værk kunne blive den øjenåbner, som italesatte proportionsforvrængningen i naturdebatten og åbnede for Aarhus som en kommende naturhovedstad, når kulturhovedstadens år var omme?

Og tænk engang, hvilken himmelråbende forskel på tre kommuner her i tre aktuelle eksempler på tre forskelllige slags naturindgreb:

  1. I Aarhus Kommune får et lille kedeligt parkhjørne et skvæt maling. Hvorfor? For at stimulere beskuerens refleksion og iværksætte nationens største natur- og kunstdebat med en væsentlig åbning for information om de virkelige naturproblemer.
  2. I Syddjurs Kommune har man for nylig begravet et smukt og naturværdifuldt strandoverdrev ved Følle Strand under et kvælende læs muldjord, hvor der før myldrede med vilde blomster, fine bier og smukke sommerfugle. Hvorfor? For at erstatte det med en artsfattig ørken af kulturgræs.
  3. I Københavns Kommune insisterer Borgerrepræsentationens flertal stadig på at udradere et enestående sjældent naturareal på Amager, der har 5.000 års kontinuitet bag sig. Hvorfor? For at begrave en af Danmarks uerstattelige naturperler under 260.000 etagemeter beton.

Tre kommuner. Tre naturindgreb. Tre prioriteringer. Den gode, den onde og den grusomme natur-vandalisme.

...

Rune Engelbreth Larsen er forfatter, foredragsholder og fotograf med fokus på den danske natur. Han er medlem af Etisk Råd og hovedbestyrelsen i Danmarks Naturfredningsforening. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00